Dronningen har fulgt mig hele livet, hvis De forstår. Der er billeder, helt fra barndommen. Jeg husker et af tre mellemstore prinsesser, hvoraf den ældste, Margrethe, var den mest smilende, man tænkte: som en fisk i vandet. Dog ikke med den metafor. Husker ikke længere, om det førte til andre refleksioner, men det indprentede sig.
På et andet var hun sammen med sin morfar, den svenske kong Gustaf Adolf. Det var fra Rom, hvor de var i gang med at dyrke deres fælles interesse for oldtidsarkæologi. Det fascinerede – arkæologisk interesse antyder detektivisk vilje til at afdække, grave noget frem, noget fra det, der var før. Jeg efterrationaliserer kun lidt.
Noget senere dukkede Kronprinsessen op tættere på min synskreds, fordi min far, som var forstander for en teknisk skole, udvirkede et besøg af hende og hendes dengang ret nye mand, prins Henri, i forbindelse med indvielsen af et nybyggeri. Jeg deltog dog ikke selv i festlighederne, for nu var klokken slået 1968, og jeg befandt mig et helt andet sted som en stor del af min generation.
Jeg deltog heller ikke i festlighederne ved Københavns Universitets årsfest nogle få uger senere, hvor hun, sammen med mand og forældre, kongeparret, blev vidner til et bizart sceneskift da stud.psych. Finn Ejnar Madsen bemægtigede sig festsalens talerstol. Lige dér skete der noget med autoriteten, og det kunne være interessant at vide, hvordan det slog Kronprinsessen, men hun har vist aldrig ”delt” sin oplevelse af denne majestætsfornærmelse.
Dronningen og autoritetstabet
Der skete i det hele taget meget med autoriteten i årene deromkring, hvor resterne af den hierarkiske samfundsbygning, dengang kaldet ”etablissementet”, som igennem århundreder havde understøttet kongehuset, om ikke faldt sammen som et korthus, så i al fald svækkedes betydeligt og efterlod kongehuset hængende i luften, ikke længere så højt hævet over resten af samfundet som tidligere.
Det var tidsånden. Den skiftede, og folk skiftede med den. Det var dengang, man fandt ud af, at vi skulle ”komme hinanden mere ved”, og det gik i den grad ud over omgangsformerne og den almindelige høflighed. Man bildte sig ind, at hvis man lærte at sige du i stedet for De med stort, og at sige hej i stedet for goddag og farvel, så ville vi komme hinanden meget nærmere. Det viste sig ret hurtigt, at det var helt modsat, at formerne og høfligheden tværtimod var den direkte vej mellem mennesker, men da var det for sent. Det har vi lidt under siden.
Dronning Margrethe mistede hverken formerne eller høfligheden, og det vandt hun ved i det lange løb. Det blev hende, der som monark fra 1972 skulle tilpasse kongehuset til den forandrede verden, og det foregik med en for hende egen, forbilledlig blanding af nærvær og afstand, som man godt kunne kalde for majestætslighed, hvis man ikke bare kalder det for autoritet.
Et af hendes redskaber har som bekendt været nytårstalen, som jeg selv igennem en del år skulle forholde mig til som tv-anmelder, ligesom de interview, som hun har givet i jævnt stigende kadence hen over årene.
Som for eksempel i 2012, hvor hun i et DR-interview demonstrerede god kommando over danmarkshistorien, hvilket fik mig til en smule flabet at skrive:
”Det er ikke nemt at være republikaner i Danmark for tiden. Danskerne elsker kongehuset og især Dronningen, og hun er da også en klar gevinst, ikke mindst ved sin formuleringsevne og sin intelligens – begge dele ikke noget, man kan tage som en selvfølge med de gener.”
Jeg ”elsker” ikke dronning Margrethe. Mindre kan vel gøre det.
Dronningen blev afholdt i befolkningen, efterhånden meget afholdt, hvilket fik ”masemedierne” til at mase sig nærmere, efterhånden meget nærmere. Det har Dronningen for sin del klaret nydeligt med sin indbyggede reservation, men hun var jo ikke hele kongehuset. Man greb sig i at ønske, at de øvrige kongelige højheder ikke satsede så voldsomt på at realisere sig selv, eller i al fald ikke i offentligheden. Hvad de foretaget sig helt privat, er deres egen sag. Nogle husker måske stadig tv-serien ”Hofretter”, der blev sendt fra de kongelige slottes forskellige køkkener med en prins Henrik på slap line. Også kronprinseparret bevæger sig ad en line, hvor trivialisering er en faldgrube.
Elitært kongehus galt i halsen
Kongehuset er som institution ikke demokratisk, det er i sagens natur udemokratisk, hierarkisk og elitært. Det er der mange, der får galt i halsen. Kongehuset har nok nærmet sig lighedssamfundet, men det er endnu ikke faldet ned i det, og det er afhængigt af, at der bevares en vis distance – selvom jeg indrømmer, at jeg nok er overfølsom overfor grænseoverskridelser. Jeg bliver ”hrrmpf”, bare jeg ser et billede af skuespilleren Dean Martin, der i 1960 står og snakker med Kronprinsessen med hænderne dybt begravet i lommerne, og det er selvfølgelig overdrevet, for han var jo amerikaner og vidste ikke bedre. Han var i egne øjne selv en særlig slags amerikansk højhed, som vi efterhånden har fundet ud af, hedder en celebrity.
Medierne ville gerne gøre celebrities af de kongelige – som i 2015, hvor TV 2 og byen Aarhus’ fejrede majestætens 75-årsdag. Det blev – og jeg parafraserer min tv-anmeldelse fra dengang – en anstrengende aften med en lang sekvens af fnisende majestætsfornærmelser, og med Dronningen og hendes ”pukkelryggede” familie, som den kaldtes af den skuespiller, der spillede vært, forsvarsløst bundet til de første rækker. Den af værten oplæste tekst belærte i pinlige vendinger Dronningen om hendes egen gøren og laden, havde det været i enevældens tid, var han og TV 2’s ledelse kommet på hjul og stejle, men nu er vi et demokrati, hvor alle er lige (gode), og det skulle åbenbart bankes ind denne aften, netop fordi kongehuset er noget af det sidste hierarkiske, vi har tilbage, og derfor må stå ”kærligt” for skud.
Hen på aftenen trådte den lokale popdronning ind på scenen, royalt iført sit ridderkors, og holdt en lille tale for dronningen, som hun tildelte topkarakter for ”begavelse, indsigt og menneskelighed” og sin evne til at ”give udtryk for sine følelsesmæssige indtryk”. Talen begyndte med et fidelt ”Deres majestæt – min kære dronning”, og sluttede med ”De er i sandhed elsket af folket – og af mig!”
Sådan fra den ene dronning til den anden. Dronning Margrethe viskede fornærmelserne fra sig med et afvæbnende og sikkert helt autentiske smil. Jeg hadede det.
Respekt for monarken, ikke forelskelse
Jeg ”elsker” ikke dronning Margrethe. Mindre kan vel gøre det. Jeg har respekt for hende, fordi hun så udmærket repræsenterer kongehuset som institution i vanskelige farvande. Jeg elsker heller ikke kongehuset, men respekterer institutionen som en sammenhængskraft for samfundet og et omdrejningspunkt for dansk tradition og historisk erindring. Jeg holder meget af kongerækken, som mirakuløst ubrudt kommer til os, hen over tusind år, trods orkanen af samfundsforandringer, og som vi til gengæld gennem de seneste generationer har sikret os, at ingen skolebørn længere har noget begreb om.
Det har min egen generation af bedsteforældre, som vel ikke var specielt kongehusbevidste, da de var unge, men er kommet efter det siden, bortset fra dem, der fortsat abonnerer på Enhedslisten og vil have huset revet ned, fordi det er udemokratisk, uretfærdigt og går i arv.
Det er ikke, fordi kongehuset er tidssvarende, for det er det netop ikke. Det er hævet over tiden, og deri ligger dets særlige kvalitet for den kollektive bevidsthed. Og Dronningen forsvarer det så værdigt ved sin blotte fremtræden, at der i dag er langt mellem dem, der kan komme i tanker om et bedre alternativ. Dronningens offentlige persona er ikke sentimentalt udfoldet, hun er langtfra almoderlig. I sagens natur er hun styret af traditioner, men inden for rammerne af det, er hun udpræget en karakter – sig selv ud fra egne værdier.
Hvordan skal det så gå med kongehuset, når dronning Margrethe ikke er der længere? Svært at sige, men det bliver noget andet. Jeg tilhører ikke den tredjedel af befolkningen, som vist synes, at det er synd for kronprins Frederik, at han skal blive gråhåret, før han bliver konge. Det handler ikke om ham. Kronprinseparret har vel deres kvaliteter, men det er udpræget kronprinsepars-kvaliteter, meget langt fra hans mors. De må gerne vente i kulissen lidt endnu.
Kongehuset falder ikke med dronning Margrethe, men der er absolut ingen grund til, at hun abdicerer nu. Man konstaterer med tilfredshed, at det mener hun heller ikke selv.