Jeg er chokeret, når jeg finder førsteudgaver af store danske forfattere til ingen penge. Sådan er det ikke i Tyskland

I Danmark er bøgers liv vist særlig kort. Det er – i hvert fald undertiden – anderledes i Tyskland

Jeg er chokeret, når jeg finder førsteudgaver af store danske forfattere til ingen penge. Sådan er det ikke i Tyskland
Akrivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Bøger har deres skæbne, lyder en gammel sentens, som i øvrigt ifølge Vogel-Jørgensens ”Bevingede ord” kun er en del af en længere sætning og derfor anvendes forkert. Nok om det. Spørgsmålet er, om det – forkert eller ej – stadig har gyldighed. Skæbne er vel for stort et ord at bruge om noget, der ofte ender i containeren. Vi er mere henne ved H.C. Andersens ”Kjærestefolkene”, hvor bolden ender i skarnfjerdingen.

I forbindelse med afskedigelsen af Gyldendals direktør taltes der en del om, at forlaget måtte koncentrere sig mere om ”kerneforretningen”, altså at udgive bøger. Men den afskedigede direktør havde vel også koncentreret sig om det, han anså for kerneforretningen. Det var bare ikke længere bøger, men alt muligt andet. Og ser man lidt frem, kan man måske undvære forfattere, fordi man kan lade bøgerne skrive af robotter efter nogle få skabeloner: lyrik, drama, roman, krimi og så videre.

Det ville i øvrigt ikke være så nyt endda. Man har også tidligere kendt til om ikke robotter så forlagsfabrikker. Forlagsredaktørernes voksende synlighed er også et skridt væk fra forestillingen om, at litteratur er noget, der bliver til i ensomhed, bringes til et forlag og udgives, som det er skrevet. Nu kan man få indtryk af, at et manuskript betragtes som halvfabrikata, der skal rettes til. Det rummer en risiko for standardisering.

Men hvordan står det til med de bøger, der er udkommet, især hvis de er af ældre dato? Mange antikvariater holder udsalg efter den hollandske auktions princip. Prisen sættes først højt og daler så efterhånden, til den når et meget lavt niveau. Sådan reduceres lageret, og hvad der ikke er solgt den sidste dag, kommer i skarnfjerdingen.

Som god traditionalist er jeg behørigt chokeret, når jeg ser førsteudgaver af Baggesen eller Oehlenschläger eller Ingemann ligge til fals for ingen penge. Mest chokerende er prismarkeringer på omslagets inderside, som afslører, at de engang skulle koste meget mere. Man kan erhverve en bog for for eksempel 30 kroner og finde den prissat til 250, ”og det var mange penge dengang”. Således forgår alverdens herlighed.

Sådan er det også med frimærker. I mine studier af den tyske efterkrigstid så jeg, at rubrikannoncerne i datidens aviser havde to hovedgrupper. Den ene var eftersøgning af savnede soldater, den anden var køb, salg og bytte af frimærker. Det gik op for mig, at det foruden samlerinteresse handlede om pengeanbringelse. Havde man ikke råd til aktier eller fast ejendom, og hvem havde det, kunne man samle frimærker og dermed have en værdi, som var uafhængig af en pengeombytning som den, der kom i 1948.

Frimærkers værdi steg og steg, også efter 1948. Min samling af tyske efterkrigsfrimærker var en overgang – angiveligt – så meget værd, at jeg opbevarede den i en bankboks. Nu er den vist tæt på værdiløs, men stadig sjov at have.

Med bøger er det ofte gået ligeså. Og i Danmark er bøgers liv vist særlig kort. Det er – i hvert fald undertiden – anderledes i Tyskland. I 1990 var jeg marginal medforfatter af et bind litteraturhistorie, som udkom i München. Den dag i dag modtager jeg fra forlaget en salgsopgørelse, som lyder på så lidt, at der ikke bliver penge til mig. Men den viser, at bogen stadig lagerføres over 30 år efter sin udgivelse.

Det kunne jeg måske godt undvære. Så stolt er jeg heller ikke af det, jeg kunne brygge sammen dengang. Men andre og større danske forfatteres værker så jeg gerne lagerført noget længere, end det er skik og brug hos os. Da jeg var universitetslærer, misundte jeg mine kolleger i danskfaget, som skulle igennem meget mindre forskningslitteratur for at blive eksperter. Selv om H.C. Andersen eller Søren Kierkegaard var der knap skrevet så meget som om en hvilken som helst tysk andenrangsforfatter. Til gengæld kunne de misunde mig, at jeg kunne vælge hvilken tekst, jeg ville, til min undervisning og være sikker på, at den kunne fås i boghandelen, endda næsten altid som billigbog. Det er kultur!

Klummen ”eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard.

Signatur er en klumme og skrives på skift af sognepræst Heidi Røn, journalist Tine Maria Winther, efterskoleforstander Rasmus Bro Henriksen og redaktør Kåre Gade