I morgen, den 14. februar, er en dag for gaver, der ganske vist skal åbnes i et intimt stævnemøde, men som appellerer til vores sanser, og som er tænkt at åbne døre til en verden, vi ofte har for travlt til at registrere. Duften af blomster, smagen af en god middag eller lækker chokolade, følelsen af lækkert undertøj mod huden eller den bløde æske, måske endda med smykker, der får huden til at gløde. Det koster mange penge på samfundsplan, valentinsdag er en gavedag som få andre, men det interessante er den lange tradition for at forkæle ved at give los for sanselig nydelse – og så håbe på at kærligheden følger med.
Det gør den bedst, hvis man både tager gaven til sig som en personlig gave, men også ved, at kærlighedsmødet er et lille lån af lykke, hvor man kigger ind i noget, som man aldrig kan eje og kræve som sin ret. Kærlighed i tosomhedens udgave risikerer at blive en noget ufri affære, hvis vi glemmer, at også uden for forholdet kan man være tingene nær og holde sanserne åbne. Når vi har indsnuset duften eller nydt smagen af den 14. februar, så gælder det om at vide, at kærligheden skal holde trangen til at lære stadig mere om den verden, vi lever i, i live. Passionerede er vi kun, hvis vi ikke er besat af ét menneske og af, hvad det ene menneske mener om os og vil med os.
I fortællingerne er det et velkendt trick at appellere til sanserne for at gøre verden lidt større. ”Fortryllersken fra Firenze” er den indisk-engelske forfatter Salman Rushdies (født 1947) bud på, hvordan vores kærlighedshelt (Mogor dell’Amore) får adgang til paladset, alene fordi han er smurt ind i en creme rørt sammen af en prostituteret af et utal af blomster og ekstrakter fra træer – ja og sågar fra en hval.
Han tager af sted til paladset med en fornemmelse af, at han stinker af ”horehus”, men i takt med at han nærmer sig kejserens værelse i hoffet bliver alle de soldater og skelvagter, som skal beskytte kejseren, fuldstændigt medgørlige af de dufte, som han nærmer sig dem med, og som de umiddelbart reagerer på – og som er tilpasset hver ny næse, som skal passeres for at få foretræde for kejseren. Duftnoterne afslører sig i det tempo, han bevæger sig gennem gemakkerne med.
Også i Shakespeares (1564-1616) ”En skærsommernats drøm” bliver Titania så forført af en duft, at hun glemmer det barn, som hun lever for, og forelsker sig i det første, der møder hende, nemlig et ”æsel”, an ”ass”.
Kærlighedsdagen er højdepunktet for sanselig forførelse og forfinelse. Valentinsdag er derfor sært blottet for fornuftig indpakning, hvad enten det er lunt undertøj, der passer til et endnu ikke frembrudt forår (forestil jer, at man som kvinde pakker et sæt skiundertøj ud? Nej vel?) eller en æske i praktisk blå. Alt skal være rødt, blødt, smeltende, smygende, duftende og forførende.
Hvorfor overgiver vi os overhovedet til sansernes glade leg og forførelse? Eller hvorfor leger vi i hvert fald den ene dag om året med på at give os hen til forelskelsen og intimiteten? På Valentinsdag er vi fælles om at hylde kæresteriet og sansernes forkælelse.
Fra filosofien og teologien ved vi, at kæresteri både trækker på lidenskabelighed og fortrolighed. De to sider af kærligheden – det lidenskabelige, kropslige møde med verden på den ene side og den kærlige omsorg og nærhed med et menneske, man har meget kært, på den anden side – er to gennemgående figurer, som vi stadig lever med. Eroskærlighed på den ene side og agape-kærlighed på den anden.
Følelsesmæssigt er der langt mellem lidenskabelig forelskelse som kropsligt begær, vild uro og spænding på den ene side og så kærlighed som uselvisk ømhed og taknemmelig fortrolighed på den anden side. Der er også så langt fra lidenskab til troskab, at kristendommen i mange år viste en stor skepsis over for valentinsdag og begæret forstået som det at ville have noget til sig selv og for sig selv. Man mente det stod i vejen for en åbenhed for det andet menneske og dermed for Gud. Det var umuligt at have et spændingsfuldt og ustyrligt begær og så samtidig kunne ville et andet menneske det bedste. Egenkærlighed blev begærskærligheden kaldt af blandt andre skolastikerne.
Også en moderne filosof som franske Alain Badiou (født 1937) er betænkelig ved, at mennesker troløst vandrer videre i deres kærlighedssøgen. Kærlighedsmødet er det møde, siger han, hvori der sker en udvidelse af selvet, ikke en ren fortsættelse eller bekræftelse. Og den ene gang, han selv har forladt en elsket, har han fortrudt. Mødet skulle han have været tro mod, mener han i tilbageblik.
At være tro mod kærligheden er ikke at vende sig mod den anden og erklære, at vedkommende er den eneste mulige ene. Tosomheden er en illusion, der står i vejen for, at kærligheden altid er et møde, der forpligter på den store helhed, på en verden, hvori mange skrives ind i en fælles historie. Man kan også skilles og dog blive ved at stå ved, at det, der var, var kærlighed, forvandlende kærlighed, også selvom den ikke kom til at vare eller blive mere etableret.
De to grundfortællinger, der hører til henholdsvis lidenskabstraditionen og nærhedstraditionen, mødes så vidt muligt på Valentinsdagen. Og de kan faktisk mødes. Så længe det er der, så længe der er et kærlighedsmøde, er mødet en åbning til et liv, der er i fuld gang med at digte med en. Hvis man tør. Hvis man er praktisk, planlæggende og mere til det, der ligner de andre dage, så er der ingen grund til at gå med på legen.
Valentinsdag er kun én dag, og dog risikerer den også at ende i overflade og halvhjertethed.
En forudsætning for en vellykket fejring af valentinsdag er, hvis man skal tro filosofien i blandt andet Badious skikkelse, at man undgår to faldgruber, som han siger det i ”Lovprisning af kærligheden”, nemlig den risiko-averse tryghedssøgen og den hurtige nydelsesjagt: ”Forsikringskontraktens tryghed og de begrænsede nydelsers komfort”, kalder han de to faldgruber.
Det første – altså forsikringskontraktens tryghed – kan findes i det forhold, der er blevet en sovepude. En anden filosof, Nietzsche (1844-1900), har endnu mindre godt at sige om det:
”Ak, du, tosomhedens åndelige elendighed! Ak, hvilken sjælens skraldespand! Ak, hvilken ynkelig tosomhedsvelbehagelighed! (..) Han drog ud som en helt, på jagt efter sandheden, og kommer tilbage med et usselt bytte: en udstafferet løgn, han kalder sit ægteskab (…) Gentager, kortvarig dårskab – det, I kalder kærlighed – som ægteskabet sætter en stopper for med en langvarig dumhed.”
Også seksuel nydelse kan på sin side ende som en isoleret størrelse, hvor man går i seng med nogen i en jagt på tilfredsstillelse alene. To kroppe, der blot tilfredsstiller hinanden seksuelt, er ikke et møde, men en orgasmens tosomhed, mener Badiou. Det forøger i længden kun ensomhedsfølelsen.
Lidt mere omhu og sanselig forkælelse skal der til – og så må man lade verden komme til – i en nydelse og et nærvær, der betyder alverden, så længe det varer. Den dag i dag.
God valentinsdag.