Islandsk forfatter: Jeg er enig med Jesus i, at vi kan lære meget af fugle

Einar Mar Gudmundsson er aktuel med sin første digtsamling i 12 år. Siden han var dreng på Island, har han brugt digte til at gøre sig forståelig for omverdenen

”Hvis man kun har optimisme, er man dum og naiv, men hvis man kun har pessimisme, så fører det ingen vegne, så man bliver nødt til at bygge en bro imellem håbet og kynismen,” siger Einar Mar Gudmundsson, der her er fotograferet ved Storebæltsbroen. –
”Hvis man kun har optimisme, er man dum og naiv, men hvis man kun har pessimisme, så fører det ingen vegne, så man bliver nødt til at bygge en bro imellem håbet og kynismen,” siger Einar Mar Gudmundsson, der her er fotograferet ved Storebæltsbroen. – . Foto: Robert Wengler/Ritzau Scanpix.

En fugl flyver hen over hovedet på den islandske digter Einar Mar Gudmundsson, da han står på badebroen ved Nyborg Strand Hotel med Storebæltsbroen bag sig som et betonuhyre af travl trafik. Men den islandske forfatter, der er på Fyn for at læse digte op, læner blot nakken tilbage med et smil for at følge fuglens sorgløse signatur hen over himlen, hvor de hvide skyer samler sig som ”Guds pudseklude”, som han skriver i sin nye digtsamling, ”Til rette vedkommende”.

Gud er en arbejdsmand, der pudser stjernerne blanke som vaser, i Gudmundssons poesi, mens han (altså Gudmundsson) med et mere mørkt billede kalder kloden for et stort hoved, ”som kigger ud i rummet/ en verden funklende klar,/ men tænkende tungt i mørket”.

For det er også menneskets forbandelse at være skabt med et hoved, der er meget større end en fugls, så man ikke kan lade være med at tænke over, om klokken nu er et kvarter i begyndelsen eller et kvarter i afslutningen, som Gudmundsson også skriver i sine digte, der alligevel hele tiden vender sig mod fuglene og lyset.

”Fuglene har fulgt mig gennem hele mit forfatterskab,” siger Einar Mar Gudmundsson på dansk med en islandsk accent, som også lige skal pudses af, før sætningerne funkler som klare stjerner:

”For mig er fuglene et billede på det lyse i tilværelsen og på fantasien og måske endda det guddommelige. Jeg er meget enig med Jesus i, at vi har meget at lære af fuglene, der ikke bekymrer sig. Det er jo derfor, at Jesus sagde, at man skulle se på himlens fugle og markens liljer, hvis man ville lære, hvad tro er.”

Er vores hjerne så vores forbandelse?

”Ja, hvis den bruges forkert. Jeg skrev engang en dialog mellem to drenge, hvor den ene siger: ’Har du lagt mærke til, hvor små hoveder duerne har, tror du ikke, at de har nogen hjerne?’. ’Nej, de har vinger, hvorfor skulle de have en hjerne?’. ’Mener du, at det er bedre at have vinger end hjerne?’. Og drengen svarer: ’Nej, jeg tror, at det er bedst, hvis hjernen får vinger’,” siger Einar Mar Gudmundsson, som også sammenligner digteren med en fugl i et af sine nye digte:

”Fuglen siger:/’En digter som ikke kan flyve/ er ikke en digter,’/ og digteren svarer:/ ’En fugl som ikke kan digte/ er ikke en fugl.’/ ’Skal vi så ikke deles/ om opgaverne?/ Jeg flyver. Du digter’.”

”Til rette vedkommende” er Einar Mar Gudmundssons syvende digtsamling. Det er 12 år siden, Einar Mar Gudmundsson sidst udgav en digtsamling. I stedet har han skrevet adskillige roste romaner, men som en trækfugl vender han altid tilbage til poesien.

I sin tid var det også som digter, han debuterede og straks blev oversat til dansk, så han fik sin danske digterdebut samme efterår og på samme forlag – Vindrosen – som Søren Ulrik Thomsen, der udgav ”City Slang” i 1981, mens Einar Mar Gudmundsson udgav ”Frankensteins kup”.

Den indeholder en ”ungdommelig dristig” erklæring om at ville forstyrre læserne: ”Hvis jeg var et fjernsyn, ville jeg ganske sikkert volde alvorlige forstyrrelser i jeres liv,” skrev han dengang.

I dag ler han af den formulering, men den var ikke usand, for Einar Mar Gudmundsson, der modtog Nordisk Råds Litteraturpris for ”Universets engle” i 1995, har gennem alle årene haft et stort publikum uden for Island – ikke mindst i Danmark.

Gudmundssons forfatterskab spænder vidt fra de første små aforismer til store eposser med stadigt større eksistentielle dybder, men digtene er det sproglige dna i hele forfatterskabet, siden han som en del af 1980’er-generationen ville være med til at nytænke poesien, fordi ”man ikke kunne blive ved med at synge den samme protestsang”.

”Det var også i de år, jeg begyndte at fortælle historier i digtene. Og mange af de elementer, jeg udviklede i digtene, går igen i mine romaner. Jeg udviklede min prosa fra digtekunsten, og jeg har aldrig kunnet se den store forskel mellem digtekunst og prosa, i hvert fald ikke i mit tilfælde. I prosaen søger jeg efter lyriske elementer, og i digtet søger jeg efter fortællinger, og digtekunsten har altid været meget vigtig for mig – som en slags sprogligt laboratorium, hvor man udforsker sproget og motiver, som man så kan bruge i andre sammenhænge,” siger han, da vi er trukket indenfor, hvor vinduet i hotellets restaurant minder om en linje fra et af de nye digte – ”tag himlen og hæng den op i et vindue”.

For Einar Mar Gudmundsson er digte også en måde at hænge sine tanker op, så andre forstår dem:

”Jeg kan huske, da jeg var dreng, og jeg tænkte meget mere indviklede tanker, end omgivelserne troede, jeg gjorde, men jeg var ikke i stand til at udtrykke dem, så andre kunne forstå dem. Enhver oplever jo verden på sin egen måde og med sit eget sprog, fordi man tillægger begreberne og ordene forskellig farve, men jeg leder stadig efter måder at ramme en fælles nerve i alle disse subjektive begreber,” siger han og lyser op i et drenget smil:

”Jeg ved noget, men jeg kan ikke udtrykke det lige ud ad landevejen. Jeg må gå en omvej igennem poesien. På den måde er min digtning også en måde at gøre mig forståelig på. Men digte er også en måde at stille spørgsmål på, så man næsten kan komme til at leve i spørgsmålstegnet som digter. For jeg opdagede tidligt, at meningen med digtning ikke er at finde et entydigt svar, men i sin søgen efter svar afføder det nye spørgsmål og udfordringer, så tvivlen til sidst kan blive en slags religion,” siger han og griner, inden han tilføjer:

”Jeg mener ikke, at den objektive verden ikke findes. Men det er min erfaring, at troen er meget subjektiv. Man skulle tro, at troen var universel, for kristendommen er jo for eksempel universel, men samtidig er den så personlig.”

Hvordan vil du beskrive din egen tro?

”Jeg oplever en kontakt mellem den indre verden og den ydre verden, og poesien udfordrer også det religiøse i mig. Jeg tilhører folkekirken, men jeg har ikke et billede af guddommen, som jeg vil have, at andre også skal have.”

Alligevel laver du et billede af Gud som en arbejdsmand, der pudser stjernerne af som vaser med skyerne som pudseklude …

”Ja, det er jo et forsøg på at gøre Gud til en person uden at kunne tegne ham. Jeg tror, at man kan tale med Gud hvor som helst og når som helst, så til tider kan jeg opfatte guddommen som meget jordnær. Jeg holder meget af Jesus som karakter, og jeg holder meget af hans holdninger. Men troen kan også ligge i erkendelsen af, at man ikke kan klare det hele alene. Vi må hjælpe hinanden. Og i anerkendelsen af det forhold ligger også anerkendelsen af, at der er noget, der er større end os selv.”

Men betragter du også dine digte som et vindue til himlen?

”Jeg opfatter digtene som en samtale med læserne. Som et åbent selskab. Og jeg vil ikke begrænse læsningerne af mine digte. Men jeg synes, at det er vigtigt, at man kan opleve det åndelige i hverdagen og måske gennem poesien. Du kan kalde det Gud, ånd eller det fænomenologiske i skaberværket, men det hænger sammen med den indre verden, og den indre verden har det ikke altid så godt i samfundet, der lægger så stor vægt på den ydre vækst og på det materielle. Nogle ville sige, at kapitalismen udtørrer det indre liv. Derfor synes jeg, at digtekunsten, fortællekunsten og litteraturen kommer os til undsætning med en anden måde at betragte tilværelsen på. Litteraturen minder os om, at vi er mere end materielle væsener. For i litteraturen bor måske de gamle vidder i virkeligheden, som ellers er blevet visket ud. Derfor kommer litteraturen altid til at spille en vigtig rolle, også hvis den ikke spiller en vigtig rolle, for så bliver opgaven endnu vigtigere.”

Tjeneren har serveret stjerneskud, men digterens øjne søger mod himlen i vinduet og ind på væggen, mens han forklarer, at litteraturen viser os glemte lag i os selv som et gammelt tapet, der ligger et sted derinde bag den nye overflade.

”Hvis vi går tilbage til sagalitteraturen, havde man et meget større virkelighedsbegreb, end man opererer med i dag. Det er derfor, at nogle taler om magisk realisme i litteraturen, som om magien er en tilføjelse til virkeligheden og realismen, men for mit vedkommende kunne jeg bare noget med at være realist og sige, at virkeligheden er magisk,” siger han og trommer på sin digtsamling på bordet, som om han vil trykke ordene ud som cigaretter af en æske.

”I klassisk litteratur var magien en naturlig del af realismen,” kommer det så.

Hvordan har det påvirket dig at være islandsk forfatter?

”Meget, ikke mindst på grund af sproget. Der findes islandske forfattere, der har skrevet på dansk eller engelsk, men det islandske sprog er vigtigt for de fleste af os islandske forfattere. Det er sproget, der fører dig videre. Fortællingerne er ikke formet færdige, før man skriver dem, og sproget leder dem på vej. For mit vedkommende er det islandske sprog derfor meget vigtigt som forfatter. Og litteraturen i Island har også en folkelig tradition,” siger han og ser op, mens hans stjerneskud på tallerkenen foran ham nu står urørt på tiende minut, men han er ikke færdig med at fortælle:

”Fortællekulturen ligger dybt i hele samfundet. Sagaforfatterne samlede historier op, som var blevet fortalt i 200 år. Selvom man skriver anderledes i dag, gør man stadig nogenlunde det samme. Man samler historier sammen og fortæller dem. Nogle vil opfatte traditionen som en byrde, men jeg ser den som en skabende kraft. Den islandske nobelprisvindende forfatter Halldor Laxness sagde også, at klasseforskellen aldrig er nået op i hovedet på os i Island. Alle har ret til at fortælle historier i Island, og alle gør det også.”

Er det også derfor, at et folk på størrelse med Fyns befolkning fostrer så mange gode forfattere?

”Kvaliteten i en kultur har ikke noget med kvantiteten i folkemængden at gøre. Når man ser på de store bedrifter, der har ført kulturen videre gennem historien, var det ganske få mennesker, der førte renæssancen igennem eller udviklede demokratiets tanker i det gamle Grækenland. Og den bedste kultur behøver heller ikke komme fra de store byer. Nogle af de bedste svenske forfattere kommer fra Nordsverige, og det samme gælder med Amerika, hvor nogle af de mest interessante forfattere kommer fra de små byer. Vi kan ikke alle sammen bo i New York, og den største litteratur bliver ikke nødvendigvis skrevet i de største byer og i de største lande. Som jeg har skrevet i et digt er Jorden en kugle, så centrum er alle steder, men det er en udbredt tanke og misforståelse, at storbyerne er livets centrummer, og provinsen er periferien. Men det er en vildfarelse at tro, at alt liv foregår i hovedstaden,” siger Einar Mar Gudmundsson og stikker endelig gaflen i sin fisk uden at nå videre:

”Jeg kan huske, da en norsk forfatter i begyndelsen af 1990’erne skrev en bog, der foregik i New York, og en anmelder jublende skrev, at det var dejligt, at Norge endelig havde fået en international forfatter, fordi hans bog ikke foregik i en norsk bygd. Men bøger bliver ikke mere internationale af at foregå i New York, som om al international litteratur skal handle om lufthavne eller andre internationalt genkendelige steder. Ofte er det snarere omvendt. Jo mere lokal, du bliver, jo mere global kan du blive. Det handler om at skildre noget særligt, som alligevel er alment. Det er et gammelt mindreværdskompleks ikke at kunne se kvaliteten og dramaerne på de små steder, men når den islandske litteratur blomstrer, er det måske også, fordi vi lever i et relativt klasseløst samfund, hvor alle føler sig store nok til at være fortællere. Sådan var det med sagaerne, og sådan har det ikke mindst været siden Anden Verdenskrig, hvor Island har ligget som et slags centrum eller spændingsfelt mellem Vesten og Østen. Vi har både fået impulser fra USA, Danmark og Østeuropa, men vi har ikke mistet vores eget sprog, som nogle troede, at vi ville. For konflikten mellem den internationale popkultur og den islandske kultur viste sig bare at være frugtbar og afføde et nyt behov for at fortælle historier – på islandsk.”

Det er også en del af forklaringen på, at der stadig kommer nye fortællinger fra Island – og i det hele taget, mener han:

”Tiden er meget modsætningsfuld i dag. Der er en udbredt håbløshed på grund af katastrofer og klimaforandringer, men på den anden side foregår der meget positivt i små grupper, som stadig bygger på idealisme. Og i mit eget sind ligger en optimisme. Jeg tror på os som menneskehed, men jeg ser det også som modsætninger mellem sindets mørke og lysets vilje, som Antonio Gramsci (italiensk kommunist og filosof, 1887-1937, red.), der kæmpede mod fascismen, formulerede det i fængslet. Han sagde også, at det gamle kan ikke dø, og det nye kan ikke fødes. Det hele hænger sammen. Og jeg tror også, at der er et dialektisk forhold mellem lyset og mørket, og mellem pessimismen og optimismen. Hvis man kun har optimisme, er man dum og naiv, men hvis man kun har pessimisme, så fører det ingen vegne, så man bliver nødt til lave en bro imellem kynismen og håbet. Det er nemt at blive sortseer, når man kigger ud på verden med krig og klimakrise, men hvis man kigger på den tid, man har været på Jorden, med alle de ændringer, der er hændt, er mange af dem jo meget gode,” siger han og reciterer igen et digt fra samlingen: ”Jeg siger verden har det bedre, og det har jeg ret i. Jeg siger verden får det værre, og det har jeg ret i. Jeg har ret, når jeg tager fejl, og jeg tager fejl, når jeg har ret.”

”Men man digter jo selvfølgelig også, fordi man ikke har svarene. En digtsamling er ikke et partiprogram med politiske erklæringer.

Der er alligevel en snert af politik i flere af dine digte, når du for eksempel skriver, at fuglene ikke spørger udlændingedirektoratet om lov til at flyve nordpå?

”Ja, det er rigtigt, men vi ved jo også, at menneskers love ofte er ulogiske, og det kan fuglene, der er hævet over menneskers lovgivning og landegrænser, hjælpe os til at se. Hvem har tegnet landegrænserne? Dem tager fuglene ikke hensyn til. Og det er bare et eksempel på, hvordan de love, som menneskene skaber, kan virke absurde i et fugleperspektiv,” siger han og ser igen ud mod himlen i vinduet:

”Fuglene flyver over marker, skove, fjelde og byer. De ser højhuse og paladser, men de kommer alligevel hertil, selvom de får masser af bedre tilbud undervejs. Der findes trækfugle, der flyver hele vejen fra Sydpolen til Island. Det er der noget mystisk i, for det burde jo kunne lade sig gøre at finde en orm undervejs, men i denne mystik er der en slags harmoni. Det er derfor, jeg skriver til fuglen: Kompasserne betyder ikke noget for dig eller rejseselskaberne, og du taler ikke med direktoratet for udlændinge, når du slår dig ved min side og begynder at synge,” siger Einar Mar Gudmundsson og begynder endelig at indtage sin fisketallerken og stilheden mellem os med stor, ubekymret nydelse.

Men på vejen ud under den åbne himmel drejer vores menneskehjerner alligevel samtalen mod en tungere stilhed, døden, som måske er en afslutning og måske er en ny begyndelse.

”Jeg har ikke prøvet at dø endnu,” siger digteren med et smil og tilføjer så:

”Min farmor troede, at Himlen var som hendes islandske landsby, hvor familien skulle forenes engang. Hun var fattig, men havde denne enfoldige tro på, at alting nok skulle gå. Og i det ser man noget guddommeligt. Hun var aldrig bekymret, selvom situationen var svær, og den form for tro kan man ikke andet end respektere. For hun havde tro som en fugl.”