I første omgang er Britta Schall Holberg skeptisk, da hun bliver ringet op og spurgt, om hun vil medvirke i et interview i serien ”Afsked med magten”. Nok er hendes tid som minister og siden folketingsmedlem fortid, men at sige farvel til Christiansborg, mener hun ikke er det samme som at tage afsked med magten. Telefonsamtalen afsluttes med, at hun inviterer journalist og fotograf til sit hjem på Hagenskov Gods på Vestfyn.
Hun står ved godsets køkkentrappe flankeret af Thomas, en engelsk collie. Den er velholdt som sin ejer. Hun har dækket op i havestuen og skænker kaffe fra en sølvkande og byder på sandkage fra købmanden i Ebberup. Kagen smager glimrende, og Britta Schall Holberg bruger kagen som en anledning til at udtrykke sin glæde over at have en god, lokal dagligvarebutik. Nok er hun kendt som landspolitiker, men i virkeligheden er hun et lokalt menneske, som trives der, hvor livet leves decentralt.
Britta Schall Holbergs politiske liv har mange kapitler. Hun meldte sig ind i Venstre for mere end et halvt århundrede siden og er i dag æresmedlem af partiet. Hun var 41 år, da Venstres daværende partiformand Henning Christophersen ringede til hende og tilbød hende at blive landets første kvindelige indenrigsminister i Schlüters firkløverregering i september 1982. Hun følte sig klædt på til opgaven gennem et omfattende engagement i kommunalpolitik, blandt andet som formand for Venstres gruppe i Holbæk Byråd, formand for Sammenslutningen af Sociale Udvalg i Danmark og formand for den borgerlige gruppe i Assens kommunalbestyrelse.
”Når Henning Christophersen, som jeg satte utrolig højt, spurgte mig, skal man svare ’ja’ og gå hele vejen. Og så skal man synge igennem. Jeg havde lavet utrolig meget politisk arbejde, som lagde op til, at jeg kunne gå ind på den post.”
Hun blev minister i en regering, som førte en økonomisk genopretningspolitik med et mål om at vende underskuddet på betalingsbalancen til et overskud. Som indenrigsminister skulle hun slanke den offentlige sektor. Der skulle findes besparelser for 80 milliarder kroner i kommuner og amter.
”Henning Christophersen sagde, at jeg ville komme til at træffe ubehagelige beslutninger, og det kan ikke være anderledes, når man skal genoprette økonomien, men jeg ser tilbage på det som en af de mest interessante og lærerige perioder i mit liv. Jeg havde så meget politik på hjerte, og som minister kunne jeg bygge videre på de erfaringer, jeg havde fra kommunalt arbejde.”
Når hun ser tilbage, er hun mest stolt over forsøgene med frikommunerne, som blev iværksat, mens hun var indenrigsminister.
”Jeg havde en drøm om, at det kunne betyde, at Folketinget ikke skulle blande sig i alt muligt. Derfor er det bittert at se, hvordan mit eget parti fører an i en politik, som bliver til ren centralisme. Jeg er bange for, at det ender med, at vi afskaffer det kommunale selvstyre.”
Undervejs i arbejdet som indenrigsminister havde hun ladet Henning Christophersen vide, at hun også kunne se sig selv som landbrugsminister, hvis der skulle være en rokade. I marts 1986 blev hun Danmarks første kvindelige landbrugsminister og oplevede, hvordan der var langt fra ministeriet til det landbrug, hun kendte fra Fyn. Hun fortæller om grisehandler Thorsen, som leverede grise på en nabogård til Hagenskov og efterfølgende drak kaffe i køkkenet. Thorsen fortalte, at det var dårlige tider i landbruget i efteråret 1986. Den oplysning tog Britta Schall Holberg med ind i ministeriet, men her rystede man på hovedet over den fynske grisehandlers vurdering. Men da man ved årsskiftet fik et indblik i økonomien i landbruget, kunne embedsværket konstatere, at grisehandler Thorsen havde ret.
”Det bekræftede mig i, at det er godt at lytte til folk lokalt, for på den måde kan man opfange en udvikling langt tidligere.”
Inden valget i 1987 havde hun meddelt sin kreds, at hun ikke stillede op ved næste valg. Hun citerer departementschef Ole Asmussen, som sagde: ”I kan sagtens, I, der har jeres gårde, for I har en identitet.”
”Det havde han ret i. Dengang var det anderledes svært for folketingsmedlemmer, og særligt ministre, at få et andet job, fordi det var, som om partibogstavet klæbede til personen, hvilket man så som en hæmsko, og for nogle blev afskeden med Christiansborg en social katastrofe.”
Ved sin udnævnelse til minister i 1982 havde hun gjort det klart, at hun kun ville være i politik, så længe hun var minister, for der var brug for hende på godset, som hun havde overtaget i 1977.
”Jeg havde et stort sted, som kræver opmærksomhed, og samtidig var min mand, børn, gamle far og svigerfar her. Jeg tror, at det betød noget for min beslutningskraft, at jeg ikke var tvunget til at være i politik. Der var i høj grad brug for mig på Hagenskov.”
Efter hun var gået af som minister, kom blødersagen. 91 blødere var i hendes tid som indenrigsminister blevet smittet med hiv-virus gennem deres blødermedicin i en tid, hvor aids rystede verden.
”Jeg blev beskyldt for at være morder, og sagen kunne have slået os i stykker.”
Hun fortæller om pressen, som holdt fast i sagen, og de fotografer, som ikke skyede midler for at få et billede af hende. Når hun gik ud for at fodre sine heste på Hagenskov, stod fotograferne klar, og det samme var tilfældet, når hun var rundt i landet. Og så var der trusselsbrevene, som jævnligt landede i postkassen. Når hun holdt foredrag, mærkede hun også vreden, for hun blev jævnligt mødt af ophidsede kritikere, når hun kom rundt i landet.
”Det var vrede mennesker, og jeg vidste ikke, hvad de kunne finde på, men det var aldrig på tale med politibeskyttelse.”
Efter 10 år og flere dommerundersøgelser blev hun frikendt. Når hun skal forklare, hvordan hun klarede den lange, pressede periode, er der et billede, som står stærkt. Hun var på vej i Østre Landsret. Foran hende gik ægtefællen, Jørgen Hansen, og bag hende gik sønnen Jacob Caroc Claus Schall Holberg. En pressefotograf forevigede øjeblikket.
”Jeg ser lille ud på billedet, men Jacob går bag mig og er stor, og jeg tænkte, at med ham i ryggen er der ikke noget ondt, som kan ramme mig.”
Hadebrevene kommer i øvrigt fortsat. Hun har efterhånden vænnet sig til, at hun til sin fødselsdag modtager flere dødstrusler mod sig selv og familien. Foruden den juridiske frifindelse var udnævnelsen til kongelig hofjægermester i 1997 et vendepunkt for Schall Holberg efter blødersagen.
”Jeg var ved at fodre heste, da jeg fik opringningen fra kabinetschef Niels Eilskov Holm. Jeg stod klædt i lazaron-tøj og var hammerlykkelig, for Dronningen ville aldrig udnævne mig, hvis hun ikke troede på, at jeg var uskyldig i blødersagen.”
Kirke og kristendom har altid været en central del af Britta Schall Holbergs tilværelse. Fra kirkelig side var der bud efter den tidligere minister. Hun blev blandt andet opfordret til at stille op til Det Mellemkirkelige Stiftsudvalg for Fyens Stift i 1989, og hun blev siden den første formand for Det mellemkirkelige Råd.
”Som minister kunne jeg læne mig frem, og så skete der noget. Som formand i Det mellemkirkelige Råd lærte jeg at læne mig tilbage og give plads for samtalen. Man var ikke enige, men der var en stor gensidig respekt, og jeg måtte som formand gå nænsomt til værks.”
Hendes engagement i det kirkelige blev også tydelig, da hun i 2005 besluttede sig for igen at stille op til Folketinget og blev formand for Folketingets Kirkeudvalg. Men hvorfor valgte hun i moden alder at stille op til Folketinget?
”Jeg var ved at blive tosset i hovedet af at gå på Hagenskov og høre, hvordan mit eget parti ville gennemføre en kommunalreform, som jeg slet ikke var enig i.”
Inden valget i september 2011 meddelte hun sin kredsformand, at hun ikke genopstillede. Hun følte, at hun spildte tiden på Christiansborg.
”I forhold til kommunalreformen fik jeg ikke et ben til jorden, men jeg kunne da udtrykke min frustration i gruppen. Jeg var ofte trist, når jeg kom hjem om aftenen, og jeg kunne ikke rigtig se nytten ved mit arbejde som folketingsmedlem. Naturligvis havde vi gode og vigtige drøftelser i gruppen, hvor jeg kunne udtrykke mine holdninger, men jeg syntes, at jeg havde en opgave her på Hagenskov og lokalt, som var vigtigere. Jeg er lokal- og kommunalpolitiker. Jeg er et decentralt menneske og tror, at man tager kraften fra folk, hvis man centraliserer.”
Hun tager snart fat på at skrive sine erindringer. Hun mener, at hun burde være i gang. Problemet er at finde roen til at skrive. Hun har overdraget godset til sønnen Jacob, der er advokat og bor med sin familie i København, mens hun er godsadministrator med alsidige opgaver. Skridttælleren viser, at hun går i hvert fald fem kilometer dagligt. Uden at gå tur vel at mærke. Aftenerne og weekenderne tilbringer hun sammen med sin mand gennem 52 år, som har måttet flytte til en handicapvenlig bolig i nærheden.
Og så er der virket som formidler. Hun er klummeskribent og synes, hun har kronisk deadline, og så er der foredragene. Hun har holdt foredrag i årtier og i perioder to til tre om dagen.
”Jeg har masser af indflydelse som foredragsholder. En fælles overskrift for mine foredrag kunne være ’vågn op’. Foredragene er båret af et ønske om at inspirere folk til at tage ansvar, råbe op og blande sig. Jeg siger til folk, at de må se at vågne op. Man kan ikke bare læne sig tilbage og se fjernsyn, for demokratiet afhænger af, at man føler en forpligtielse til at være medspillere. Jeg bliver jævnligt kontaktet af folk, som fortæller mig, hvordan de hørte et af mine foredrag og blev inspireret. Derfor har jeg heller aldrig følt, at afskeden med Christiansborg var en afsked med magten.”
Hun har ikke samme lyst til at køre landet rundt som tidligere, og derfor har hun fået indrettet en foredragssal i godsets kælder med plads til omkring 100 gæster. I det hele taget holder hun af at slå dørene til godset op for besøgende.
”Jeg er frygtelig glad for mennesker, og jeg kan lide, når der kommer nogen.”
I løbet af et år tager hun imod 2000 til 3000, som besøger godset og hører om historien. Det var hendes far, som fik idéen, og sammen med ægtefællen har Britta Schall Holberg udviklet den side af livet på godset.
”Vi oplevede, at vi måtte åbne op, så folk ikke fik det indtryk, at folk på et gods sidder på guldstole og drikker vin. Det her er et hjem, og jeg synes aldrig, Hagenskov er skønnere end de dage, hvor der hænger dyner ud fra vinduerne, fordi vi har haft huset fuld af overnattende gæster.”
Hun åbner dørene ud til den store have, hvor der er udsigt til den sø, Frederik VII (1808-1863) fik anlagt, da han som kronprins boede på Hagenskov. I indhegningen på den anden side af søen kommer en brun hest med gylden manke til syne. Det er Britta Schall Holbergs ridehest, som hun fik i 75-årsfødselsdagsgave af ægtefællen og sønnen Jacob Caroc Claus Schall Holberg.
”Jeg har altid redet. Det er min foretrukne måde at bevæge mig i landskabet på, men samtidig er det tidskrævende. Der kommer jo ikke en stalddreng trækkende med en hest, som jeg bare kan sætte mig op på.”
Når hun endnu ikke har fået taget hul på at skrive sine erindringer, hænger det også sammen med, at hun ikke kan lade være med at blande sig, og hun holder sig ikke tilbage for at kritisere udviklingen i sit eget parti.
Hun genfortæller en samtale, hun havde forleden med tidligere skatteminister Svend Erik Hovmand (V). Han undrede sig over, at hun blev ved med at blande sig i debatten.
”Men nej; jeg kan ikke holde op. Hovmand har ret i, at mange andre fra min generation er holdt op, men jeg bliver ved. Og jeg læser en række aviser og plejer mit netværk for at holde mig orienteret.”
Hun er kendt for at være revser. Er der noget, som giver hende håb?
”Nej. Fra politisk side er man optaget af at regulere de mindste detaljer centralt, og man forsømmer samtidig at spørge, hvad det er for et samfund, vi gerne vil have om nogle årtier? Jeg savner i den grad visioner.”
Hun beretter om et besøg i København for nylig, hvor hun besøgte Davids Samling, Statens Museum for Kunst og Den Hirschsprungske Samling.
”Det slog mig, hvordan vores land engang var fuld af mennesker med furede ansigter og barkede næver: fiskere, redningsfolk og bønder. I dag hører man tit folk sige, at de ikke har tid til foreningslivet, men de mennesker, som byggede det samfund op, vi kender i dag, var fuldstændig slidte. Det maner til respekt, at disse mennesker med deres store, folkelige indsats lagde grunden for det samfund, vi kender i dag. Jeg tror, vi må gå tilbage og se på deres taknemmelighed og de drømme, de havde.”