Jeg er glad for, at mit hoved eksploderede

En livskrise ligger bag den svenske succesforfatter Åke Edwardsons danmarksaktuelle roman Svalerne flyver så højt at ingen længere kan se dem

"Jeg havde egentlig tænkt mig at skrive en helt anden bog, men så fik jeg en depression for snart fire år siden," fortæller Åke Edwardson, der i sin nye roman har forsøgt at skrive om livets mening.
"Jeg havde egentlig tænkt mig at skrive en helt anden bog, men så fik jeg en depression for snart fire år siden," fortæller Åke Edwardson, der i sin nye roman har forsøgt at skrive om livets mening. Foto: C&K Forlag.

Den svenske succesforfatter Åke Edwardson kan ubesværet fylde en mindre reol med sine egne bøger. Siden sin debut i 1995 har han skrevet bøger i et rasende tempo og i flere forskellige genrer. Foreløbig er 15 af hans bøger også udkommet herhjemme, hvor han især er kendt for sin krimiserie om kommissær Winter fra Göteborg.

LÆS OGSÅ: Udtoning

Men for fire år siden gik han pludselig i stå, og der gik flere år, før de svenske kulturredaktioner hørte fra ham igen. Og da den længe ventede bogpakke fra Edwardson endelig ankom, var det slet ikke med en krimi, men med den eksistentielle roman Svalerne flyver så højt at ingen længere kan se dem, der netop er oversat til dansk.

Da romanen udkom i Sverige, skrev en svensk anmelder, at når en hyperproduktiv forfatter pludselig holder udgivelsespause, vender han som regel tilbage med en roman, der handler om at være i krise. Og det er ikke helt skævt, indrømmer Åke Edwardson, da Kristeligt Dagblad møder den skaldede svensker hos hans danske forlægger til en snak om kriser, kristendom, sorg og døden, der er temaer i hans nye roman, der ligger på bordet mellem os.

Den her roman fødtes ud af min egen livskrise. Jeg havde egentlig tænkt mig at skrive en helt anden bog, men så fik jeg en depression for snart fire år siden. Det skyldtes udbrændthed på grund af flere forhold. Jeg havde en stor og udmattende økonomisk sag kørende med et forlag, der tog mange af mine kræfter, men jeg havde også levet i overhalingsbanen i mange år.

Jeg havde levet på en slags evig adrenalinoverdosis. Det kan være fint at være manisk og hyperproduktiv i små perioder, men jeg slog det aldrig fra. Og det betød, at mit hoved lige pludselig eksploderede, nervetrådene brændte simpelthen helt fysisk over på grund af stress, så jeg fik tinnitus, ligesom kvinden gør det i min roman. Og i den periode overvejede jeg næsten at slå mig selv ihjel, fordi jeg var så langt nede. Det kom heldigvis aldrig så vidt, men min krise gjorde også, at jeg senere kunne skrive så nærværende om at leve i en krise. Det første, jeg tænkte, da jeg fik tinnitus, var ellers, om jeg stadig kunne skrive, men det kunne jeg altså godt.

Den nye roman med den lange titel Svalerne flyver så højt at ingen længere kan se dem handler om et ægtepar i krise, mens deres 10-årige søn, Andreas, ligger i koma. Han er blevet ramt af et træ under en storm, og uheldet vender op og ned på parrets liv, mens de venter på, om sønnen mon vågner igen. Og selvom Åke Edwardson ikke har prøvet at miste et barn selv, mener han ikke, at han kunne have skrevet bogen, hvis han ikke selv kendte til at være i krise.

Jeg skrev næsten ingenting efter min depression, men da jeg igen begyndte at skrive, var det denne her historie, der fødtes. Jeg havde måttet betale en pris for det liv, jeg havde levet. Og som jeg ser det nu, var det også et liv uden egentlig eftertanke. Når jeg skrev før i tiden, blev jeg et helt menneske, men jeg tænkte kun gennem tasterne, og når jeg slap skrivningen, reflekterede jeg ikke over livet, så jeg er glad for, at mit hoved eksploderede.

Min livskrise lærte mig at tænke på en anden måde, ikke bare i mine bøger, der er blevet mere dybe og eksistentielle, men min livskrise fik mig også til at leve et andet liv i mit normale liv uden for mit forfatterskab. Jeg fik antidepressiv medicin og kom i kontakt med en psykiater, der hjalp mig meget, så jeg ikke behøvede at gemme mig i litteraturen. Og jeg kom til at forstå, at jeg nok er gået rundt med en latent depression, siden jeg var otte år gammel. For jeg havde slæbt rundt på en melankoli, der ikke var o.k.

Åke Edwardson sukker dybt:

Jeg ville ønske, at nogen havde hjulpet mig tidligere, men så var jeg nok ikke blevet forfatter. For jeg er flygtet ind i mine bøger for at skrive om livet i stedet for at leve det. Men det bedste, som hændte mig, var altså at få tinnitus. Det er et handicap, men jeg bærer det med lethed, fordi jeg har fået en ny eksistentiel indsigt. Inden tænkte jeg meget på døden, det gør jeg ikke så meget mere, jeg er forsonet med døden. Men jeg får også meget mere ud af livet nu. Det er egentlig ret banalt, men det handler jo om at leve livet i stedet for at være busy making other plans.

Den nye roman skulle derfor også handle om det vigtige i livet, fortæller han:

Den skulle handle om meningen med livet. Og man kan spørge sig selv, hvorfor man altid først for alvor begynder at tænke over livets mening, når man kommer ud i en livskrise. Jeg bestemte i hvert fald, at den skulle handle om folk, der var i krise. Jeg var selv blevet forskrækket over den store storm i 1999, hvor træerne styrtede omkring os, da jeg selv befandt mig i Småland, så jeg fik idéen til at bruge en storm til at skabe en ulykke i min bog, der også udspiller sig i Småland. I begyndelsen skrev jeg om dreng, der døde, men det ændrede jeg, så det blev meget værre for mig selv og for læserne ved at lade ham overleve i dyb koma, så forældrene har endnu sværere ved at finde sig selv i det konstante spænd mellem sorg og håb.

Parret i romanen famler sig vej gennem krisen på hver sin måde. Manden begynder pludselig at arrangere elg­safarier for danske og tyske turister, mens kvinden begynder at tale med en alkoholiseret præst.

Min bog handler dybest set om, hvordan man skal forholde sig til døden. Og forholdet til døden handler meget om tro. Kvinden i min roman er faktisk en kristen person, der hele tiden funderer over livet ud fra en kristen kontekst, men jeg ville gerne have diskussionen om Gud ind i en konkret situation i romanen, og det blev igennem præsten. Jeg gav ham så et alkoholproblem for at gøre ham mere menneske, siger Åke Edwardson og slår en stor latter op, inden han fortsætter mere alvorligt.

Det har faktisk også en pointe i bogen. Nogle kalder ham præsten fra helvede. Som menneske har han begået mange fejl, og han har måttet betale en høj pris for det, men som præst står han stadig for nogle værdier og et håb, der ligger uden for mennesket. Og kirkens rolle, når den er bedst, er at være et sted for trøst og styrke.

Hvad er dit eget forhold til tro og kirken?

Ambivalent. Jeg vælger at tro, at der findes noget at tro på. Jeg tror, at der findes noget uden for os selv, som vi må tro på, og som vi behøver. Ellers findes der jo kun mørke uden for os selv. Jeg ved ikke, om der findes en gammel mand oppe i himlen, men der må være noget, der er større end livet. Ellers er alting meningsløst, mener jeg. Der er noget, der er larger than life, som englænderne ville sige. Der fandtes noget, inden du og jeg kom til jorden, og det vil findes, når vi er væk. For det er større end livet. Og som jeg sagde, mener jeg, at kirken har en vigtig terapeutisk rolle for mennesker, når den er bedst. For kirken står for noget, der er dybere end den materielle verden. Det er mit forhold til kirken, og flere af mine venner er også præster. Min bedste ven var for eksempel studenterpræst, da jeg selv studerede i sin tid.

Hvorfor tror du, som også er krimiforfattere, at så mange præster har en skurkerolle i skandinaviske krimier?

Som dramatisk kneb er det nemt at spille det hellige og skinhellige ud mod hinanden. Men det er en kliche. Alle præster er jo heldigvis ikke dobbeltmoralske. Præster er mennesker, og der er lige så stor forskel på præster som på forskellige lærere eller læger. Men folk kan godt lide at blive bekræftet i deres klicheer. Jeg vil selv påstå, at mine egne krimier er anderledes. Men jeg tror, at en stor forklaring på krimigenrens popularitet er, at her får man en færdig beretning med en begyndelse, en midte og en afslutning, og for sikkerhedens skyld får man alting forklaret en gang til mod slutningen. Det er klicheen om krimien, der samler alle trådene til sidst og forklarer læseren, hvad man har været vidne til. Man kan også skrive moderne kriminalromaner, men folk vil have det sikre. Så bliver de heller ikke urolige, siger Edwardson og fortsætter:

Min roman er mere urovækkende hos læseren, tror jeg. For jeg giver ikke svar på alting. Jeg betragter en god roman som en fælles rejse, der både stiller krav til forfatteren og læseren. Hvis forfatteren kommer læseren i møde og giver alle pointerne på et sølvfad, er der ikke mere at tænke over for læseren, men hvis forfatteren nøjes med at gå læseren halvt i møde, bliver læseren nødt til selv at gå ind i fortællingen, men så er der også plads til, at læseren selv kan gøre sine egne iagttagelser og fortolke tingene selv. Det kræver tillid til læserne, og det har jeg. For min erfaring er, at læserne er lige så kloge som jeg. Mit ideal er samtidig at skrive så enkelt som muligt, men der skal ligge en dyb undertekst i sproget, der giver læseren mulighed for at lægge egne tolkninger ind i billedsproget.

Den svenske succesforfatters forlægger åbner døren. Han skal gå nu, hvis han skal nå sit fly, men inden når han at tilføje:

Alle kender til døden, men ingen ved, hvad den er. Jeg forsøger at finde en diskussion om det, der er så enkel som muligt, men der ligger meget arbejde bagved. Som forfatter er man ofte ivrig efter at vise sin kundskab, men det er livsfarligt at gøre det. For det kan sætte folk af. Mit ideal er derfor at lave en roman, der er så enkel som muligt, så læserne selv får rum til at reflektere over romanen og livet. Det er også det, der ligger i titlen. Svalerne flyver så højt, at ingen længere kan se dem. Hvad betyder det? Er de fortabte, fordi man ikke kan se dem, eller er de bare et andet sted? Det overlader jeg til læseren at finde ud af.