FORORD
Jeg begyndte at skrive denne bog, kort efter at min præsidenttid var ovre – efter at Michelle og jeg var steget om bord på Air Force One en sidste gang og fløj vestpå for at få den pause fra det hele, som vi så længe havde udskudt. Humøret på flyet var bittersødt. Vi var begge to udmattede, fysisk såvel som mentalt, ikke kun af de seneste otte års slid, men også på grund af valget, hvor en person, der var det stik modsatte af alt det, vi stod for, var løbet af med sejren og skulle afløse mig.
Men nu da vi havde taget vores tørn, kunne vi alligevel lune os ved tanken om, at vi havde gjort vores bedste, og at landet nu var i en bedre forfatning, end da jeg tog over, selvom man kunne mene, at der var så og så mange punkter, hvor jeg ikke havde slået til som præsident, og at mange af mine forhåbninger om at gennemføre dette og hint ikke var blevet indfriet. I den næste måneds tid sov Michelle og jeg længe, spiste aftensmad i ro og mag, gik lange ture, badede i havet, gjorde status, genopbyggede vores venskab, genopdagede vores kærlighed og lagde planer for en mindre begivenhedsrig, men forhåbentlig lige så tilfredsstillende anden akt. Og da jeg på et tidspunkt var klar til at arbejde igen og satte mig ned med pen og papir (jeg foretrækker stadig at skrive i hånden, for jeg synes, en computer får selv mine mest rå udkast til at se alt for overfladisk polerede ud og skjuler halvbagte tanker bag en maske af pænhed), havde jeg en klar idé om, hvordan bogen skulle se ud.
Først og fremmest ville jeg gerne give en ærlig fremstilling af min tid i Det Hvide Hus – ikke kun komme med en historisk gennemgang af de væsentligste begivenheder og vigtige personer, jeg stødte på igennem årene, men også fortælle om nogle af de politiske, økonomiske og kulturelle strømninger, der lå til grund for de udfordringer, min administration skulle tackle, og de løsninger, mit team og jeg valgte. Desuden ville jeg gerne, når muligheden bød sig, give læseren en fornemmelse af, hvordan det er at være præsident i USA – løfte en flig af sløret og huske folk på, at på trods af al pompen og pragten og magten er præsidentposten stadig kun et job, vores føderale regering er kun et menneskeligt foretagende som ethvert andet, og de mænd og kvinder, der arbejder i Det Hvide Hus, støder i deres dagligdag på den samme blanding af tilfredshed, skuffelser, kontorfnidder, bommerter og små sejre som resten af deres medborgere. Og sidst, men ikke mindst ville jeg gerne fortælle en mere personlig historie, der, hvis jeg er heldig, kan inspirere unge mennesker, som overvejer at vie deres liv til politik. Jeg ville gerne sige til dem, at min egen karriere i politik i virkeligheden startede med, at jeg ledte efter et sted, hvor jeg kunne passe ind, en nøgle til at udrede de forskellige tråde i min blandede herkomst, og at det kun var, fordi jeg stræbte efter noget, der var større end mig selv, at jeg i sidste ende fandt et fællesskab og et formål med mit liv.
Jeg regnede med, at det kunne gøres på måske fem hundred sider. Jeg gik ud fra, at det ville tage mig et år. Men jeg må indrømme, at skriveprocessen ikke gik helt, som jeg havde planlagt. Jeg lagde ud med at have de bedste intentioner, men bogen fortsatte med at vokse både i længde og vingefang, og derfor endte jeg med at beslutte mig for at dele den op i to bind. Jeg er mig smerteligt bevidst, at en mere talentfuld forfatter nok skulle kunne fortælle den samme historie på mindre plads (man må huske på, at mit private kontor i Det Hvide Hus lå lige ved siden af The Lincoln Bedroom, hvor der ligger et signeret eksemplar af den 272 ord lange Gettysburg-tale bag en glasplade). Men hver gang jeg satte mig ned for at skrive – hvad enten det var for at fortælle om den spæde start på min valgkamp, eller om min og min regerings håndtering af finanskrisen, eller om forhandlingerne med russerne om atomnedrustning, eller om optakten til Det Arabiske Forår – kunne jeg mærke, at det bød mig imod at skrive en enkel, fremadskridende fortælling. I mange tilfælde følte jeg, jeg var nødt til at fortælle om den kontekst, mine og andres beslutninger blev taget i, og jeg ønskede ikke at henvise l den baggrundsviden til fod- eller slutnoter (jeg hader fod- og slutnoter).
Jeg opdagede, at jeg ikke altid kunne forklare mine bevæggrunde ved at henvise til bunker af økonomiske data eller tænke tilbage på et udmattende møde i Det Ovale Værelse, for alt skete under indflydelse af en samtale, jeg havde haft med en fremmed på landevejen under valgkampen, under et besøg på et militærhospital eller noget, min mor havde sagt til mig for mange år siden. Igen og igen ruskede min hukommelse op i tilsyneladende tilfældige detaljer (som at prøve på at finde et diskret sted, hvor jeg kunne få mig en aftensmøg, eller mig og mine medarbejdere, der fik os et godt grin, mens vi spillede kort om bord på Air Force One), som indfangede mit levede liv i de otte år, jeg tilbragte i Det Hvide Hus, på en måde som en gengivelse af mit offentlige virke aldrig ville kunne. Ud over kampen med at få ordene ned på papiret var jeg også uforberedt på, hvordan tingene ville udvikle sig i de tre og et halvt år siden den sidste flyvetur med Air Force One. Mens jeg skriver dette, hærges vores land stadig af en global pandemi og den medfølgende økonomiske krise, flere end 178.000 amerikanere er døde, virksomheder er lukket, og millioner af mennesker har mistet deres arbejde. Over hele landet er mennesker fra alle samfundslag gået på gaden for at protestere mod, at ubevæbnede sorte mænd og kvinder dør for politiets hånd. Og det allermest foruroligende er måske, at vores demokrati står og vakler på kanten af en krise – en krise, der har rod i en helt fundamental strid mellem to modsatrettede forestillinger om, hvad Amerika er og burde være, en krise, der har efterladt et splittet, truende og mistænksomt statsapparat, en krise, der har muliggjort brud efter brud på de institutionelle normer, proceduremæssige kontrolforanstaltninger og den forpligtelse på basale fakta, som både republikanere og demokrater engang tog for givet.
Denne strid er selvfølgelig ikke ny. På mange måder har den været definerende for, hvad det vil sige at være amerikaner. Den er indlejret i de dokumenter, vores nation hviler på, dokumenter, der på samme tid kan hævde, at alle mennesker er lige, og at en slave kun er tre femtedele af et menneske. Den kommer til udtryk i de allerførste domme afsagt i vores retssystem, som når præsidenten for Højesteret uden omsvøb meddeler en stamme oprindelige amerikanere, at den ikke kan håndhæve sin ret til at overdrage land, eftersom erobrerens retssystem ikke har hjemmel til at anerkende den besejredes berettigede krav. Det er en strid, der har ført til kampe på slagmarken i Gettysburg og Appomattox, men også i Kongressens sal, på en bro i Selma, i Californiens vinmarker og New Yorks gader, en strid og en kamp, der er blevet udkæmpet af soldater, men som oftest af fagforeningsfolk, suffragetter, jernbanefolk, studenterledere, bølger af immigranter og LGBTQ-aktivister, der ikke har haft andre våben end skilte med slagord, pamfletter og et par gode spadseresko. Kernen i denne langvarige strid er et helt enkelt spørgsmål: Er det vigtigt for os, at Amerikas virkelighed lever op til nationens idealer? Og hvis vi kan svare ja til det, mener vi så, at vores tanker om selvbestemmelse og frihed for den enkelte, lige muligheder og lighed for loven gælder for alle? Eller ønsker vi, i praksis om ikke ved lov, at nogle få, privilegerede skal have eneret til disse ting?
Jeg vedkender mig, at der er dem, som mener, at tiden er inde til at sige farvel til myten med det argument, at vores lands idealer altid har været mindre vigtige end erobringer og undertrykkelse, et racedefineret kastesystem og grådig kapitalisme, og at en granskning af Amerikas fortid og blot et overfladisk blik på dagens overskrifter vil vise, at man spiller med i et spil, der aldrig er gået ærligt til, hvis man bilder sig noget som helst andet ind. Og jeg indrømmer, at der har været tidspunkter, mens jeg har været i gang med at skrive bogen her og har reflekteret over min præsidenttid og alt det, der er sket siden, hvor jeg uvægerlig har spurgt mig selv, om jeg har holdt for meget igen, når jeg har sagt sandheden, som jeg opfattede den, har været for forsigtig i ord eller handling, fordi jeg hele tiden har været overbevist om, at jeg havde en større chance for at lede os i retning af det Amerika, vi er blevet lovet, hvis jeg appellerede til det, Lincoln kaldte de mildere engle i vores menneskelige natur.
Jeg ved det ikke. Men jeg kan til gengæld sige med sikkerhed, at jeg endnu ikke er klar til at opgive den mulighed, Amerika er – og det er ikke kun for de kommende generationers skyld, men for hele menneskehedens.
For jeg føler mig overbevist om, at den pandemi, vi lever med i denne tid, både er et udslag af og blot et ophold i vores utrættelige march mod en verden, der er indbyrdes forbundet, en verden, hvor folkeslag og kulturer nødvendigvis støder sammen. Og at vi vil lære at leve sammen i en stadig mere kompleks verden fuld af globale forsyningskæder, kapital der skifter hænder med et fingerknips, sociale medier, transnationale terrornetværk, klimaforandringer og massemigration, vi vil finde ud, hvordan vi skal samarbejde og tage hensyn til andres værdighed, ellers går vi under. Og derfor ser verden mod Amerika – den eneste stormagt i historien, der er sammensat af mennesker fra alle verdenshjørner og kan rumme alle racer, alle trosretninger og alle former for kulturel praksis – for den følger med i, om vores demokratieksperiment kan fungere. Om vi kan gøre det, ingen anden nation nogensinde har gjort. Om vi rent faktisk kan leve op til den tro, vi bekender os til.
Dommen er endnu ikke afsagt. Når dette første bind udkommer, har vi haft et valg i USA, og selvom jeg mener, at der er mere på spil end nogensinde, ved jeg også, at et enkelt valg ikke vil afgøre sagen. Jeg har håbet i behold, og det har jeg, fordi jeg har lært at sætte min lid til mine medborgere, ikke mindst den opvoksende generation, for det ser ud til, at de unge som det naturligste i verden tror på alle menneskers lige værd og insisterer på at ville virkeliggøre de principper, deres forældre og lærere fortalte dem, var sande, men måske aldrig selv troede fuldt og fast på.
Derfor har jeg først og fremmest skrevet denne bog til disse unge mennesker – som en opfordring til endnu en gang at lave verden om og arbejde hårdt, målbevidst og med et godt skud fantasi på at bringe et Amerika til verden, der langt om længe lever op til det bedste i os.