Prøv avisen
Kommentar

Katrine Marie Guldager: Jeg er ikke med på den hæmningsløse overskriden af privatlivet

Så snart det er en forfatter, der lægger sit blødende hjerte på bordet, diskuterer vi ikke længere bogen, men forfatteren, skriver Katrine Marie Guldager. Foto: Ditte Valente/Ritzau foto

Den populære autofiktion hyldes fra mange sider, men har sine klare begrænsninger. Hvis man bare blotter sit privatliv, er man ikke en god forfatter

Autofiktion er en fremherskende tendens inden for litteraturen p.t., hvilket måske ikke er så mærkeligt, når man tænker på, hvor individualiseret og selvoptaget vores kultur er blevet.

Også forfattere synes at finde det sikrest at tale mere direkte ud fra sig selv: 1) min oplevelse, 2) min sandhed. Den slags er svært at diskutere, men det er tilsvarende let at affeje. For hvad rager din oplevelse egentlig mig? Hvorfor skal jeg belemres med dine private oplevelser? Bevares, intet af det, vi udtrykker i denne verden, kan nogensinde løsrives helt fra, hvem vi er, fra udsigelsessted og tidspunkt, kød og blod. Problemet opstår, når den individuelle erfaring ikke forbinder sig til det almene, den fælles erfaring. Så bliver det for let at sige: ”Nå, synes du det? I don’t care.”

Det er klart, at god kunst opstår i alle genrer og kategorier og stilarter, og derfor kan man ikke affærdige nogen som forkerte. Dertil er både kunsten og livet for stort, for bøvlet, for levende. Men personligt er jeg meget lidt imponeret af autobiografi. Jeg kan simpelthen ikke komme i gang med min Knausgaard! Lidt af et kors for et medlem af den kreative klasse.

Problemet er nok, at jeg helt grundlæggende er ligeglad med, hvordan en for mig fuldstændig fremmed mand spiser, skider eller kæmper med teleselskabet. Jeg kan ikke interessere mig for det. Og ikke nok med det: Jeg føler mig belemret. Omklamret. Som hvis en fremmed mand standser en på gaden og ævler løs om sin ulykkelige barndom eller prostata. Eller endnu værre: Hvis det sker i bussen. Så man ikke kan komme væk.

Det er sådan, jeg har det, når jeg åbner en bog af Knausgård, men heldigvis kan jeg jo så bare lade være. Og glæde mig over, at andre glæder sig. Og undre mig. Det må jeg vel godt. Som for eksempel dengang Information bragte et fraklip af Knausgaard, der hed ”Kunsten at skide”. I mit hoved blev det straks til ”Kunsten at skide på læseren”. For det er det, jeg synes, man gør, når man hæmningsløst overgiver sig til sine egne indfald.

Jeg er med på, at stor litteratur må beskrive alt fra blodtransfusioner til sygelig onani. Jeg er med på, at intet er litteraturen fremmed. Men jeg er nok ikke med på denne hæmningsløse overskriden af grænsen ind til det private. Jeg tror dybest set ikke, det gavner litteraturen, at vi opgiver den symbolske fremstilling og bare går over til reality-tv i stedet.

For mig at se er det forfatterens evne til at iscenesætte eksistentielle konflikter, der gør ham til en god forfatter. Det er ikke hans villighed til at blotte sit privatliv, endsige hans villighed til at udlevere sin nærmeste familie. Og her er jeg med på, at Knausgaard muligvis, på sin helt egen måde, når det almene ad bagvejen. Men jeg kan stadig ikke læse ham. Jeg vil ikke.

Det gode ved fiktion er jo, at det står os frit for at leve os ind i personerne, hade, elske og diskutere med dem. Så snart det er en forfatter, der lægger sit blødende hjerte på bordet, diskuterer vi ikke længere bogen, men forfatteren. Så snart forfatteren skriver om sine nærmeste, kan vi ikke bruge disse som et spejl for os selv. Vi kan ikke bruge dem til det, vi skal, hvis der er for mange menneskelige hensyn, for meget virkeligt blod.

Litteraturen kommer selvfølgelig fra et privatmenneske, men bør på en eller anden måde løsrives fra ham eller hende i skriveprocessen. Det private bør forvandle sig til noget mere alment. For selvfølgelig ringer man ikke direkte til det almene. Man må starte i sin hæmningsløse subjektivitet. Men kommer man så videre derfra?

Det er vel dét, der er spørgsmålet.

Katrine Marie Guldager (født 1966) er forfatter til en lang række bøger i alle genrer. Senest udkom romanen ”En uskyldig familie”.