Prøv avisen

Jeg er imponeret over de pårørendes tapperhed i sorgen

Erika Fatland havde netop afsluttet en anden bog om terror, da hendes mor ringede hende op med beskeden om, at Norge var blevet ramt af et terrorangreb. – Foto: Mads Nissen.

Fælles for de efterladte pårørende til de unge, der blev dræbt på Utøya for snart to år siden, er følelsen af uvirkelighed, fortæller forfatter og social-antropolog Erika Fatland, der er aktuel med den danske oversættelse af bogen Året uden sommer fortællinger fra Utøya

Den norske forfatter og socialantropolog Erika Fatland (født 1983) er en berejst ung kvinde, der taler otte sprog. Og hun befinder sig ganske sigende i Libanon, hvor hun i øjeblikket studerer arabisk på det amerikanske universitet i Beirut, da Kristeligt Dagblad fanger hende på en skrattende mobilforbindelse.

Tidligere har hun skrevet den anmelderroste Englebyen om sorgarbejdet i den nordkaukasiske lilleputby Beslan, der blev offer for den mest forfærdelige terroraktion som følge af konflikten i Tjetjenien. Men nu er hun aktuel i Danmark med en bog, der handler om hendes eget hjemland, Norge, og den forfærdelige tragedie, der ramte landet i 2011.

LÆS OGSÅ: Det nye liv

Da Anders Breivik gik i land på Utøya, befandt hun sig selv mange kilometer væk ved en swimmingpool med en lettet feriefølelse af nu at kunne lægge terrorhistorier bag sig.

Dengang havde hun netop afsluttet sin bog om terrorhandlingerne i Beslan. Det havde været hårdt. For hun havde især interviewet forældre til børn og unge, der var iblandt de 333 ofre for terrorangrebet i byen. Og nu havde hun ingen planer om at skrive flere bøger om terror. I stedet gik hun og legede med idéen om en hyggelig børnebog, men så ringede hendes mor pludselig og fortalte, at et terrorangreb havde ramt Norge. Og at hendes egen fætter endda var på Utøya. Fætteren, Lars, overlevede. Men da hendes bog Englebyen efter planen blev udgivet måneden efter i Norge, var den blevet uhyggelig aktuel.

Det var hovedårsagen til, at jeg hurtigt besluttede, at jeg ville bruge mine erfaringer fra Beslan til at skrive en bog om konsekvenserne af terrorangrebet i mit eget hjemland, fortæller Erika Fatland, der blev overrasket, da hun oplevede, hvordan stort set alle efterladte og overlevende, hun henvendte sig til, gerne ville være med i bogprojektet.

Jeg blev mødt af en enorm varme og fik lov til at følge mange familier i månederne lige efter terrorangrebet, og jeg var meget imponeret over deres åbenhed og tapperhed midt i sorgen.

Det viste sig at blive to vidt forskellige slags interviews, hun fik lavet. De overlevende fortalte dramatiske historier, der endte relativt lykkeligt hvis man et øjeblik ser bort fra deres store sorg over de mistede kammerater. Men de efterladte forældre til de dræbte unge mennesker var fælles om en voldsom sorg, som de tacklede på mange forskellige måder.

Nogle var fyldt med aggression, mens andre forsøgte at tilgive gerningsmanden, men fælles for dem alle var, at de ofte oplevede tabet som uvirkeligt. Mange kunne vågne og så pludselig forstå, at deres søn eller datter var blevet dræbt og på den måde genopleve chokket gang på gang, siger Erika Fatland og peger på, at et andet fællestræk for de efterladte er, at de alle har haft et stort ønske om at samle så mange informationer som muligt om deres barns sidste tid på jorden.

Det tror jeg er en vigtig del af sorgarbejdet. For hvis man ikke gør det, kommer man nok alligevel til at bruge megen energi på at forestille sig, hvad der er sket, siger forfatteren, der helst vil være forsigtig med at sige, hvordan man ellers skal arbejde med sin sorg.

Jeg har endnu ikke nogen børn selv, så jeg synes ikke, at jeg er berettiget til at udtale mig om, hvordan man skal tackle sin sorg. Jeg tror, at alle må finde deres egen vej gennem en sorg. Men jeg var selv meget imponeret af Johannes Buøs forældre, der meget aktivt forsøgte at få et godt liv, selvom deres søn var død. Ikke mindst fordi han havde ønsket det sådan.