Æstetisk og respektfuld teaterforestilling: ”Jeg er knust og ligger spredt ud over Balkan”

”My deer hunter” er ikke offergørelse og omklamrende sentimentalitet, men måske det mest uforstilte, værdige og vigtige teater i år

Krigsveteranerne Palle Würtz, Nicolai Stokholm, Jonas Hjorth Andersen og Sara La Cour er på scenen på Betty Nansen Teatret i forestillingen ”My deer hunter”, hvor de fortæller om sammenbrud, selvmordsforsøg og exitstrategier. – Foto: Catrine Zorn.

Måske er det modet. Værdigheden, hvormed de fire hjemvendte veteraner træder frem på scenen og deler deres historier. Måske er det generøsiteten, når de helt hudløst viser os, hvordan et menneske kan gå i stykker og stadig med den største anstrengelse holde sammen på sig selv. I hvert fald er der noget nærmest overrumplende rørende over teaterkompagniet Fix&Foxys blændende dokudrama.

”My deer hunter” er ikke kun en fortælling om krigens konsekvenser. Det handler ikke bare om mennesker i krig, men om selve det menneskelige i krise. Om at leve med et iturevet sind efter det ultimative meningstab. Sådan løftes forestillingen overbevisende ud af det konkrete og ind i det almene. I interviewlignende sessioner fortæller de fire veteraner om deres opvækst, om den gryende interesse for militæret, om indkaldelse og afrejse og om at kæmpe i et fremmed land – Irak, Balkan, Afghanistan – om hjemkomst, skam og skyld. Om sammenbrud, selvmordsforsøg og exitstrategier. Deres fortællinger er vidt forskellige, men fælles er, at de alle er blevet til det skræmmebillede, de frygtede mest; ”veteranen ude i skoven” med det diffuse ptsd.

På vanlig Tue Biering-vis udforskes grænselandet mellem fiktion og virkelighed, når han idealistisk insisterer på at gøre teateret til et frontalt møde med det uforståelige. Tidligere har emnerne blandt andet været gadeprostitution, det gule DF-Danmark og Kundby-pigen – og flere gange er det lykkedes teatrets forfærdelige barn at skabe stort og blivende aktualitetsteater.

I ”My deer hunter” kryber vi ind i sindet på den ordknappe, tatoverede veteran. ”I forstår mig sikkert ikke”, siger han lavmælt henvendt til det velmenende (venstreorienterede) publikum, ”for I stemmer sikkert alle sammen på Enhedslisten”. Men der er ikke noget paraderende politisk (anti)krigsforestilling eller lignende nævenyttig moralisering på færde. Det er alene et psykologisk nærstudie af det traumatiserede sind, som i forestillingen genskabes så nært, som sanser man selv med soldatens flossede nervesystem.

Scenen er en stue. En lurvet jagthytte med kaffe på kolben og et tilfældigt marskendiserudvalg af lænestole, sofaer og gulnede standerlamper. Det umiddelbart almindelige står i skærende kontrast til krigserfaringens uhyrligheder, fortællinger om vejsidebomber, gruppevoldtægter og itusprængte lemmer. Hjemmet har forvandlet sig til en krigszone, hvor faren lurer lige bag sofahynderne, hvor traumerne står på spring i en smadret tallerken, der genkalder lyden af granatnedslag, og hvor lugten af stegt rådyrebøf blander sig med erindringerne om brændt menneskekød. Sådan med veteranernes forvrængede sansninger gengivet med enkle effekter forplanter traumerne sig umærkeligt til publikum.

Uden tvivl en chokerende mørktonet, rå, men alligevel håbefuld og livgivende skildring. Der er noget instinktivt bevægende over at høre veteranerne tale om fremtidshåb og spinkle drømme med tonløse stemmer og forstenede blikke. Linje for linje får de fortalt hele scener, så man ser dem lyslevende for sig, mens de i fortættede skudsalvesætninger og med beundringsværdig generøsitet gengiver de knaldhårde livshistorier – i en iscenesættelse, der stramt er struktureret omkring afsnit som ”Forberedelsen”, ”Hændelsen”, ”Ankomsten”. Ofte direkte henvendt til kameraer på scenen, så man ser hver en krusning, hver en sitrende trækning i ansigterne.

”My deer hunter” er ikke offergørelse og omklamrende sentimentalitet, men måske det mest uforstilte, værdige og vigtige teater i år. Æstetisk overbevisende og uhyre respektfuldt forløst. Et knytnæveslag i hjertekulen. Dog skal den største ros utvivlsomt tilfalde de fire veteraner, Palle, Jonas, Nicolai og Sara. Man glemmer dem ikke, men bærer deres vaklende, vingeskudte håb med sig ud i vintermørket.