Under arbejdet med oversættelserne af Haruki Murakamis bøger til dansk har jeg ofte ønsket at møde den japanske forfatter. For nylig fik jeg chancen. Det var et kort møde med den gådefulde forfatter i hans hjemland. Jeg var særligt interesseret i at høre, hvad det betyder for ham nu at være i 70’erne, og om der er tidspunkter i hans liv, som har haft særlig betydning for ham.
Murakami svarede:
”Da jeg var 29 år, skrev jeg romanen ’Hør vinden synge’. Jeg havde aldrig skrevet før, så det var et vigtigt vendepunkt i mit liv, da jeg debuterede som 30-årig. Da jeg blev 40 rejste jeg til Europa og skrev ’Norwegian Wood’. Det var også et vigtigt vendepunkt; jeg forlod Japan og skrev en bestseller, der ændrede mit liv. Før jeg skrev den, var jeg kultforfatter med trofaste, men ikke mange læsere. Da ’Norwegian Wood’ udkom, fik jeg rigtig mange læsere, og mit navn blev kendt. Det var stressende, så jeg valgte at blive i udlandet. Jeg bryder mig ikke om at være populær.”
”Så var der 1995, hvor jeg fyldte 46 år, og vi havde det store jordskælv i Kobe i januar og saringasangrebet i Tokyos Metro i marts. Det år vendte jeg tilbage til Japan og skrev essaysamlingen ’Underground’ baseret på interviews med ofre fra metroen, og siden ’Efter skælvet’ med fem noveller, der handler om følgerne af en katastrofe. Jeg synes selv, at de to værker er vigtige. De står som milepæle i mit liv.”
”Og nu er jeg så gået ind i et nyt årti, mine 70’ere. Jeg har ikke tænkt over, at der var noget særligt ved at blive hverken 60 eller 70 år. Det er kommet helt af sig selv. Tiden går, og jeg bliver ældre. Da jeg fyldte 64 år, lyttede jeg til Beatles’ ’Sgt. Pepper’s Lonely Heart Club Band’ med nummeret ’When I’m 64’. Og nu er jeg bare taknemmelig for, at jeg er blevet ældre.”
Søger du nye veje i dit forfatterskab eller øvrige virksomhed?
”Jeg begyndte at lave radio sidste år. Det er noget nyt, og det er sjovt. Det er et godt tidspunkt at begynde på noget nyt, når man fylder 70 år. Jeg taler med japanerne, det er en ny oplevelse, og jeg får god respons. Jeg udvælger de lp’er og cd’er, jeg vil spille, tager dem med i studiet, hvor jeg fortæller om den musik, jeg spiller.”
”Jeg har altid været stædig, og jeg valgte at blive forfatter og kun forfatter. Jeg er aldrig stået offentligt frem i tv eller på radio, og jeg har aldrig holdt foredrag og den slags, men jeg er efterhånden blevet mindre stædig, så jeg indvilligede i at blive dj i radioen.”
Så du er blevet blød på dine gamle dage?
”Ikke blød, bare mere gavmild.”
Ved at lytte til programmet opdager man hurtigt, hvor meget musikken betyder i dit forfatterskab. Hvad påvirker ellers din måde at skrive på? Skriver du for at genfinde minder eller på basis af minder?
”Minder er vigtige, når jeg skriver, men jeg har jo kun en begrænset mængde, så jeg er nødt til at omorganisere, forny og revidere dem, jeg har, mens jeg skriver, og til sidst ved jeg knap nok, hvad der er mine egne minder, og hvad der er falske minder.”
Hvordan kan det være, at der altid er nogen i dine romaner, der mister noget?
”Jeg har en tilbøjelighed til at tænke over det, jeg har mistet. Det gør jeg meget. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg kan godt lide Mozart, og jeg foretrækker hans stykker i mol, ikke i dur, og det er nok lidt det samme. Jeg er tiltrukket af værker i mol. Sådan er jeg bare.”
Hvad så med far-søn-konstellationen? Den skrev du om i ”1Q84” og igen i ”Mordet på kommandanten”. Det er noget nyt i dit forfatterskab.
”Far-søn-relationen er meget kompleks for mig. Jeg har haft et vanskeligt forhold til min far, og jeg har svært ved at tale om det. Det falder mig lettere at skrive om det, og det gør jeg så i ’Abandoning a Cat. Memoirs of my Father’ (bragt i kulturmagasindet The New Yorker, red.). Essayet handler om, hvad min far gjorde under krigen i Kina. Det er et ømtåleligt emne. Jeg har virkelig efterforsket det. Den japanske invasion i Kina er et vigtigt tema for mig. Min far deltog i krigen, og det ændrede ham.”
”Lige nu er højrefløjen ved at vokse sig stærkere, og de benægter grusomhederne i Kina, så vi bliver nødt til at rette opmærksomheden mod det, der rent faktisk skete. Der er folk, der benægter, at der var både gaskamre og massakrer.”
Her til sidst, mens vi taler om ”Mordet på kommandanten”, der jo handler om en kunstmaler, vil jeg gerne høre, hvad dit forhold til malerkunst er?
”Jeg har aldrig prøvet at male, så jeg aner ikke, hvordan man gør, så da jeg gik i gang med at skrive ’Mordet på kommandanten’ læste jeg nogle bøger om det, men for det meste forestillede jeg mig bare, hvordan man gør. Det er ikke så svært. Metoden er den samme, hvad enten man skriver musik og romaner eller maler. Det handler om fantasi, håndværk, og hvad man vil udtrykke. Hvis man mestrer de tre ting, kan man både skrive, male og komponere. Det var sjovt at skrive om at male. Jeg havde det faktisk lidt, som om jeg kunne male, men det kan jeg jo ikke. Kun i fantasien. Og så går jeg meget på kunstudstillinger, og jeg køber malerier. Jeg er samler. Når man køber et maleri, bliver det aldrig ens eget. Malerier er noget man har til låns. Når man dør, vil nogen arve dem, eller de vil blive købt op og komme på museum. Det kan jeg godt lide.”
Helt hverdagsnært: Hvad spiser du til daglig? Køber du selv ind og laver mad?
”Tre dage om ugen bor jeg i Oiso. Ofte alene. Nogle gange tager Yoko med, men hun bliver for det meste i Tokyo. Når jeg er alene, køber jeg selv ind og laver mad. Det holder jeg meget af. Yoko er bare bedre til at lave mad, så når hun er der, gør hun det.”
”Til morgenmad laver jeg toast og æg. Og kaffe. Helt enkelt. Til frokost kan jeg godt lide at lave enten soba- eller udon-nudler. Oiso er en fiskerby, så man kan få gode, friske fisk her. Jeg holder meget af at spise sashimi til aftensmad. Ellers laver jeg spaghetti.”
Ligesom hovedpersonen i ”Mordet på kommandanten”?
”Ja, jeg laver nogenlunde den samme slags mad som ham.”
Hvordan har du det med Instagram, Facebook eller Twitter?
”Jeg bruger ingen af delene, men folk laver falske Haruki Murakami-profiler på Facebook, og på min fødselsdag holder de altid en stor fest. Det er så mærkeligt.”
Mette Holm er Haruki Murakamis danske oversætter.