Prøv avisen
Interview

Naturvidenskabelig kunstner: Jeg er vokset op med tanken om, at naturen kun er til låns

”Jeg har en forkærlighed for bjørnekloen. Den er så flot, og det fascinerer mig, når naturen bliver farlig i en dansk kontekst. Det konfronterer mig lidt med min egen naturfølelse og mit eget natursyn, og det udstiller den måde, vi hele tiden er inde og rode i maskinrummet i forhold til, hvad vi vil have, og hvad vi ikke vil have af natur,” siger Camilla Berner, der i sin kunst arbejder med natur. – Foto: Leif Tuxen

Planter spiller en hovedrolle i den naturvidenskabelige kunstner Camilla Berners værker. I dag har vi på mange måder mistet respekten for naturen og det mirakuløse, der ligger i, at planter overhovedet kan gro, mener kunstneren

Bjørneklo, gyvel og tagrør står samlet i det ene hjørne i det lille atelier. Vindueskarmen er fyldt med kaktusser, og på opslagstavlen hænger fotografier af blomsterbuketter, mens et par Hunter-gummistøvler har fundet plads på det overfyldte skrivebord. Naturen har altid været en del af Camilla Berners liv. Den har fulgt hende siden barndommen på slægtsgodset Holstenshuus på Sydfyn, hvor hendes far dyrkede skovbrug, og hvor hendes bror i dag bor som 10. generation. Og den har fulgt hende ind i hendes kunstneriske virke.

Da hun søgte mod kunstverdenen, var det ellers for at gøre oprør og bryde med familietraditionerne. Men det viste sig, at hun ikke kunne give helt slip på naturen. Derfor har hun nu ud over sin bachelor fra en kunstskole i London også fag fra landskabsarkitektuddannelsen på Det Kongelige Kunstakademi og fag fra Landbohøjskolen stående på sit cv. Og i dag spiller planter hovedrollen i hendes kunst.

”Jeg bruger planterne til at snakke om de ting, jeg gerne vil sætte fokus på,” fortæller hun fra pladsen ved skrivebordet med et af de seneste værker hængende bag sig:

Et billede af en buket blomster – eller det nogle ville kalde ukrudt – placeret i en skraldespand.

Og her er Camilla Berners budskab enkelt:

”Vi smider naturen ud.”

I hendes kunst, der i øjeblikket udstilles på både Vejen Kunstmuseum og Faaborg Museum, er det netop vor tids natursyn, hun ønsker at sætte fokus på – et natursyn, der adskiller sig fra det, hun selv har fået med hjemmefra.

”Når man er vokset op sådan et sted, som jeg er vokset op, er man også vokset op med tanken om, at det hele kun er til låns. Der ligger noget meget fint i det princip, at man er nødt til at tage vare på tingene for de generationer, der kommer efter en selv, og som skal varetage stedet i fremtiden. Min far har altid snakket om, at når han plantede et træ, var det for den næste generation eller hans barnebarn. Det var aldrig for ham selv, for træet vokser så langsomt, at han aldrig selv ville kunne få glæde af det,” siger Camilla Berner om sin far, der døde sidste år.

Men sådan tænker de færreste i dag, mener hun.

”I dag har vi en tendens til at gøre noget for vores egen nyttes skyld, og det gennemsyrer på mange måder det tidsperspektiv, vi har. Det kan også betyde noget for, hvordan vi passer på vores natur. For hvis livet ikke går længere end min egen næsetip, har det ikke noget at sige, om jeg majer naturen ned,” siger den 45-årige kunstner.

Fra sit værksted på Amager i København taler hun om hybenroser ved klitterne ved den jyske vestkyst, som ”der er erklæret åben krig mod” – i hvert fald er hjemmeværnet sat ind til at bekæmpe planten, der uønsket spreder sig. Hun taler om gyvel ved Svanninge Bakker, der vokser så vildt og voldsomt, at bakkelandskabet, der kendes fra Fritz Sybergs malerier, i dag kan være svært at få øje på. Og hun taler om udfordringer med planten tagrør ved Skejten på Lolland, hvor mange af landskabsmaleren Olaf Rudes motiver stammer fra. Og sådan går hun fra det ene øjeblik at tale om invasive arter og videnskabelige planteregistreringer til at dykke ned i kunsthistorien. For Camilla Berner går naturvidenskab og kunst hånd i hånd.

Tidligere har det især været den urbane natur, der har fascineret hende. Blandt andet har hun under metrobyggeriet i København, hvor Kongens Nytorv og miljøet omkring Rytterstatuen i flere år har været spærret inde på den anden side af det store grønne hegn, registreret, hvilke planter der pludselig begyndte at vokse.

”Jeg er stærkt fascineret af den type natur, der vokser på tomme byggetomter. Dels på grund af den oversethed, der er i forhold til værdien af den type natur, hvor vi er tilbøjelige til at tænke, at det er noget midlertidigt, og at der senere kommer noget andet, som gør det rart at være der og giver stedet værdi. Dels er det enormt interessant at kigge på, hvad det faktisk er, der gror der, for det er en natur, der finder sin egen rangorden, og hvor der ikke er nogen, der bestemmer, at denne plante skal udryddes, og denne plante skal vi have mere af. Det er natur på naturens præmisser,” siger hun.

Og her har hun kunnet drage nytte af sin tid på Landbohøjskolen, hvor hun netop har studeret, hvordan plantegrupper vokser i forhold til hinanden. Men også af sin opvækst.

”Min far havde en meget stærk tiltro til, at det ikke kunne betale sig at luge ud i skvalderkålen i bedene. Hans holdning var, at det var lige meget, så længe man havde plantekendskab og vidste, hvilke planter der kunne konkurrere med skvalderkål. Det er det syn, jeg har taget med mig videre,” siger Camilla Berner.

Men mens noget af hendes arbejde med planterne har virket ganske intuitivt og stemt overens med den naturvidenskabelige kunstners egne værdier, har andet været mere udfordrende: arbejdet med blomsterbuketter.

”Det at bruge blomster som kunstner er fyldt med konnotationer og er i nyere tid blevet set som noget, der er en lille smule kitschet. Især som kvindelig billedkunstner har jeg været meget bevidst om den kunst-historiske tradition. Det har været kvinde- lige kunstnere som Anna Syberg, Anna Ancher og Alhed Larsen, som kastede sig over blomsterbuketterne i hjemmet i stedet for blomstermarken, fordi det var det, de kunne nå mellem børnepasning og madlavning,” siger Camilla Berner.

I mange år har hun ikke engang turdet tage ordet ”blomster” i sin mund.

”Jeg har altid talt om planter. Ordet ’ukrudt’ har været tilpas anarkistisk til, at det fik en maskulinitet over sig. Jeg turde simpelthen ikke tage den femininitet på mig, som ligger i det med at arbejde med blomster. Derfor var det enormt udfordrende for mig, da jeg første gang skulle vise en buketserie.”

Første gang hun tog blomsterbuketten ind i sin kunst, var i forbindelse med metrobyggeriet ved Kongens Nytorv. Her lavede hun en avis med billeder af buketter med de vilde blomster, der voksede bag hegnet. Men blomster var ikke det eneste, der begyndte at gro, mens området stod gemt. Her voksede også et figentræ.

”Man kan lige forestille sig, at der er nogen, der engang har siddet på en bænk og spist figenstænger, og så er der et lille stykke, der er røget ned,” siger Camilla Berner.

For sådan er naturens processer så forunderlige. Men netop det kan vi glemme i en tid, hvor vi med ukrudtslugning, plantesække og planlagte blomsterbede selv er blevet herre over naturen.

”Det, vi fjerner, er jo tit naturen,” siger Camilla Berner.

Glemmer vi at være ydmyge over for naturen og måske over for skabelsen?

”Det er en måde at se det på – at Gud står som verdens skaber, som naturens skaber – og det er i og for sig en meget ydmyg måde at anskue verden på. Om det er sådan, jeg ser det, ved jeg ikke. Men der er ingen tvivl om, at vi har mistet respekten for naturen, dens detaljer, finurlighed, det forunderlige og fuldstændig mirakuløse i, at sådan noget som en blomst overhovedet kan findes, og at et eller andet har skabt den,” siger Camilla Berner, der selv kommer fra en kristen familie, men ”endnu ikke har fundet sin egen tro”, og fortsætter:

”Jeg ved ikke, om det er vores manglende tro eller manglende viden, der er i spil her. Men når jeg går ud sammen med en skoleklasse og navngiver planter, sker der for dem altid en form for ’fremkaldelse’ af naturens rigdomme. Det er, som om detaljerne i det, der før bare var grønt, pludselig får et individuelt liv og dermed aftvinger en måske kortvarig, men nyfunden ydmyghed over for planten og naturen,” siger Camilla Berner.

Som kvindelig billedkunstner har Camilla Berner været meget bevidst om den kunsthistoriske tradition, der knytter sig til brugen af blomsterbuketter. – Foto: Leif Tuxen
Foto: Leif Tuxen
Foto: Leif Tuxen