Prøv avisen

Jeg følte fars glæde når han tegnede

Ib Georg Jensen, født 1927. (Foto: Leif Tuxen)

DER VAR ENGANG Ib Georg Jensen pynter ikke med ": Georg Jensen-julepynt", men vil hellere udbrede kendskabet til sin berømte fars kunsthåndværk

Når isenkramforretningerne her i december reklamerer med Georg Jensen-julepynt, side om side med kødhakkere og elektriske tandbørster, stiger blodtrykket en smule hos keramiker Ib Georg Jensen, søn af Danmarks berømte sølvsmed. Det siger han i hvert fald selv. Han kan ikke lide, at hans fars navn kobles på "alle mulige isenkramvarer". Mener, at det glitrende tingel-tangel er med til at ødelægge ideen og traditionen bag det fornemme Georg Jensen-kunsthåndværk.

Sammen med familiemedlemmer forsøgte han for nogle år siden at få begrænset, hvad han syntes nærmede sig rovdrift på faderens navn. Resulatet blev i store træk, at firmaet Georg Jensen, som i dag hører under Royal Scandinavia, godt må bruge sølvsmedens navn, men ikke kopi af hans håndskrevne signatur til reklame for julepynt i ikke-ædle metaller, håndklæder, sengetøj m.m.

Lige nu, i 100-året for oprettelsen af faderens første lille sølvsmedie i Bredgade i København, kan Ib Georg Jensen stadig ærgre sig over sit delvise nederlag til koncernen. Men ikke mere end at han har sit milde og gode humør i behold. Især ved tanken om de seks døtre og 12 børnebørn, som han konstant er på farten for at besøge i ind- og udland, og som han skal holde jul med. Juleselskabet plejer at bestå af 26-27 familiemedlemmer. Ind imellem er han hjemme i sit hus i Rudkøbing. Hans ægtefælle, Merry, døde sidste år, efter over 50 års ægteskab.

– Det mest naturlige ville nok være, at jeg flyttede til københavnsområdet, hvor flere af mine døtre bor, men det er, som om jeg ikke er klar til at slippe Rudkøbing endnu. Her står de roser, min kone plantede, og her havde vi nogle gode år sammen. Måske en dag, når jeg mærker, at hun ikke længere "er" her, bryder jeg måske op, siger Ib Georg Jensen.

Hans far kom aldrig til at opleve så langt et ægteskab som sin yngste søn. Fire gange var Georg Jensen (1866-1935) gift. De tre første hustruer døde af sygdom. I det sidste ægteskab med med Magdalene Hanna Agnes Christiansen (1888-1966) blev der født tre børn: Mette i 1922, Ib i 1925 – han blev kun otte måneder – og endnu en Ib i 1927. Sidstnævnte, Ib Georg Jensen, og hans søster, Mette, er de eneste nulevende fra Georg Jensens børneflok på i alt ni.

Sønnens bog om faderen "Der var engang en sølvsmed", som forlaget Forum har udsendt i 2. udgave i år, er fuld af beundring og kærlighed over for faderen og hans værk. Men antyder også, at nogle af hans søskende kan have haft en anden opfattelse.

– Far mente selv, han var en god far. Men havde vist lidt dårlig samvittighed over, at hans ældste børn i perioder havde været overladt til deres egen skæbne. Som alle store kunstnere fyldte han meget. Jeg kan huske, engang jeg som ung drømte, at han fyldte hele verdensrummet! Han havde en stor purpurrød kappe på med himmelblåt foer. Derinde svævede der stjerner, måner og sole rundt, måske som symboler på alle de myter, der igennem tiderne har været fortalt om ham, og på alle de historier, han fortalte om sig selv og vores slægt.

– Ikke desto mindre husker jeg mine tidlige barndomsår på Lille Strandvej i Hellerup lykkelige og lyse. Jeg så far som det stabile midtpunkt i familiens liv, og jeg følte hans glæde, når han sad og tegnede eller arbejdede i værkstedet i vores villa. På trods af at han de sidste leveår førte en lang og opslidende kamp mod ledelsen af det firma, han selv havde grundlagt, og på trods af at han endte som han begyndte – uden andet end sit lille værksted – sørgede han for, at vi havde et muntert og godt liv, siger Ib Georg Jensen.

Flere af Georg Jensens børn og børnebørn er blevet kunsthåndværkere. Ib Georg Jensen har arbejdet i mange år som keramiker "men uden det helt store talent", tilføjer han beskedent. Han har også undervist i keramik hos bl.a. Bing & Grøndahl og skrevet bogen "Pottemagerens Håndbog" for Politikens Forlag. Også hans far var oprindeligt keramiker.

– Far opfattede sit arbejde som næsten helligt. Han mente, hans kunst havde udspring i noget, der lå langt tilbage i tiderne, i skjulte, genetiske egenskaber fra hans forfædre. Han fortalte mig spændende historier om familiens oprindelse – mente, den stammede fra Guldkysten – og sang sange om alt muligt, mens han arbejdede. Arbejdet var ingen leg for ham, men en hård og tilfredsstillende kamp, som krævede hundrede procents indsats hver eneste gang. Først når det var overstået, kunne han slappe helt af. Jeg husker ham tydeligt på den trebenede skammel ved arbejdsbordet, med det store skødeskind, og med en blæsebælg med fodpedal stående på gulvet, mens den grønne glaslampe var tændt over bordet.

– Som barn var jeg en drømmer. Det gav mig dårlige karakterer i skolen. Bedre blev det ikke af, at jeg var venstrehåndet – eller kejthåndet, som man sagde dengang. Derfor lavede min far en lille sølvring til ringfingeren på min højre hånd, så jeg kunne huske, hvad der var højre og venstre. Samme praktiske sans viste han også en aften, jeg ikke kunne falde i søvn, og mine søstre på skift havde læst højt for mig, og min mor indtil flere gange havde sunget Harald Bergstedts "Solen er så rød, mor". Intet hjalp. Særligt det vers med "mågerne og ternerne har intet sted at bo" fik mig til at græde. Jeg kunne tydeligt se alle de måger sidde nede i strandkanten for enden af Lille Strandvej. Men så kom far ind og sagde, at nu kunne det være nok. Jeg skulle ikke tænke mere på de skøre historier og sange, jeg havde hørt, nu skulle jeg vende mig om på den anden side og sove, og så ville han tage os alle sammen med i Strandteatret søndag eftermiddag og se Chaplin. Så blev der endelig ro!

– Han elskede at gå i biografen med os og tage på udflugter til skov og strand og museer og slotte i sin Chevrolet 1927. Hvert år var vi i Metropol i København at se Walt Disney-juleshow. Den sidste tegnefilm, jeg så med ham, var om en stor græshoppe, der brugte sine bagben til at spille violin på. Far havde dyb respekt for naturen og mente, det der skete derude var guddommeligt: korsedderkoppen i sit fine spind, guldsmeden, der stod stille i luften, småkravlet hernede i forhold til planeterne og mælkevejen over vores hoveder, månens glans i sølvet. Samme respekt syntes han også, Disney havde, i måden han tegnede sine dyr på. Jeg kan godt få den tanke, at fars religion simpelthen var naturen, siger Ib Georg Jensen.

Sammen med fagfolk og familiemedlemmer er han engageret i Georg Jensen Selskabet, som blev stiftet i 2000 med det formål at udbrede kendskabet til Georg Jensens livsværk, blandt andet via tidsskriftet "Georg Jensen Magazine". Selskabet arrangerede tidligere på året en stor udstilling "Den ukendte Georg Jensen" og udgav en bog med samme titel. Til sommer medvirker Selskabet ved en udstilling om Georg Jensen smykker i New York.

boas@kristeligt-dagblad.dk

Ved badestranden i Klampenborg 1930. I forgrunden Ib og i baggrunden slænger hans far, Georg Jensen, sig i sandet. Til venstre i billedet skimtes hans mor Agnes Georg Jensen. (Foto fra bogen "Der var engang en sølvsmed", udgivet af forlaget Forum)