Christina Hesselholdt: Jeg fandt trøst i ”Gravgavers” humor

Romanen ”Gravgaver” af Tor Ulven kredser om erindring, døden og individualitet, der opløses, når vores knogler blandes i jorden. Den var med til at forme forfatter Christina Hesselholdt og forandre hendes forfatterskab

 ”Gravgaver” handler om, at individualitet ikke har nogen langvarig betydning, siger forfatter Christina Hesselholdt.
”Gravgaver” handler om, at individualitet ikke har nogen langvarig betydning, siger forfatter Christina Hesselholdt. Foto: Polfoto.

Jeg lærte bogen at kende i 1989, da jeg faktisk ved en fejl, for jeg var endnu ikke debuteret, havde været på debutantkursus på Nordens Folkehögskola Biskops Arnö i Sverige, hvor jeg mødte nordiske debutanter og fik en forkærlighed for nordisk litteratur. Da jeg kom hjem fra det kursus, spurgte jeg min lærer på Forfatterskolen, Poul Borum, om han ikke kunne præsentere mig for noget eksperimenterende nordisk litteratur. Jeg gik op til Poul Borum i hans lejlighed i Havnegade i København og hentede bøgerne.

Der var to bøger i den bunke, som i særdeleshed kom til at betyde meget for mig. Den ene var punktromanen ”Anne” (1968) af Paal-Helge Haugen. Den anden var Tor Ulvens ”Gravgaver” (1988). Jeg blev utrolig begejstret, da jeg første gang læste ”Gravgaver”. Dels for Tor Ulvens form og hans måde at skabe helhed på via mange brudstykker, dels for emnerne: Erindring, død og arkæologi. Gravgaver er en en foræring af tænken, viden og mesterligt lange, rytmiske sætninger. Det er på en måde en meget kompleks bog. Når jeg læser den i dag, er jeg lige imponeret og begejstret. Jeg får samme tanke som første gang, jeg læste den: At det er et stort kunstværk.

”Gravgaver” er et fragmentarium, en samling af brudstykker. Hvert brudstykke er centreret tematisk om det at grave i jorden og det at huske. ”Gravgaver” handler om, at individualitet ikke har nogen langvarig betydning. I bogen møder man et han, en hun og et jeg, men ingen af dem er navngivne. Det er fordi, siger romanen, at når vi dør, blandes vores knogler nede i jorden. Nede i jorden forsvinder individualiteten alligevel. Nede i jorden har navnet ingen betydning. Arkæologen og den erindrendes praksis sammenlignes, fordi begge ofte må sammenstykke ufuldendte fund og lime små stykker sammen til en helhed. Forfatteren af ”Gravgaver”, Tor Ulven, er afsindigt optaget af døden, efterlivet og særligt det efterliv, der foregår nede i jorden, hvor vi bliver omdannet til skeletter. Det er bundet op på det arkæologiske spor, der er i romanen. Tor Ulven blev selv kun 42 år. Han var utrolig højt begavet og en stor forfatter. Jeg ville ønske, at han havde fået et længere liv og var kommet til at skrive flere fantastiske bøger.

Jeg har ofte undervist i ”Gravgaver” på Forfatterskolen og præsenteret den i andre sammenhænge. Ti år efter, at jeg selv læste den for første gang, kom jeg til at oversætte den, da det danske forlag Batzer & Co. købte den til udgivelse. Når man oversætter en bog, kommer man til at kende den virkelig godt. Som værk var ”Gravgaver” med til at ændre den måde, jeg kom til at skrive på. Jeg kan ikke tænke mit liv uafhængigt af mine bøger, så når noget påvirker mig og får mig til at skrive anderledes, har det i sig selv en voldsom betydning for mig. Jeg har et eksistentielt behov for at læse og beskæftige mig med bøger, men også for at rykke mig og forandre mig selv som forfatter. ”Gravgaver” kom til at betyde noget for især formen i min roman ”Kraniekassen”, der udkom i 2001. Den forandrede mig som forfatter og trøstede mig ved den humoristiske måde, den behandler døden. Jeg husker, at jeg følte mig på alle måder løftet.