Gudrun Hasles ordblindhed blev hendes styrke på kunstakademiet

Gudrun Hasle fandt ved nærmest et tilfælde sit kunstneriske ståsted, da hun opdagede, hvilken effekt hendes ordblindhed havde kunstnerisk

Gudrun Hasle under opsætning af en udstilling i Politikens Forhal i 2019. Også i denne udstilling fokuserede hun på sproget og den sårbarhed og nysgerrighed, det medfører, når ordene staves, som Gudrun Hasle oplever. – Foto: Peter Hove Olesen/Ritzau Scanpix.
Gudrun Hasle under opsætning af en udstilling i Politikens Forhal i 2019. Også i denne udstilling fokuserede hun på sproget og den sårbarhed og nysgerrighed, det medfører, når ordene staves, som Gudrun Hasle oplever. – Foto: Peter Hove Olesen/Ritzau Scanpix.

Min mormor har altid sagt, at jeg skulle være kunstner. Jeg har aldrig rigtig troet på det. Jeg er jo ordblind. Da jeg gik på kunstakademiet på Fyn sagde jeg til alle, at jeg skulle være billedkunstlærer. Det var også fint nok. Det med at kunne leve af kunsten, troede jeg ikke, ville ske for mig. Kunstverdenen er hård, og jeg kan ikke finde ud af at have rundsave på albuerne – jeg kan ikke huske kuratorernes navne – kan ikke tænke strategisk eller følge en bestemt mode eller strømning inden for kunsten. Mine medstuderende havde mere tjek på det, følte jeg.

Fra den ene dag til den anden oplevede jeg et aha-øjeblik. Det var mit tredje år på akademiet. En aften inden en fremlæggelse var jeg begyndt at brodere små tekster, som jeg hængte på mit maleri. Jeg havde ikke tid til, at nogen skulle rette i mine tekster, inden jeg skulle vise værket for de andre studerende, og tænkte: ”Pyt med det. Jeg viser det frem og siger, at de må se bort fra stavefejlene.”

Da jeg var yngre, var ordblindheden virkelig pinefuld for mig. Det var jeg så småt ved at løsne op for, da jeg begyndte på kunstakademiet. Det var en stor lettelse for mig at studere der, fordi der gik andre ”oggenokker” som jeg selv. Mennesker med forskellige seksualiteter, folk med diagnoser, som var åbne omkring, at de ikke var helt gennemsnitlige. I løbet af de år fik jeg det nemmere med ordblindheden, og på kunstakademiet oplevede jeg at være i et rum, der var trygt nok til, at jeg ikke ville blive kritiseret for mine stavefejl.

Det maleri, jeg præsenterede den dag, var ikke særligt godt. Jeg var inde i en abstrakt periode, hvor jeg broderede små tekster i blå og hvid, som jeg klistrede forskellige steder på maleriet. Og som jeg husker det, sad hele holdet og så på mit maleri. En lærer lå meget nonchalant henslængt på gulvet under hele gennemgangen. Og pludselig skete der noget uventet. Jeg nåede ikke at sige, at de skulle se bort fra stavefejlene, før mine medstuderende gik helt hen til maleriet, kiggede, stavede sig gennem ordenes lyde for at finde ud af, hvad der stod på de små broderier. Fra det øjeblik vidste jeg, at det ordblinde kunne noget helt særligt. Det kunne vise en anden måde at være menneske på. På sin vis fik jeg stoppet tiden – normalt når man laver kunst og billeder, så afkoder beskueren det på et splitsekund og tror, at de har set det hele. Men ordblindheden satte en barriere op for forståelsen, som tvang mine medstuderende ned i hastighed og ind i min verden og hverdag. Snakken bagefter handlede meget om magt. Jeg kan huske, at jeg tænkte ”yes – nu har jeg den”. Det var en vild erkendelse, nærmest ligesom en tegneseriefigur, hvor pæren blinker over figurens hoved. Jeg følte, at jeg blev oplyst indefra og udefra. Og jeg kunne se den vej, jeg skulle gå ad. Det er snart 20 år siden, men glæden og følelsen af oplysning ved at finde sin vej har sat sig fast. Jeg var ikke længere faret vild.

Det er det, man som kunstner kan være heldig at opleve på Kunstakademiet. At man finder sin værktøjskasse. Når man først har den, så kan man blive ved med at arbejde. Sådan oplever jeg det. Indtil jeg fandt ud af at bruge sproget, famlede jeg rundt. Tegnede, malede og lyttede til de andre. Jeg sagde ikke selv så meget de første år på akademiet. Som kunstner lever man tit med følelserne uden på tøjet og famler af sted. Man laver ting, som man gerne vil have, folk kan lide, men stiller sig også op i skudretningen. Og folk kan tillade sig at skyde på en, fordi man har sendt noget ud i verden. Hvis man ved, hvad vej man skal gå, føler man sig lidt mere skudsikker, og kritikken fra omverdenen betyder ikke så meget, for man kan bare blive ved med at arbejde. Mine værker har ofte fået en benhård kritik og er blevet kaldt for folkelige, men jeg bliver ved med at arbejde trods kritikken, fordi jeg har min værktøjskasse. Der er ikke én opskrift på at blive kunstner, men for mig handler det om at finde ind til det sårbare, være vedholdende og insistere. Og hele tiden arbejde.

I sprogets vendinger kan jeg fange det helt intense, som jeg konstant leder efter. Det er et menneskeligt vilkår, som vi har tilfælles, som jeg forsøger at indfange. Det kan gøre så ondt at være menneske – det føler de fleste af os nogle gange, og vi kan føle os ensomme med vores angst og smerte. I min kunst prøver jeg at give sårbarheden et sprog, som vi kan opleve sammen, og det ordblinde gør det på en måde komisk, så sårbarheden er til at holde ud.