Jeg foretrækker at tygge min bøf selv

FEDTHALEFÅR: Der skal være en naturlig udskiftning i sproget, mener oversætter og forfatter Jørgen Sonnergaard, der står bag den første Tintin-oversættelse og alle Haddocks skældsord

Kaptajn Haddocks skældsord er ikke Hergés, men oversætter Jørgen Sonnergaards opfindelse. Her står han med et af sine yndlingsalbum, ”Det gådefulde juveltyveri”. –
Kaptajn Haddocks skældsord er ikke Hergés, men oversætter Jørgen Sonnergaards opfindelse. Her står han med et af sine yndlingsalbum, ”Det gådefulde juveltyveri”. –. Foto: Leif Tuxen.

Den nu afdøde amerikanske krimiforfatter Raymond Chandler sagde engang, at hvis en forfatters humor og sprog skal overleve for eftertiden, må han selv skabe det. Gentagelser af slidte metaforer og udtryk forsvinder hurtigt ud af bevidstheden. Den regel har forfatter og oversætter Jørgen Sonnergaard taget til sig.

I en menneskealder har han gennem sit eget forfatterskab og ikke mindst gennem oversættelsen af Hergés Tintin sat en ære i at forny det danske sprog for at gøre læseoplevelsen unik. Han har tilført det danske sprog nye, men uforglemmelige ord og gjort Tintin til en kæmpesucces i Danmark. Jørgen Sonnergaard mener, at sprogets fornemmeste formål ud over at det gør os i stand til at tale sammen er at undgå floskler.

For tiden skal vi have flere hænder, og vi hører hele tiden, at der er ikke noget at komme efter. Det er banaliteter og sproglig armod. Desuden bruger man flosklerne forkert. For eksempel mangler der ikke flere hænder på Niels Bohr Instituttet. Der mangler vi gode hjerner, siger han.

Jørgen Sonnergaard tager imod i hjemmet i et af Helsingørs gamle byhuse og undrer sig til at begynde med over, hvad vi dog egentlig vil med ham. Han får gentaget, at han er repræsentant for en sproglig fornyelse blandt andet i kraft af sin meget kendte oversættelse af hele Hergés serie om Tintin.

Særligt Haddocks skældsord har overlevet og fået status som helt unikke. Ikke fordi det er stygge bandeord, for siger man det, rettes man på stedet af oversætteren selv. Haddock bander ikke. Han skælder ud! Nej, Sonnergaard fornyede sproget med Tintin-oversættelsen, fordi han sammensatte almindeligt kendte ord til nye og uforudsigelige udtryk, der fik associationerne til at løbe af med læseren: abemås, agurketud, lomme-Mussolini, ogginok, sandalslæber og søpindsvinefjæs.

Der skal være en naturlig udskiftning i sproget, ligesom når vi skifter sokker. De gamle og slidte udtryk er, som når andre tygger maden for en. Jeg fortrækker at tygge min bøf selv, siger han.

I begyndelsen solgte Tintin-hæfterne slet ikke herhjemme. Striber og enkelte uddrag blev bragt i tegneserietidsskriftet Kong Kylie, hvor den af læserne blev stemt ind som den dårligste i bladet overhovedet og gled ud.

Så fik Jørgen Sonnergaard den idé, at Kaptajn Haddock skulle skælde ud. Det ville give serien noget af den humor, som der ifølge Sonnergaard ellers først kom til i de senere bind.

Haddock skældte ikke ud i begyndelsen. Han blev sur, men i originalmanuskriptet stod der bare, at han sagde 10 millioner forbandelser. Forbandelserne var ikke skrevet ud, og de første bind var faktisk ret kedelige.

Jørgen Sonnergaard tog sig den frihed at finde på de 10 millioner forbandelser. Eller i hvert fald op mod 200 forskellige skældsord, som Haddock flittigt benyttede sig af. En frihed, der har fået Sonnergaards oversættelse til at gå over i historien, men som også fik nogen til at vrænge på næsen over, om friheden nu også var for stor og oversættelsen for langt fra Hergés originale manuskript. Under alle omstændigheder fik Sonnergaard forvandlet Tintin fra en bragende fiasko til en gigantisk succes.

Om det var Sonnergaards fortjeneste alene, vides ikke, men skældsordene står i hvert fald endnu.

Den sproglige og kunstneriske frihed er afgørende for en oversætter. Den gør, at man kan finde på og dermed forny sproget. Man finder på ved at tænke, og tænke kan man kun, hvis man har en vis frihed. Men ånden i originalmanuskriptet skal bevares, og man skal være tro mod forfatterens intentioner, siger Jørgen Sonnergaard.

Han indrømmer, at det kan være svært at pille for meget ved originalmanuskriptet, særligt hvis det er noget møg, man sidder med, som han siger. Men omvendt er det også her af bitter nød at kreativiteten må være størst.

Eksempelvis fandt Jørgen Sonnergaard på at lade Haddock skælde ud i alfabetisk rækkefølge. Da Hergé fik nys om det, spurgte han den danske oversætter, om han måtte bruge idéen i Tintin og picaroerne.

Det er det største kompliment, jeg nogensinde har fået, siger Sonnergaard.

Også andre har ladet sig inspirere af Jørgen Sonnergaard gennem tiden. Uden dog at have håndfaste beviser, er det nærliggende at tænke sig, at Egon Olsens opremsende skældsord mod sine to medtyve i Olsen Banden filmene er stærkt inspireret af Haddocks vredesudbrud. Døm selv: Hundehoveder, hængerøve, bløddyr, jammerkommoder, skidesprællere, elendige amatører.

duus@kristeligt-dagblad.dk

Jørgen Sonnergaard har mødt Tintins forfatter, Hergé, flere gange. Her har Hergé skrevet en dedikation til Sonnergaard: ”Til Jørgen Sonner-gaard, som har bidraget til at gøre Tintin kendt i Danmark. Jeg takker mange gange med alle mine lykønskninger. Hergé”. –
Jørgen Sonnergaard har mødt Tintins forfatter, Hergé, flere gange. Her har Hergé skrevet en dedikation til Sonnergaard: ”Til Jørgen Sonner-gaard, som har bidraget til at gøre Tintin kendt i Danmark. Jeg takker mange gange med alle mine lykønskninger. Hergé”. – Foto: Leif Tuxen.