Succesforfatter er træt af corona: Inviter mig til alt, hvad I har af sølvbryllupper og fødselsdage

Alt det, der plejer at give livet farve og variation, er væk, oplever forfatter Katrine Engberg. På den anden side af corona vil hun flyve mindre og feste mere

”Man må godt snakke om, hvad man savner, og samtidig have en forståelse for situationens alvor,” siger forfatter Katrine Engberg. – Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix.
”Man må godt snakke om, hvad man savner, og samtidig have en forståelse for situationens alvor,” siger forfatter Katrine Engberg. – Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix.

Hvad er det værste ved denne tid?

Jeg synes, det er let at falde i et hul af apati i disse dage. Jeg går ind og ud af en tilstand, der ligner noget depressivt, og jeg tror ikke, jeg er alene: At flere af os har en ”Groundhog Day”-fornemmelse, hvor det bare er det samme og mere af det samme. Alt det, der plejer at give livet farve og variation, er væk. Og jeg siger ovenikøbet det her, mens jeg sidder i mit nykøbte sommerhus med min hundehvalp ved siden af mig – jeg ved godt, at coronakrisen ikke rammer mig så alvorligt, som den rammer andre, men derfor er følelsen jo stadig valid. Det ville jeg ønske, folk havde større tolerance over for på de sociale medier. Der er mange, der er hurtige til at kritisere, hvis nogen giver udtryk for, at de er kede af situationen.

Hvad er det bedste ved denne tid?

Suk. Ja, jeg er generelt ikke fan af, hvad der foregår, men jeg må nok sige roen. Jeg har haft nogle år med mange rejser, og det ikke at rejse rundt hele tiden har været godt for min sindstilstand, kan jeg mærke. Det har fjernet en stressfaktor, jeg ikke har været bevidst om hvor meget egentlig fyldte. Men roen ligger jo farligt tæt op ad det, jeg synes, er det værste. For jeg savner også at være i det gear, jeg plejer at være i, men det har været godt for mit nervesystem ikke at skulle præstere hele tiden.

Nævn en bog, film eller anden kulturoplevelse, som har gjort indtryk på dig denne vinter.

Det var en stor læseoplevelse at læse den amerikanske bog ”American Dirt” (oversat til dansk som ”Jordens salt”, red.) af Jeanine Cummins. Ikke bare fordi den er velskrevet og vildt spændende, men også fordi den adresserer en aktuel og universel flygtningeproblematik, som virkelig rørte mig personligt. Det var lidt af en overraskelse, at den gjorde det, men det skyldes nok, at jeg selv kommer fra en familie, der har været på flugt. Bogen handler om flygtninge i Mexico, der vil til USA, men temaerne i bogen strækker sig ud over de landegrænser. Den giver et blik ind i et menneskes rejse fra en familiehverdag til at være flygtning. Jeg tror, det er sundt at blive mindet om, at en flygtning er et menneske, der har måttet lade alt bag sig. For når vi møder dem, reducerer vi ofte flygtninge til den tilstand, de er i nu: desperate stakler og i nogles øjne uvelkomne nassere.

Hvilken ændring i dit liv eller dine vaner vil du bevare efter coronaen?

Jeg skal rejse mindre, end jeg gjorde før. Jeg har været inde i en hverdag i et par år, hvor jeg har haft ugentlige korte rejser til blandt andet Stockholm og Oslo for at holde møder eller receptioner, hvor jeg bare er taget hjem lige bagefter. Det er en for stor belastning for både mig og planeten. Til gengæld kommer jeg til at feste mere – i en bred forstand. Invitér mig til alt, hvad I har af sølvbryllupper og fødselsdage – jeg kommer.

Hvad er det bedste råd, du vil give andre til at komme igennem coronatiden?

Det råd, jeg giver mig selv, er: Forsøg at komme ud af dit mentale venteværelse. Det er en uproduktiv følelse at vente, og det gør, at man nemt bliver apatisk. Vi ved jo ikke, hvor lang ventetiden kommer til at vare, eller hvordan verden kommer til at se ud. Så det gælder om at sige, at sådan ser livet ud nu, og det må jeg få det bedste ud af.