Prøv avisen
Hvem hvad hvor

Iben Thranholm: Jeg forstår ikke fascinationen af vold og blod

Iben Thranholm læser helt fast et stykke i Bibelen hver dag. Foto: Leif Tuxen

Debattør Iben Thranholm forstår ikke folk , der læser krimier. Selv holder hun af forfattere som Helle Helle, Lotte K. Andersen og Michel Houellebecq

Hvem læser du?

"Ofte vælger jeg faglitteratur frem for skønlitteratur. Det er egentlig lidt en skam. I mit arbejde som debattør er det vigtigt at sætte sig ind i sagerne, og i min research læser jeg rigtig mange artikler, blogs og debatindlæg, og når jeg endelig kommer til et tidspunkt, hvor der er plads til romanlæsning, så er jeg tit for træt. Men der er én forfatter, jeg læse, og det er Lotte Kaa Andersen. Vi bor i samme område, og da hendes første bog, ”Hambros Allé 7-9-13”, kom, læste jeg et interview med hende i vores lokalavis og kunne bare mærke, at det var en bog, jeg måtte læse. Jeg skrev også på min facebookside, at Lotte Kaa Andersen er ”Danmarks nye Leif Panduro.” Det har vi ventet længe på. Hendes nyeste ”100 dage” har jeg allerede slugt, og den er mindst lige så god som den første."

"Jeg kan enormt godt lide socialrealisme, menneskers liv beskrevet ligepå og hårdt. Men også små ting som at gå en tur i parken med sin søn og den taknemmelighed, der kan opstå ved det. Helle Helle er en anden forfatter, jeg har været glad for, men hos hende mangler jeg lidt det dybe indblik i det moderne menneskes sind, som jeg finder hos Lotte Kaa Andersen."

"Jeg synes, rigtig mange nye romaner er noget bras, og jeg gider ikke bruge min tid på noget, der ikke giver mig noget dybere. Jeg forstår for eksempel ikke fascinationen af krimiuniverset, af mord, vold, drab og blod. Jeg forstår fint behovet for underholdning, men alt det andet undrer mig meget."

"I sommerferien fik jeg endelig tid til at læse Michel Houellebecqs ”Underkastelse”, og det var altså også én af de bedste bøger, jeg havde læst længe. Hans indsigt i, hvad der sker med en kultur, når den forlader sit spirituelle fundament, som er kristendommen, synes jeg han beskriver rigtig godt. Vi går i opløsning, fordi vi mangler en indre kerne."

"Jeg har også en stor drøm om at gå i gang med Tolstojs ”Krig og fred”, den ligger på mit natbord og venter, men den kræver altså lige lidt tid og overskud."

Hvad læser du lige nu?

"Johannes Jørgensens biografi om Birgitta af Vadstena. Hvis jeg skal føle, at jeg holder en ven i hånden, så læser jeg noget af ham. Sådan har jeg det lige nu. Han har et katolsk udgangspunkt som jeg selv, men derudover er han én af Danmarks største digtere, som nok blev glemt, fordi han flyttede til udlandet."

"Og så læser jeg hver dag et stykke i Bibelen, inden jeg sover, eller før jeg går i gang med dagen. Det ligger helt fast."

Hvor læser du?

"Jeg læser faktisk næsten altid i sengen. Hvis jeg læser om aftenen, inden jeg skal sove, så sker det ofte, at jeg kommer til at sove for sent. Jeg læser jo egentlig hele dagen igennem i én strøm, men det er en anden form for læsning. Den orienterende læsning er meget målrettet og handler om at samle information og indtage en holdning. Men aftenlæsningen synker ind i sindet og lejrer sig på et dybere plan. Tempoet er også helt anderledes meditativt. Man drøvtygger på hvert enkelt ord og lader det præge én."