Fire beboere om livet på plejehjem: ”Man ved godt, at det er det sidste sted”

Fire beboere fra Klokkebjerg fortæller om livet på plejehjem. Om den svære flytning, tilvænning og taknemmelighed

Anders Toft Andersen har sin daglige gang i aktivitetsstuen, hvor han væver. Mens coronakrisen var på sit højeste, var også aktiviteterne her lukket ned. I stedet bragte aktivitetsmedarbejderne sysler rundt til boligerne, så beboerne kunne fortsætte deres vante rutiner med håndarbejde – Foto: Liv Høybye Jeppesen.
Anders Toft Andersen har sin daglige gang i aktivitetsstuen, hvor han væver. Mens coronakrisen var på sit højeste, var også aktiviteterne her lukket ned. I stedet bragte aktivitetsmedarbejderne sysler rundt til boligerne, så beboerne kunne fortsætte deres vante rutiner med håndarbejde – Foto: Liv Høybye Jeppesen.

Anders Toft Andersen 1931, Borris

”Jeg har boet på Klokkebjerg i halvandet år. Min kone og jeg flyttede herind den 3. december 2018. Hun døde 12 dage senere, og jeg fik lov til at blive her.

Jeg har været landmand i Vodstrup, indtil vi overtog min kones hjem i 1964. Min kone har aldrig arbejdet. Vi har klaret os med det, som landbruget kunne give. Jeg har været hjemme hos mor og far, indtil jeg blev konfirmeret. Så kom jeg ud og sejle i fire år. Da fandt jeg ud af, at jeg ikke var fisker. Så blev jeg landmand. Da jeg var soldat i København, var min tilkommende hustru også derovre og tjente i huset hos en familie. Og der var nogle familier, som indbød vestjyder til en hyggeaften. Så lærte vi hinanden nærmere at kende der. Vi var fra samme sogn, så jeg kendte til hende i forvejen.

Jeg har aldrig drømt om, at jeg kunne have det så godt på mine gamle dage, som jeg har fået det her. Vi kunne ikke få det bedre. Før tænkte jeg, at det kun var gamle folk, der kommer på plejehjem. Det er dog noget beskedent med nye bekendtskaber her. Der er mange demente. Vi har pigerne, vi kan snakke med og Ove. Jeg kan næsten ikke forestille mig Klokkebjerg uden Ove.”

Anders Toft Andersen. – Foto: Liv Høybye Jeppesen.
Anders Toft Andersen. – Foto: Liv Høybye Jeppesen.

Karen Kirstine Schou 1925, Strellev

”Jeg har to søskende. Far og mor havde en landejendom. De havde brug for mig derhjemme, så jeg kom først ud at tjene som 16-årig. Jeg hjalp i marken og røgtede. Jeg mødte min forlovede Peter i Strellev, og jeg fik ring på, da jeg var 19 år. Vi blev gift den 4. juni 1945.

Jeg har boet på plejehjemmet i fire måneder. Det var godt at flytte på plejehjem, for jeg faldt og brækkede min hofte og kunne ikke klare mig selv. Det er ualmindelig flinke mennesker her på plejehjemmet – alle sammen. Det er så hjemligt her. Pigerne er søde. Der en der kalder mig ’Lille Karen’ og en, der kalder mig et ’gammelt knokkel’. Folk er så venlige, men jeg savner mine børn og børnebørn, som jeg ikke kan være tæt på, fordi der er corona. Det er trist med det corona. Det må snart få en ende. Jeg savner også at få håret krøllet. Jeg har haft den samme frisør i 30 år – det er som familie næsten.”

Karen Kirstine Schou– Foto: Liv Høybye Jeppesen.
Karen Kirstine Schou– Foto: Liv Høybye Jeppesen.

Gudrun Jensen 1923, Lille Thorup

”Jeg har boet her siden marts 2019, fordi jeg ikke kunne klare mig selv. Jeg ville faktisk ikke gerne af sted, men det gik ikke at være ene. Også for børnenes skyld. Når jeg nu skulle på plejehjem, kunne det ikke være bedre end her. Det er en stor omvæltning, og mit hjerte er stadig i Møldrup. Aktivitetsstuen betyder alt for mig, for jeg skal gerne have noget mellem hænderne. Det særlige ved Klokkebjerg er den kristne tone. Her er andagt og sang. Jeg ser Ove mange gange om dagen her – det tror jeg ikke, man gør alle steder. Jeg kom ud og tjene, da jeg var 11 år. Det var ikke lige sjovt hver dag. Jeg har nok heller ikke kunnet så meget. Hvad kan en pige på 11 år? Jeg savnede min egen familie. Vi var 11 børn derhjemme, og jeg var den ældste.

Jeg frygtede ikke at komme på plejehjem, men man ved godt, at det er det sidste sted. Jeg ville hellere have boet hjemme ved mig selv. Jeg har boet 39 år i Møldrup i et parcelhus med udsigt over en mark. Og det passer jo en landmandskone godt.”

Gudrun Jensen– Foto: Liv Høybye Jeppesen.
Gudrun Jensen– Foto: Liv Høybye Jeppesen.

Else Margit Petersen 1933, Todbøl Mark

”Jeg lærte at malke en ko, da jeg var otte år. Vi var kun to børn derhjemme, og vi hjalp til i tørvegraven. Vi satte tørv til tørring og vendte det.

Vi har boet på Klokkebjerg et år, min mand og jeg. Jeg har en veninde, som jeg har kendt siden ungdomsskolen, som fortalte mig om plejehjemmet. Det kristne er det særlige her. Der var mange, der ikke kunne forstå, at vi flyttede hertil fra Thy. Der er lang vej. Men det er vi bestemt ikke skuffede over. Vi får dagligt Guds ord til trøst og opmuntring, og det er godt, for det kan være svært at flytte på plejehjem. Jeg er bestemt taknemmelig for hjælperne her, for de kommer med opmuntring. De nynner og giver et smil.

Til andagt bliver vi mindet om, at Jesus ikke vil støde os væk, når vi kommer til ham. Og det er stort at blive mindet om, især som gammel. Når man ser tilbage på sit liv, kan der være meget man gerne vil lave om. Og det er godt at vide, at Jesus er syndernes ven, og hans blod renser os for synd.”

Else Margit Petersen– Foto: Liv Høybye Jeppesen.
Else Margit Petersen– Foto: Liv Høybye Jeppesen.