Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Jeg giver altid en bog 30 siders chance

Forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen læser hvad som helst – hvis det fanger hende

Anne Lise Marstrand-Jørgensen beskriver sig selv som en meget utålmodig læser. -
Anne Lise Marstrand-Jørgensen beskriver sig selv som en meget utålmodig læser. - . Foto: Leif Tuxen.

Jeg læser alt muligt af alle mulige. Jeg er faktisk en ret troløs læser forstået på den måde, at jeg ikke sætter mig ned og læser forfatterskaber fra en ende af. Jeg læser meget, hvad der taler til mig lige nu. Og jeg er også en meget utålmodig læser. Jeg har indført en regel for mig selv, at man altid skal give en bog 30 siders chance. Men hvis en bog ikke har fanget mig dér, står jeg af. Men der er ikke nogen genre, jeg ikke gider læse, hvis det er godt skrevet.

Jeg har lige læst den syriske forfatter Samar Yazbeks nye bog ”Du må ikke dø”, som er udkommet på Kristeligt Dagblads Forlag. Det er en fantastisk roman om krigens grusomhed, men den handler også om håb. Og så har jeg også lige læst Peter Højrups roman ”Til stranden”. Han skriver simpelthen så forrygende smukt. Hans forfatterskab har jeg faktisk fulgt, fordi jeg også har siddet i Kunstrådet. Og han har taget et stort spring med den her roman, synes jeg.

Jeg læser alle steder og altid. Jeg er ikke så god til at læse bøger i sengen, for så kan jeg godt falde i søvn.Men jeg hører også mange lydbøger, når jeg træner. For jeg sidder 3-4 gange om ugen i en romaskine. Jeg roede som barn, så når jeg ror i en maskine, har jeg en følelse af, at jeg er ude på havet. Og sådan hører jeg altså mange lydbøger, mens jeg ror.”