Jeg håber, vi kan blive ved med at fange fisk i vores eget farvand

Da jeg var dreng, måtte vi stå ved havnen eller på Kronborgpynten og kaste ud og sætte vores lid til lykken. Den slags har de færreste tålmodighed til i dag. Der skal fisk på krogen og fangst i posen

Da klummeskribent Lars Handesten var med sine nære på Sundet, fangede de 100 sild.
Da klummeskribent Lars Handesten var med sine nære på Sundet, fangede de 100 sild. Foto: Lars Handesten.

Jeg lod skægget stå og trak min gamle sweater på og sejlede ud på Sundet for at fiske. Det var en fin morgen med tåge, men solen skulle bryde igennem op ad formiddagen. Vi sejlede ud på det stille vand og slukkede motoren, mens vi fik kaffe og morgenbrød. En rødkælk flaksede forvildet omkring i tågen og satte sig udmattet til hvile på rælingen; og en lille flok suler jog hen over os, selvom de egentlig burde holde til længere nordpå. Til gengæld så vi ingen af de tun, der nu igen springer i Sundet efter at have været borte i et halvt århundrede.

Tågen lettede langsomt, mens vi drev med den stærke strøm, og frem tonede Helsingborgs høje fabriksbygninger som en spøgelsesby ved vandet i florlette gevandter. Det var en magisk begyndelse på dagen. Og mindre godt blev det ikke, da dagen fik farver, og vi kom hen til fiskepladserne nord for Hven, og ekkoloddet afslørede fisk en meter eller to over bunden.

Vi fik kun lige pirk og ophæng ned, før vi kunne hive to-tre sild op. Og det var hver gang. Det var som at være med til sildefiskeri på Sundtoldens tid, hvor man angiveligt kunne skovle fede høstsild om bord i bådene. Vi hev sild op, så vi til sidst måtte indstille fiskeriet for ikke at få flere fisk med hjem, end vi kunne spise eller have plads til i fryseren. Det var et rent eventyr. Jeg har ikke oplevet noget lignende, siden jeg for nogle år siden fiskede i fjorden ud for Nuuk og hev nok torsk op til at vinde 10 danske mesterskaber.

Det hele så godt ud denne lysende dag på Sundet. Og så var der alligevel dryppet malurt i bægeret, for der var ingen torsk. Vi skulle jo også gerne have haft en torsk med hjem. Men der er noget helt galt under overfladen. Selv i Sundet, hvor der indtil for nylig har være rigeligt med torsk, er der nu dødt. Det er blevet så grelt, at EU-Kommissionen har foreslået, at lystfiskerne kun må tage én torsk om dagen, så bestanden kan komme på fode igen. Men den dag kunne fem mand ikke engang fange bare én enkelt torsk, og vi havde endda ekkolod og kunne lede efter dem.

Selv lystfiskeriet er blevet effektiviseret. Da jeg var dreng, måtte vi stå ved havnen eller på Kronborgpynten og kaste ud og sætte vores lid til lykken. Den slags har de færreste tålmodighed til i dag. Der skal fisk på krogen og fangst i posen. Og så er der sket det, at vi med effektivt trawl har udryddet en så stor del af bestanden, at selv lystfiskeriet udgør en fare. Det er slemt.

Det sker, netop som en masse mennesker under coronaen har fundet ud af, at det er sjovt at fiske, og har anskaffet sig hjul og stang. Nu skal de så også lære, at der er mange dage, hvor man går hjem uden fisk, ikke bare fordi fiskene ikke vil bide, men fordi der slet ikke er nogen længere. Så kan man selvfølgelig bare købe sig til lidt fisk i en ”put and take”, men det er nu engang ikke det samme at fange en opdrættet fisk i en dam som en vild fisk. Sporten er for lille.

Det er den egentlig også, når man fisker med ekkolod, som vi gjorde. Måske også når man fisker fra en båd som vores. Det var en stor motorbåd med 700 heste under dæk. Vi nærmest fløj omkring i Sundet for at finde fiskene. Med 50 kilometer i timen hen over vandet, så går det hurtigt. Men lige meget hjalp det, når det drejede sig om torsk. For uanset hvor meget vi sejlede på kryds og tværs af Sundet, så var den der ikke.

Men da vi kom i land, kunne vi filetere 100 sild. Af med hovederne og ud med indvoldene. Og så ned i fryseposerne. Nu ligger de i fryseren og er lige til at smække op på panden. En af mine kammerater spiser dem kogt til morgenmad, men jeg foretrækker dem stegte. Stegt sild er en herreret, som jeg håber at kunne nyde i fremtiden, ligesom jeg håber på, at vi selv kan fange fiskene lige her i vores eget farvand. Det burde være muligt. Det skal være muligt.

Knæk og bræk!

Klummen ”tidens tegn” skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.