Der er flere måder at gå til den nye bog fra Richard Ford på. Den ene er som læser og muligvis fan af Frank Bascombe-bøgerne, som Fords berømmelse hviler på. I tre digre realistiske romaner følger vi her en gennemsnitlig amerikansk mand fra New Jersey, der først er sportsjournalist og siden ejendomsmægler, og i hvis tilsyneladende trivielle liv Ford spejler det moderne USA’s udvikling. Romanerne er prisbelønnede nyklassikere, på niveau med John Updikes sammenlignelige Rabbit-bøger om USA i efterkrigstiden, og er man heldig at have Bascombe-serien til gode, genudgiver forlaget Klim dem i paperback til foråret.
Den anden indfaldsvinkel til ”Mellem dem” er identitetspolitisk. Vi lever i en debatmæssigt ophedet tid, hvor individuelle rettigheder parret med en nyopdukket stammeidentitet truer med at få forrang for fællesmenneskelige eller universalistiske idealer; hvor seksuelle, racemæssige eller religiøse særrettigheder i visse miljøer trumfer det almene. At seksuel identitet opfattes som flydende, mens hudfarve og race opfattes som fikseret – det ene er valg, det andet er skæbne – er en af de mange inkonsekvenser i den identitetspolitiske debat, hvor det undertiden virker til, at der pågår en konkurrence om, hvem der føler sig mest krænket. I en sådan ophedet tid burde der ikke være salg i at udgive erindringer som ”Mellem dem” fra en forfatter, der på papiret er alt det ”forkerte”: en hvid, midaldrende, heteroseksuel protestantisk mand fra Sydstaterne, som aldrig har oplevet et eneste overgreb, ja tilmed påstår, at han havde en lykkelig barndom i 1940’ernes og 1950’ernes USA. Hvor umoderne kan man lige være?
Den tredje – og bedste – indfaldsvinkel til Richard Fords ”Mellem dem” er eksistentiel. Læser man bogen med et åbent sind, ser man, at både den litteraturhistoriske og den identitetspolitiske vinkel kun er sider af en langt større sag, nemlig den fællesmenneskelige, hvor døden er en naturlig del af livet, og hvor sorgens tvilling er taknemmelighed. Her kan alle være med, for vi er alle børn af nogle forældre, og mange har selv mistet – og til alle modne mennesker med livserfaring taler ”Mellem dem”.
Bogen er besættende enkel og delt i to: Den første del handler om Richard Fords far, Parker, og den anden del handler om hans mor, Edna. Han er søn af presbyterianske udvandrere fra Irland, hun er datter af forældre fra det ”tarvelige Ozark”, som der står, et kæmpemæssigt bjerg- og søområde, som den interesserede kan lære mere om i den fortræffelige tv-serie ”Ozark” på Netflix, hvor anden sæson netop har haft premiere. Opulent og mondænt er Ozark-området så langtfra, men her har Fords mor altså sine rødder, ”en højtråber, en lussingesmækker, en panderynker og en surmuler”, som Ford beskriver hende.
Parker er omrejsende sælger af vaskestivelse for firmaet Faultless i Kansas City og er på landevejen fem af ugens syv dage. Hans rejsedistrikt omfatter syv delstater i Syden, og Parker elsker det. Kontakten med kunderne, den joviale omgangsform, den fedtede mad på de små diners og de hygge-lurvede værelser på motellerne: med enkle virkemidler vækker Ford en svunden tid i Sydstaterne til live. I mange år er Edna med på sælgerrejserne, men det ophører i 1944, hvor Ford bliver født, og mor og søn finder sig til rette i først en lejlighed og siden forstadsparcelhus i Jackson, Mississippi.
”Jeg har altid sagt og mener stadig, at jeg havde en lykkelig barndom. Men dermed ikke sagt, at den var helt almindelig,” skriver Ford om denne tid, og man tror ham. Til det ikke helt almindelige hører, at Parker dør, da Richard er en stor dreng. En far, der i forvejen er delvist defineret af sit fravær i ugens løb, er nu fuldkommen fraværende. Glemmer Ford ham så? Nej da. Den voksne forfatter skriver: ”Der går sjældent en time i løbet af en dag, uden at jeg tænker et eller andet om min far.” Mon ikke mange, der har mistet en forælder som ung, ja i det hele taget mistet en forælder, har det sådan?
Parker var virkelig ikke nogen mønsterfar, men han var lige så lidt det monster, som nogle forfatterbørn beskriver i deres erindringer. Han var bare en helt igennem almindelig hårdtarbejdende amerikaner, der ikke gjorde sig det store begreb om fremtiden og levede bedst i nuet. Og som intet konkret gav videre til sin søn: ”Jeg kan ikke huske, at min far i tidens løb nogensinde eksplicit har lært mig særlig meget – bortset fra at cykle, og hvordan det ratmonterede gearskifte fungerede på hans 3-gears Ford coupé.”
Hvor uendelig fjernt fra nutidens idealfædre, der ihærdigt deltager i babysalmesang og støtter sønnike i samtlige fritidsbeskæftigelser. ”Not so” i hjemmet i Jackson, men Richard Ford kan selv med sin mest kritiske indstilling ikke rigtig finde noget at beklage sig over.
Til allersidst i bogen skriver han i den realistisk konstaterende tone, der præger hele fremstillingen:
”Et fravær synes at omgive og gennemtrænge alt. Men ved at vedkende mig det kan jeg ikke længere lade det være et tab eller bare en kendsgerning, som jeg føler fortrydelse over, da det slet og ret er sådan, livet er.”
Sådan som livet er – dét er Fords store emne. Og i en lille flirt med det politisk ukorrekte siger han til sidst i kapitlet om sin far, at hvis han ikke var død tidligt, ville han, altså Richard, sikkert aldrig være blevet forfatter og disse erindringer om glæder, sorger og dyder, hans fars ”kvaliteter, som fortjener vores opmærksomhed”, aldrig være blevet skrevet. ”Døden begynder hen ad vejen længe før sin ankomst,” står der et sted. Men, kan man tilføje, døden sætter også nyt liv – i dette tilfælde: i skriften, og sikke en vidunderlig bog, der er kommet ud af Parkers tidlige død.
Fords mor levede længe efter Parkers død, men blev aldrig gift igen, selvom der en overgang var en kæreste. Ford beskriver deres adskilte liv sammen – de boede aldrig i samme delstat, men Edna besøgte ofte Richard og hans kone Kristina og undersøttede dem til tider økonomisk, indtil forfatterskabet og berømmelsen med Pulitzer-priser tog fart.
Kærligheden uden de store dikkedarer var konstanten mellem mor og søn. Den dag i dag fortryder forfatteren, at Edna aldrig flyttede ind hos dem, hvad der en overgang var på tale. Han opsummerer:
”Kærligheden, som aldrig er typisk, lå som et beskyttende lag ud over det hele. Vi regnede med, at vi kunne stole på den, og det kunne vi. Vi var altid parat til at sige: ’Jeg elsker dig’.”
Nu er Fords mor for længst død, men mor og søn ligner hinanden: ”Jeg ser hende i mig selv, hører hendes latter i min egen.” Igen: Mon ikke der er mange, der har det sådan? Det slutter ikke med døden. Vi lever videre med hinanden. Og sorg blandes med taknemmelighed over alt det, man fik, mens den elskede stadig var i live.
Kan man bedømme en bog på, om den opfylder forfatterens eget ønske? I dette tilfælde ja. Til allersidst skriver Ford:
”Når det kommer til stykket, er det mit simple ønske, at den opmærksomhed, jeg har givet dem, vil føre til tanker i læserens sind, som mine forældre kan få lov til delvist at bebo og gøre nytte i.”
Dette simple ønske opfyldes til fulde. Man byder med glæde Edna, Parker og lille Richard indenfor i sit eget sind og ser, hvor meget vi som mennesker i virkeligheden er fælles om. Generøs og mesterlig, det er denne lavstemte meditation over sorg, glæde og forældreskabets betydning virkelig.