Prøv avisen

Jeg har fundet et sted at stille mine spørgsmål

Caspar Wenzel Tornøe er noget så sjældent som sognepræst og anerkendt rockmusiker. I præstegården i Vroue har han fundet en måde at forene sit livs mange tilsyneladende modsætninger på. -- Foto: Jens Bach.

"Jeg tog jobbet for at blive visere som menneske, og det er jeg også blevet," siger rockpoeten og religionsfilosoffen Caspar Wenzel Tornøe, der sidste år forlod en lovende akademisk karriere i København for at blive sognepræst i den lille vestjyske by Vroue. Men musikken holder han fast i, og for nylig udkom hans cd "In the flux" også i England

Da vi kører gennem den lille vestjyske by Fly, begynder sognepræsten og rocksangeren Caspar Wenzel Tornøe (f. 1975) at fortælle om den folkelige danske digter Jeppe Aakjær, der voksede op her og allerede som 16-årig imponerede med sine taler i det lokale forsamlingshus.

Fly er blot ét af Caspar Wenzel Tornøes fem sogne. Og han viser hjemmevant lokalegnen frem med dens gravhøje, frodige marker og små flækker på vej til præstegården i Vroue, hvor vi har aftalt at snakke om, hvordan han selv er endt her.

For det lå bestemt ikke i kortene, at det berejste multitalent skulle slå sig ned som landsbypræst i Vestjylland sidste år. Han ligner heller ikke en typisk vestjyde med sine bombastiske bakkenbarter, runde modebriller og det halvlange pandehår, der indpakker hans store hoved.

Også hans cv er noget usædvanligt på disse kanter. Han kom til sognet med en af landets højeste embedeseksamener i teologi og et endnu ikke afsluttet ph.d.-projekt om gudsbegrebet i tysk idealisme, men også med en spirende musikkarriere. Og da vi endelig når det kombinerede øvelokale og præstekontor fyldt med filosofiske hovedværker i hans herskabelige embedsbolig, står det klart, at musik og religionsfilosofi er sognepræstens to største lidenskaber. Begge dele satte sig i ham i en tidlig alder, selvom han hverken kommer fra en familie fyldt med musikere eller teologer.

LINK: Hør Caspar Wenzel Tornøes musik

Til gengæld fik Caspar Wenzel Tornøe tidligt smag for sprog. I dag taler han seks sprog flydende - foruden det græsk, latin og hebræisk, han har samlet op på teologistudiet. Og som diplomatbarn voksede han op i både Danmark, Tyskland og Frankrig. Familien flyttede til Paris, da han var otte år gammel. På det tidspunkt talte han "kun" tysk og dansk, men selvom han straks måtte lære to nye sprog - engelsk og fransk - på den internationale skole i Paris, faldt han hurtigt godt til.

"Min tid på den internationale skole i Paris står stadig for mig som de bedste og mest lyse år af min barndom. Det var en slags rigmandsskole, jeg gik på, så jeg havde venner, der var sheik- sønner og milliardærsønner. Det var et meget privilegeret miljø, selvom der også var benhård disciplin," siger Caspar Wenzel Tornøe, der hurtigt kom til at elske "den sorte skole" i Paris.

"Hver mandag morgen skulle vi enkeltvis op til tavlen og fremsige et udenadslært digt, der så blev længere og længere for hver uge, der gik. Undervejs gav læreren os karakterer, som hun skrev op på tavlen, så vi på den måde blev rangordnet hver uge fra nummer et til nummer sjok som én lang konkurrence. Det var virkelig den sorte skole, men det var også en ekstremt effektiv måde at træne hukommelsen på. Det tror jeg også, at jeg har haft god gavn af siden. Og jeg havde virkelig nogle gode venner på skolen."

Selvom man siger, at forandring fryder, var det et mareridt for Caspar Wenzel Tornøe, da familien igen flyttede til København efter seks år i Paris:

"Det var uden tvivl den tungeste periode i mit liv. Mine forældres hus var lejet ud, og der var ikke plads til mig i den lille lejlighed, de selv lejede, så jeg blev indlogeret et halvt år hos min farmor i hendes rækkehus. Min farfar døde, kort før vi flyttede til København, og jeg blev faktisk vækket hver nat af min farmors skrig af sorg og fortvivlelse om natten. Det blev også en meget mørk periode for mig selv, og jeg tror, at det kom til at farve min livsind-stilling senere hen. For jeg har ofte været meget præget af melankoli og et mørkt syn på tilværelsen."

Caspar Wenzel Tornøe vidste ikke, hvad han skulle gøre af sig selv "hjemme" i København, men en dag så han en guitar i et udstillingsvindue, som han ønskede sig og fik:

"Fra da af begyndte jeg at sidde og skrive sange hver dag, indtil jeg blev student. Fra begyndelsen så jeg guitaren som et redskab til at udtrykke mig med, og jeg betragter også mere mig selv som komponist eller sangskriver end musiker. For jeg kan ikke spille andre sange end mine egne, så jeg er aldrig blevet den store lejrbålsguitarist. For mig var musikken noget, jeg skrev alene derhjemme over mit noget depressive teenagesind. Det tror jeg egentlig, at mit sangskriveri både forstærkede og dulmede, så der lå nok en dobbelthed i den inter- esse. Og fra jeg begyndte at læse teologi, rørte jeg ikke guitaren i 10 år."

Det var en tv-udsendelse med Caspar Wenzel Tornøes barndomsven, filminstruktøren Christoffer Boe, der sende ham tilbage i øvelokalet:

"På det tidspunkt var jeg flyttet til Herning, mens jeg skrev på mit ph.d.-projekt, som jeg var kørt lidt fast i. Og da jeg så Christoffer Boe vinde talentprisen i Cannes, tænkte jeg, at det var godt gået. Men det fik mig også til at tænke på, at jeg havde forsømt min egen kreativitet, så jeg gik impulsivt ud og købte et keyboard, en guitar og noget andet musikudstyr. Det næste halve år lod jeg mit ph.d.-projekt ligge og lavede stort set ikke andet end at sidde for mig selv og skrive sange. Jeg følte mig simpelthen ekstremt inspireret i den periode. Og tilfældigvis mødte jeg den danske sanger Peter Sommer, der godt kunne lide mine sange og introducerede dem for Sony."

På den måde fik Caspar Wenzel Tornøe en god pladekontrakt uden at have optrådt. Men på trods af gode anmeldelser har han endnu ikke kunnet leve af sin musik, så efter nogle år som fuldtidsmusiker stod valget igen mellem at tage på pastoralseminariet eller en forskerkarriere som teolog. Det sidste virkede mest oplagt på (eksamens)papiret. Men selvom Caspar Wenzel Tornøe allerede fik sit ph.d-stipendium samme dag, han blev kandidat, begyndte drømmen om at føre de teologiske teorier ud i virkeligheden som præst at vokse sig større i ham. Og til sidst gav han pastoralseminariet en chance. Og det har han ikke fortrudt.

"Jeg tog jobbet her for at blive visere som menneske, og det synes jeg også, at jeg er blevet. Det kan lyde mærkeligt, men det mest glædelige i mit arbejde er faktisk begravelsessamtalerne og begravelsesprædikenerne. Det er der, jeg lærer mest om andre og mig selv. Når jeg sidder over for et menneske i sorg, møder jeg samtidig et menneske i sin mest nøgne og sårbare form, ligesom de møder mig i min mest nøgne form. Og det tvinger mig samtidig til at nå dybere ned i mig selv og finde nogle ting, som forhåbentlig kan bruges i begravelsesprædikenerne. Især hvis det er et tragisk dødsfald. Jeg plejer at minde mig selv om, at alternativet er, at der ikke bliver sagt noget. Og folk bliver forbavsede, når jeg nævner ord som "selvmord" og "livstræt" under en begravelsestale. Men min erfaring er, at det er den ærlige tale, der er mest frisættende."

De sværeste begravelsestaler er snarere dem, hvor der ikke er så meget at sige, mener Caspar Wenzel Tornøe.

"En af de første mennesker, jeg skulle begrave, var en 90-årig ugift kvinde, der havde boet på den samme gård hele sit liv og aldrig havde været uden for sognet. Den begravelsestale var svær at skrive, indtil det gik op for mig, hvor forskellig hendes historie var fra min egen. Hun havde været tilfreds, endda lykkelig med det hun havde, mens vi andre kan fare rodløse rundt for at realisere os selv. Og det kunne jo være, at det var mit liv, der var noget galt med. Sådan synes jeg, at præstejobbet kan være meget tankevækkkende og berigende."

Alligevel var det først efter to måneder på pastoralseminariet, at Caspar Wenzel Tornøe blev sikker på, at han ville være præst.

"Jeg havde længe været bange for, at det skulle hæmme mig som menneske, men siden fandt jeg ud af, at det forholdt sig lige omvendt, at det var frisættende. Men det er faktisk først for nylig, at jeg er begyndt at stå ved, at jeg er kristen. Det har været en lang proces, der allerede begyndte, da jeg blev konfirmeret i den danske kirke i Paris. Det gjorde et voldsomt stort indtryk på mig, og siden har jeg følt mig draget af kristendommen, men jeg gjorde samtidig alt for at modbevise den, også for mig selv. Jeg tror også, at det var en af mine ubevidste grunde til at vælge at læse teologi, ud over at studiet forener mine interesser for sprog, historie og filosofi."

"Det kan lyde som en meget bagvendt måde at gå ind i troen på, men som rationelt menneske har jeg været lang tid om at overgive mig. Jeg har nærmet mig kristendommen gennem det, Søren Kierkegaard kalder 'forargelsens vej' til kristendom i sin bog 'Sygdommen til døden'. Min vej til troen er gået gennem at læse al den religionskritik, jeg kunne komme i nærheden af siden gymnasiet. Nu mener jeg, at jeg kender alle argumenter imod kristendom, men hver gang jeg har læst en religionskritisk bog, er jeg underligt nok blevet mere bestyrket i troen. Man kan måske sige, at jeg har behandlet kristendommen som en teori, der skulle testes på samme måde, som naturvidenskabsfolk gennemkritiserer hinandens teser, så den gode tese er den uimodsagte teori. Og jeg har ikke mødt en religionskritik, der har kunnet ødelægge min tro. Men kristendom er jo netop heller ikke kun en teori, det er en livserfaring og en livsfortolkning. Og kristendommen er blevet det sted, jeg stiller mine spørgsmål. Jeg har ikke fundet svarene, men kristendommen er den bedste ramme, jeg har fundet til at stille mine spørgsmål."

Er det ikke stadig en fortolkning af virkeligheden?

"Jo, det er selvfølgelig en fortolkning, men man kan jo ikke leve livet uden at fortolke det. Allerede Aristoteles skrev, at det var vitalt for mennesker at fortolke tilværelsen. Det er det, der adskiller os fra dyrene. Vi ved, at vi skal dø, og fortolker over det faktum hele tiden. Men når nogle ateister påstår, at troende mennesker er folk, der ikke tør at se realiteterne i øjnene, tager de fejl. For det kræver da mere mod at turde stå over for Skaberen end intetheden. Og kristendommen udfordrer samtidig i den grad den menneskelige forstand. Det eneste, vi mennesker taler om som sikkert i livet, er døden. Men heller ikke det er sikkert i kristendommen. Jeg har lige genlæst beretningen om Lazarus. Jeg takker Gud for, at jeg ikke selv oplevede det, da Jesus vakte ham til live. For jeg ville da være blevet skræmt fra vid og sans. Men det, Jesus gør ved at opvække Lazarus, er jo samtidig at fjerne den sidste rest af vores menneskelige skråsikkerhed, hvis døden ikke engang er sikker. For hvis det er rigtigt, er den eneste sikre sandhed i livet en person, nemlig Kristus, der selv kalder sig ?vejen, sandheden og livet?. Kristendommen er som sandhed svært begribelig, men som usandhed komplet uforståelig."

ohrstrom@k.dk