Pibeænder fra Uralbjergene flyver på træk over det østlige Ukraine. Fuglene holder rast på en mark, før de flyver videre mod deres foretrukne vinterkvarter i Vesteuropa. Efter besøget bliver markens grise syge. Og grisenes ejer bliver det også. Smitten manifesterer sig først for alvor blandt mennesker i Danmark, da driftslederen Arne Pedersen uforvarende bringer den hertil fra en svinestald i Ukraine. Og herfra går det stærkt – en pandemisk influenza er ude af kontrol i hele verden.
Scenariet er taget fra forfatter Hanne-Vibeke Holsts anmelderroste roman ”Som pesten”, som pludselig er uhyggelig aktuel. I skrivende stund er den første coronasmittede dansker i karantæne, og opsporingsarbejdet er i fuld gang. I dag virker ”Som pesten” nærmest profetisk.
Er du overrasket over, din fik-tion i ”Som pesten” i så høj grad ligner den aktuelle situation?
”Nej, for jeg har mange gange oplevet at føle mig profetisk i mit forfatterskab. Jeg er optaget af min samtid og scanner konstant for nye tendenser og tegn på forandringer. Derfor er jeg ofte forud for min tid. Da jeg skrev ’Som pesten’, kunne jeg se, at risikoen for en pandemi var blevet større, fordi vi lever, som vi gør. Mennesket trænger dybere og dybere ind på dyrenes habitat. Vi skover, opdyrker, bebygger og overtager deres domæne. På den måde bliver vi eksponeret for vira, som har ligget gemt i bushen eller junglen i sikkert millioner af år. Sammenholdt med globaliseringen er det uundgåeligt med flere og flere virusudbrud, der vil sprede sig over alle kontinenter. På den måde er udbruddene menneskeskabte ligesom klimakrisen. Vi kan ikke som art leve så arrogant, som vi har gjort, og tro, det ikke koster. Der er en pris. Da ’Som pesten’ udkom, blev den modtaget som en gyser. En dystopi. Jeg blev ved med at sige: Det er realisme. Det kan ske i morgen. Lige nu. Inden for to minutter. Jeg har hele tiden vidst, at det her ville ske.”
Hvad gør en global sundhedstrussel, som udvikler sig time for time, ved os som mennesker?
”Det, vi ser nu, og som jeg også mærker hos mig selv, er, at reptilhjernen tager over. Vi går i frygttilstand. I panik. Når man panikker, sætter man sig selv først og er ret ligeglad med de andre – også dem, der egentlig har mest brug for hjælp. Som med maskerne, der blev revet væk af de raske. Jeg bruger mit rationale mod panikken. Minder mig selv om, at denne virus faktisk ikke er så farlig. Mennesker går i panik, når de frygter for deres liv, og fordi vi bliver bange for det ukendte. Denne irrationelle frygt udforskede jeg i min roman. Virussen er også skræmmende, fordi den er usynlig og rammer vilkårligt. Tag 100 mennesker i Netto eller metroen, og én er smittet. Du kan ikke vide, hvem det er. Og vi kan ikke gøre noget for at undgå det ud over at spritte hænder. Jo, man kan isolere sig. Nogle gør det. Og det er de privilegerede, der kan gøre det. De kan tage op til ødegården i Sverige eller låse sig inde i villaen og få varer leveret til døren. Det kan mindre velstående ikke. Der er altid en social slagside under disse udbrud.”
Hvorfor er det interessant for en romanforfatter at skrive om et virkelighedstro virus-udbrud?
”Alt kommer i spil under en pandemi, fordi hele vores civilisation og livsstil sættes under pres, når hele planeten er underlagt en fælles trussel. Det sker ikke særlig tit, og derfor er det interessant at beskrive og dykke ned i. Det var ikke min hensigt at skræmme livet af folk med min roman, men at undersøge nogle af de politiske og moralske dilemmaer, den stiller os i. Jeg var for eksempel optaget af lighedsaspektet, at nogle er mere lige end andre globalt set, og jeg er optaget af solidaritetsbegrebet. Hvad vil vi eksempelvis gøre for Den Tredje Verden? Vi skal for alt i verden se, om vi kan inddæmme virussen til de rige, industrialiserede lande. Hvis corona breder sig til det afrikanske kontinent, vil det kunne udvikle sig til en katastrofe. De har jo ikke sundhedssystemer, som kan håndtere sådan et udbrud, og mortalitetsraten vil formentlig være meget højere end hos os.
Idealistisk som jeg er, håber jeg, at dette coronaudbrud vil få os til at forstå, at vi er sammen og hænger sammen på denne jord. At vi er én menneskehed. Det er den erkendelse, der afgør forløbet fra nu af. Hvor kompetent og ansvarligt er det globale lederskab? I hvor høj grad er vi i stand til at arbejde sammen uden at sætte os selv først? Det er ekstremt komplekst med mange etiske, politiske og moralske problemstillinger. Går vi ind til den gamle nabo med en gryde suppe, hvis hun er syg? Giver vi afkald på medicin, der kan lindre hos os, men som kan redde liv i Afrika? Har vi et moralsk beredskab?”.
Hvad lærte du i din research til ”Som pesten” om den type virus, der spreder sig netop nu?
”Jeg fandt ud af, at jeg ikke vidste en klap om de store dilemmaer, som opstår i verdenssundhedsorganisationen WHO. Hvornår man skal erklære en pandemi? Det har de ikke gjort endnu med coronavirus. Hver gang WHO træder et skridt op, skal det internationale samfund følge med. WHO er forsigtige med at råbe ’ulven kommer’. Det ser vi lige nu. For det er ekstremt dyrt og koster milliarder, når man laver inddæmninger og karantæner. Aktierne bløder allerede. Det gjorde de også i min roman. Så er der alt det, vi ikke har taget hul på endnu. Vaccinediskussionen vil komme snart. Det bliver interessant at se, hvordan man prioriterer vaccinen, for der vil være for lidt af den. Hvem skal så have først?”.
Hvordan adskiller din roman sig fra den aktuelle situation?
”Heldigvis er der en væsentlig forskel mellem min romans influenza og den nuværende coronavirus – i romanen var det primært børn og unge, der blev alvorligt ramt, mens corona er mest farlig for ældre og svækkede. Det er da en trøst. At gamle og svækkede dør, er sørgeligt og trist, men ikke tragisk i den store, ubærlige dimension. Det er det, hvis Albert på 15 år eller Emilie på 17 år dør. Det kan vi ikke tåle. Og så ville du for alvor få panik. Jeg ved fra min research, at virusangrebet kommer i tre bølger, og det, vi ser nu, er anden bølge. Så kan den flade ud og komme igen som tredje bølge i efteråret. Til den tid er alle blevet klogere, beredskabet gearet, og forhåbentlig er der en vaccine på vej. Lige nu må vi bare håbe, at vi undgår de scenarier, jeg har beskrevet med kollapsede hospitalsafdelinger og vrede i befolkningen, fordi alle ikke kan få den intensivbehandling, de mener, de har krav på. Kriser kan jo både få det værste og det bedste frem i folk – og i min roman er der både skurke og helte. Og lad mig så lige understrege, at jeg ikke er virolog. Jeg er bare forfatter.”