Prøv avisen
Interview

Marianne Stidsen: Jeg har nok været for negativ

På de sociale medier går bølgerne højt blandt forfattere og litterater, når Marianne Stidsens navn nævnes. Men hun er ikke selv på hverken Facebook eller noget af det andet. ”Hvis jeg virkelig dykkede ned i det, folk skriver om mig, ville jeg jo blive oprørt, jeg ved ikke hvor mange gange, hver eneste dag,” siger hun. – Foto: Julie Meldhede Kristensen.

Marianne Stidsen er blevet dansk litteraturs enfant terrible og har det seneste år mistet venner, hun har haft i 30 år. Men hun har også fået nye. Som ung var hun også sine forældres umulige datter, og senere blev hun punkeren i periferien. Måske er det hendes skæbne, at hun skal være på tværs

”Bare vent, til du ser den. Den er vidunderligt ukorrekt!”.

Under den høstak af hår, der lige er dykket mod gulvet i entréen, gemmer sig et snedigt smil. Marianne Stidsen er ved at lyne sine ankelstøvler, så snupper hun en himmelblå frakke fra en bøjle, tager den på og træder ud i opgangen.

Det er første arbejdsdag efter juleferien, og det er på høje tid at komme mod universitetet. Der er mails, der skal besvares og opgaver, der skal rettes, og så har lektoren et nytårsprojekt: I et hjørne på hendes kontor står et paprør med en plakat i. Det er en gave, som en særlig, ny ven sendte med posten før jul, og det kan, af flere årsager, ikke gå hurtigt nok med at få den op at hænge.

”Vi skal lige forbi Fisketorvet og have købt en ramme. Det er okay med dig, ikke?”, siger hun og smækker døren i bag sig.

Tre timer før vi begyndte at gå de seks kilometer fra Diakonissestiftelsen på Frederiksberg til Københavns Universitet på Amager, blev døren åbnet på klem til en lille lejlighed på femte sal.

”Heeej,” lød det gennem dørsprækken, før hun kom helt til syne med det karakteristiske uglede hår og sort eyeliner hele vejen rundt om øjet.

På nettet kan man læse sig frem til, at Marianne Stidsen var punker tilbage i 1980’erne. Det giver god mening, når man ser hende. Der dukker også meget andet op, når man googler hendes navn:

Var det ikke Stidsen, der i efteråret kaldte MeToo-bølgen for en ”terrorbevægelse”? Jo. Det er også hende, der har skrevet debatindlæg efter debatindlæg i de svenske aviser til forsvar for ungdomsvennen, forfatteren og litteraturhistorikeren Horace Engdahl, der efter pres måtte trække sig fra Nobelkomitéen, da skandalerne i Det Svenske Akademi var på deres højeste.

Stidsen gik også i kødet på den daværende sekretær, Sara Danius, som Stidsen mente fordrejede virkeligheden i akademiet på en måde, så det gik ud over blandt andre Engdahl.

Og så er det hende, som for ganske nylig har sammenlignet identitetspolitikken på Københavns Universitet, hvor hun selv arbejder til daglig, med det totalitære regime i Nazityskland.

Hun er dr.phil. og lektor i litteratur ved institut for nordiske studier og sprogvidenskab. Hun har udgivet en lang række bøger og er medlem af Det Danske Akademi, den mest betydningsfulde litterære institution herhjemme. Men hun er også dansk litteraturs sorte får. Det er især blevet sådan i løbet af det seneste år, hvor hendes debatbog ”Den nordiske MeToo-revolution 2018 – og dens omkostninger” udkom, og man kan roligt sige, den har delt vandene.

”Modig” skrev én anmelder om den. ”Bitter og unuanceret” skrev en anden. ”Usaglig” lød det fra en tredje om bogen.

Marianne Stidsen svarer konsekvent på anmeldelser og kommentarer, som hun mener er fejlagtige eller partiske. Blandt andet beskrev hun for nylig i et debatindlæg Informations anmelder (der havde anmeldt MeToo-bogen dårligt) som del af ”en politisk-aktivistisk klike”. Så svarede anmelderen, Lone Nikolajsen, i spalterne, at det var hun ikke, og lagde så svaret ud på Facebook og fik masser af litterære ”likes”.

I kommentarsporet blev det personligt. Her var en deltager ”helt sikker på, at Stidsen vil få det betydeligt bedre, hvis hun endelig kunne blive gift med Horace Engdahl. Eller i det mindste blive hans frille”, mens en anden foreslog, at Stidsen ”får sig en anden hobby”, fordi hun ”opfører sig pænt ubehageligt” over for mange mennesker for tiden.

Den sociale skidtmølle på nettet kan Marianne Stidsen ikke forsvare sig mod. For hun er ikke på Facebook eller andre sociale medier, selvom det i høj grad er her, den litterære debat udspiller sig. Også debatten om hende. Hun griner afværgende, når man plukker fra bunken af kommentarer rettet mod hendes person.

”Du kan ikke citere noget, der kommer bag på mig,” siger hun og rømmer sig.

”Men jeg vil ikke ned i den hvirvelstrøm. Hvis jeg virkelig dykkede ned i det, folk skriver om mig, ville jeg jo blive oprørt, jeg ved ikke hvor mange gange, hver eneste dag. Og så kunne det ikke lade sig gøre at lave den analyse, jeg bruger så mange kræfter på.”

Analysen bliver til i hendes mørke stue i Frederiksberg-lejligheden, der er fuld af bøger i reoler fra gulv til loft. Midt i rummet står et stort spisebord, fuldkommen dækket af bogstakke, og i hjørnet står en kontorstol ved et skrivebord. Det bliver aldrig brugt.

”Hvis jeg skal skrive noget vigtigt, skal jeg ligge ned,” siger Marianne Stidsen og inviterer ned i den rede i sofaen, hun har bygget af vattæpper og puder.

Kaffen bliver serveret i en skriglyserød balje af en kop. Hun er næsten 60 år, men bor praktisk taget hjemme. I hvert fald bor hendes gamle far og mor lige inde på den anden side af væggen, en etage nede. I lang tid boede to af hendes tre søskende også i ejendommen her med deres familier, men nu er de flyttet.

Øverst oppe på reolen står tre fotografier af hendes gudbørn, to nevøer og en niece, som hun har hentet i institutioner og passet og læst bøger for, siden de var helt små.

”Jeg er slet ikke så barnløs, som det ser ud til,” siger hun og smiler stort.

Det er fire år siden, hun blev skilt fra billedkunstneren Ib Monrad Hansen, som bor på Ærø. De to mødtes til et arrangement på Kunstakademiet sidst i 1990’erne, fandt sammen som kærester, og siden blev de gift. Det var et pendlerægteskab, for ingen af dem ville opgive deres base i henholdsvis København og på Ærø. Til sidst gik det ikke længere.

”Han kunne ikke være i byen, og jeg kunne ikke være på landet. Jeg vil nok sige, at det var meget praktiske forhold, der gjorde, at vi traf beslutningen om, at vi ikke længere skulle være sammen som par,” siger hun.

På hendes skrivebord står et af Ib Monrad Hansens malerier, forestillende en mand og en kvinde, der strider sig gennem et snedækket landskab. Kvinden skriver på ryggen af manden, mens de er i fart.

”I tiden lige efter skilsmissen havde jeg sådan nogle dage, hvor jeg bare skulle op i Dyrehaven, for jeg kunne ikke være andre steder. Så stod jeg dér under de kæmpestore, gamle træer og fik ro på mit sind. Jeg havde virkelig brug for at læne mig op ad de tykke stammer og vide, at de træer havde været der i 200 år,” siger hun.

”Det er endt lykkeligt nu, og vi er stadig de bedste venner. Jeg besøger jævnligt ham og hans nye dejlige familie på Ærø. Men det er ikke for at sige, det ikke har været umenneskeligt hårdt, for man bliver mere alene. Jeg har været vant til at dele alt, tale og tænke alt igennem med ham.”

Marianne Stidsen ser sig selv som tænker frem for litterat, fordi hun mener, der er brug for at tænke imod den virkelighedsopfattelse, der vinder frem i disse år. Det handler hendes doktorafhandling med titlen ”Den ny mimesis. Virkelighedsopfattelsen i dansk og nordisk litteratur efter Anden Verdenskrig” blandt andet om.

”Den forestilling, at sproget skaber virkeligheden, ligger til grund for meget af det voldsomme, der sker for tiden. Men jeg vil fastholde, at der er en virkelighed bag sproget,” siger hun.

”Det voldsomme”, hun taler om, er blandt andet skandalesagen i Det Svenske Akademi, som førte til en ombrydning af den gamle institution. Herhjemme tænker hun først og fremmest på forfatterskolesagen, hvor den daværende rektor, Jeppe Brixvold, i 2018 blev fyret, uden at det kunne bevises, at han havde gjort noget kriminelt.

”Det var en holdningskamp og en magtkamp, hvor jeg blev gjort til højrefløjens fortaler. Men jeg er hverken højrefløj eller venstrefløj i det spørgsmål. Jeg er fri intellektuel, og jeg vil aldrig være andet,” siger hun og trækker luft ind til et stormvejr.

”Jeg bliver jo nødt til at råbe op, når man tegner et verdensbillede, som bygger på faktuelle usandheder. Løgne!”.

Hvad er det for usandheder?

”For eksempel at kvinder er så undertrykt af mænd. Det passer mange andre steder i verden, men ikke her, hvor vi bor.”

Men hvad nu, hvis man oplever det sådan, at man er undertrykt?

”I livsverdenen er alting relativt. Dér kan du føle dig som et offer. Og det er tilladt. Men du må skelne mellem dén og så de systemer og institutioner, som samfundet er bygget på. At man føler noget, som retssystemet så tager til sig og smider folk i fængsel for. Det er dér, kæden hopper af. Vi har også en tendens til at glemme at skelne mellem det offentlige og det private rum. Det offentlige må ikke være styret af det private, for det åbner for et katastrofisk perspektiv. Lige nu er det sådan, at vi enten lader os styre af rene følelser eller går helt i den anden grøft og skal have ’big data’ og talbeviser for alting. Vi har glemt den mellemposition, der hedder sund fornuft.”

Kan du virkelig slet ikke få øje på noget som helst godt ved identitetspolitik?

”Nej, det kan jeg ikke. Jeg har mødt afsindigt meget vrede, netop fordi jeg ikke begynder mine debatindlæg med at skrive: ’Der er meget godt ved MeToo-bølgen eller identitetspolitik, men...’. Men jeg synes det ikke. Så siger folk: ’Synes du da, det er i orden, at der er begået voldtægter, som ingen er dømt for?’ Nej, selvfølgelig synes jeg ikke det. Men vi er jo nødt til at være enige om, hvad en voldtægt er. Og samtykkeloven fører efter min overbevisning til, at folk fængsles på et meget vilkårligt grundlag. Så siger folk: ’Tænk, hvis du havde en datter, der blev udsat for upassende bemærkninger konstant’. Og så siger jeg: ’Tænk, hvis du havde en søn, der blev udsat for en uretmæssig anklage om voldtægt’ Folks sønner skal også kunne leve i dette her samfund, som er ved at blive kvindedomineret. Det samfund vil jeg ikke leve i, selvom jeg er kvinde.”

Nu læste jeg for nylig, at der er lavet en undersøgelse af arbejdsmiljøet for elever i hotel- og restaurantbranchen. Den viser, at en tredjedel af kokkeleverne har oplevet seksuelle tilnærmelser eller krænkelser, mens de stod i lære. Også mænd. Nu har kokkeskolen så lavet nogle tiltag for at forhindre det. Og de kommer jo også sønnerne til gode...

”Alle fag har jo en jargon. Jeg har selv stået i et restaurantkøkken og været den laveste i hierarkiet som opvasker. Når man så steg i graderne, fik man lov at rette et par tallerkener an. Det var en hård jargon, men tingene blev sagt med et glimt i øjet. Og skal man toppræstere, så kan man have brug for den jargon. Nu er det bare sådan, at et ord kan betyde én ting i én sammenhæng og noget andet i en anden sammenhæng. Og man skal passe på med at lave restriktioner baseret på ordene, og ikke konteksten. Det gør, at vi lægger os i en sproglig spændetrøje, der er helt unødvendig. Og vi glemmer, at vi faktisk har et retssystem med love, man kan straffes efter, også love om sproget. Racismelovgivningen og injurielovgivningen er eksempler på det.”

Og kan du stå inde for de love?

”Det er fint nok, vi har dem, synes jeg. For de er skabt på demokratisk vis.”

Marianne Stidsen er optaget af begrebet ”karakter”. Hun mener faktisk godt, at et par år i et hårdt restaurantkøkken kan være dannende, siger hun og rejser sig så brat fra den lave sofa.

”Øjeblik.”

Hun kommer tilbage fra soveværelset med en stak papirer, som hun rækker frem, før hun lader sig falde ned i sofaen igen.

”Min bog om MeToo er meget negativ, for negativ. Jeg fik lyst til at skrive en positiv bog,”siger hun.

Overskriften lyder: ”En streg i sindet – hvorfor vi stadig har brug for at læse skønlitteratur. Et moderne, demokratisk dannelsesargument.”

”Det er et konstruktivt forslag til at imødegå livet med hjælp fra Kierkegaard og Kant, som er to fyrtårne i min bevidsthed. Mennesket har behov for at danne en karakter, og det kommer ikke af sig selv. Man kan heller ikke samtykkelovgive eller adfærdsregulere sig til det. Karakter kommer af, at vi giver vores følelser og sjæl plads til at udvikle sig og modnes. Det sker blandt andet i mødet med litteraturen, og den skal i langt højere grad tænkes ind i samtlige trin af vores uddannelsessystem. Jeg er sikker på, det er en god strategi,” siger hun og lægger stakken fra sig på sofabordet.

Har du fortrudt, at du skrev MeToo-bogen på den måde, du gjorde?

”Jeg er virkelig ikke negativ af sind. Jeg er et ret positivt menneske. Og når jeg har kigget i bogen efterfølgende, kan jeg godt se, det er en meget vred og negativ bog. Men den er skrevet på et tidspunkt, hvor jeg kunne mærke, at tingene virkelig var ved at gå galt. Skulle jeg da have siddet og skrevet med et køligt, humoristisk overskud?”, fnyser hun og hæver stemmen.

”Det var ikke sandt, at Horace Engdahl ikke ville have kvinder i akademiet, tværtimod! Jeg ved det, for jeg har gået ture med ham og hørt ham tale om, hvor godt, det var, da Sara Danius kom til som sekretær. Men han kunne intet gøre for at rense sig selv, da først skandalen rullede. Han fik sit liv ødelagt på grund af løgne, og det har så mange andre mænd fået i de her år. Det gjorde mig så angst! Og der var kraftstejlemig ikke tid til at vente på den konstruktive tanke, vel?,”

Hun tager en slurk af kaffen og læner sig tilbage i sofaen.

”Men jeg tror også på, at min bog har virket. Jeg kan se det, når aviserne har skullet samle op på den litterære debat her ved nytåret. Det kan godt være, det sker under modstand og surmuleri, men flere aviser har skrevet, at MeToo-kampagnen og sagen om Det Svenske Akademi kan ses fra flere sider. Det var bare det, jeg ville frem til! Og jeg tror ikke, vi var nået dertil, hvis det ikke var for den dybt ubehagelige bog, jeg har skrevet.”

Før vi går mod universitetet, skal fotografen have et par billeder i lejligheden. Ikkei soveværelset, siger Marianne Stidsen bestemt.

”Jeg tror på, at man skal have noget, der er privat. Jeg tror faktisk, at hele den her trang til safe spaces (krænkelsesfrie rum, red.)kommer af, at vores liv er blevet invaderet. Blandt andet af de sociale medier.”

Inden vi pakker sammen og får lukket lejligheden af, når hun lige at undskylde over for fotografen, at hun for to år siden er holdt op med at ryge.

”Det er jeg virkelig ked af. Jeg ved, at noget af det, en fotograf holder allermest af, er rygere. Sådan en dramatisk røgsky ind over et ansigt,” griner hun.

Det punkede og fandenivoldske bliver synligt, når man betragter Marianne Stidsen på afstand. Hun går altid de seks kilometer ind på arbejde, og når hun går, er det med rank ryg og en attitude, der kunne skære sig vej gennem en menneskehob, hvis den var der. Vi slår ind mellem de hundredeårige træer i Frederiksberg Have. Marianne Stidsen siger, at noget af det, hun er bekymret over, er, at de unge mennesker, hun møder på universitetet, ikke har noget at spille deres angst op ad. Noget, der bliver stående, når tvivlen og usikkerheden sætter ind.

”Jeg synes faktisk ikke, der er noget som helst i vejen med ungdommen. De er vidunderlige, skønne mennesker, der gør alt det, unge skal. Det er de voksne, der begår et overgreb, når de ikke formår at stå fast,” siger hun.

”I min ungdom har jeg da også skøjtet rundt, sådan identitetsmæssigt. Jeg havde en lang periode, hvor jeg kun ville gå i drengetøj, og jeg ville ikke konfirmeres i kjole. Jeg har virkelig været på tværs.”

Barndommen foregik i den midtsjællandske by Ny Tolstrup, og Marianne Stidsen har selv skrevet om den i antologien ”Barndomsbyer”, der udkom i 1998. Hendes essay indledes med et foto af en buskhåret pige ved siden af en hest i en stalddør, pigen er cirka 12 år. Billedet er taget omtrent på den tid, hvor Marianne Stidsen siger, hun mistede troen på Gud.

Den ligger ellers dybt i familien. Hendes fars familie stammer fra Jylland, fra Løsning syd for Horsens, og tilhørte vækkelsesbevægelsen ”De stærke jyder”. Religiøsiteten er stærk hos begge Marianne Stidsens forældre, og hun blev med egne ord ”slæbt” med i den lokale kirke i Særløse, hvor moderen var organist og faderen i en årrække kordegn, ganske ofte.

Hvorfor går du ikke længere i kirke?

”Ved du hvad, jeg tror, jeg mistede min barnetro. Den røg ud med badevandet i min oprørstrang i teenageårene. Det dårlige ved religion er, at den i nogle tilfælde undertrykker individets frihed. Jeg følte, at man skulle underkaste sig. Når Jesus siger: ’Jeg er vejen, sandheden og livet’, så følte jeg, at min frihed blev taget fra mig, og det kunne jeg ikke acceptere. Så jeg gik hjem og hørte Patti Smiths ’Jesus died for somebody’s sins but not mine’ i stedet for,” siger hun.

”I dag kan jeg tænke, at religionen opsætter nogle gode grænser for ens liv, og den skaber også en stor tryghed. Og i dag har jeg et godt forhold til min store, brogede familie. Men de grænser, jeg har overskredet i mit liv, skulle overskrides, for at jeg kunne blive den, jeg er.”

Hvad er det for grænser, du har overskredet?

”Jamen, det er for eksempel retten til at have sex med dem, man ville, når man ville. Der måtte jeg igennem lidt knas med den del af familien, der havde rødder i ’De stærke jyder’. Jeg var ret gammel, da jeg overhovedet tænkte på at få kærester. Men da jeg så fik begyndt på det, så...”

Marianne Stidsen flyttede fra Ny Tolstrup som 16-årig, træt af alt, hvad byen stod for. Hun rejste tværs over landet til Herning og begyndte på beriderskole. Her arbejdede hun hårdt med hestene fra klokken 7 til 22, og når dagen var slut, tegnede hun sit ansigt op og gik i byen.

”Jeg havde en indbygget skam over krop og seksualitet, og dér skulle skeen i den anden hånd. Jeg var jo en bondepige med halm i træskoene, men jeg farvede og permanentede mit hår og kastede mig ud i diskotekslivet i Herning. Jeg havde et kolossalt behov for at slippe af med min spændetrøje, og den fik ikke for lidt. Som kineserne siger: Himlen er høj og kejseren langt væk.”

Er du nogensinde selv blevet krænket?

”Det er noget af det, jeg har det sværest med ved MeToo-bølgen. Det handler kun om, at det er forfærdeligt og voldeligt, det kvinder kan blive udsat for i et seksuelt rum. Men at den seksuelle frigørelse har givet kvinder mulighed for at leve deres seksualitet og lyster ud, det er man ligeglad med. Indtil for to år siden ville jeg slet ikke have tænkt over min fortid på den måde. Men med den hyperbevidsthed, der er kommet, så... Ja, det er jeg da uden tvivl blevet. Og jeg har selv udsat mænd for uønsket seksuel opmærksomhed i spandevis!”

Hun gør holdt i talestrømmen, mens vi kanter os forbi skøjtebanen for enden af Frederiksberg Allé, hvor drenge og piger fjanter rundt og vælter hinanden ned på isen.

”Der er bare det ved det, at vi er jo nødt til at være i berøring med hinanden. Det er en smuk del af livet! Den verden, vi lever i er så abstrakt og virtuel i forvejen, og jeg tror, det er så farligt at underkende behovet for kropslig kontakt. Især i de her år.”

Beriderskolen var et benhårdt udskillelsesløb. Og set i krænkelsesperspektiv var Marianne Stidsen ”stort set ikke udsat for andet end krænkelser i den tid”, siger hun.

”Jeg gik også ned med flaget en overgang. Min mor tog skylden på sig og sagde, det var forkert af hende at lade mig rejse. Men min far sagde meget fornuftigt: ’Hun havde gjort det alligevel.’ Mine forældre har egentlig altid har været åbne over for mig, selvom jeg har været strid. Nu, hvor jeg nærmer mig de 60, er de måske ligefrem stolte over den, deres umulige datter er endt med at blive.”

Marianne Stidsen røg ud af beriderskolen og flyttede hjem til forældrene, begyndte på HF og kastede sin kærlighed på eksistensfilosofien. Det var også her, hun begyndte at gå i sort læderjakke og tegne øjnene op. Jo mere, de kiggede ude i Ny Tolstrup, jo bedre. I studietiden forsøgte hun at finde ind i det københavnske punkmiljø, centreret omkring Ungdomshuset på Nørrebro. Det lykkedes aldrig helt.

”Hvis ikke, man var disker eller yuppie, så var man punker. Og jeg var helt klart mest punker i hjertet. Men jeg følte også, at jeg stod i periferien af det miljø. Jeg kunne jo ikke løbe fra, at jeg var fra landet,” siger hun og gør holdt ved et fodgængerfelt.

”Det handlede min første artikel til et litterært tidsskrift faktisk om. Og bagefter fik jeg et brev fra Søren Ulrik Thomsen, der havde haft en tekst i det samme tidsskrift, hvor han skrev, han havde haft det på præcis samme måde med punkmiljøet i København. Det gjorde mig så glad!”

Digteren Søren Ulrik Thomsen er i dag formand for Det Danske Akademi, som Marianne Stidsen i 2014 blev medlem af. På det tidspunkt havde hun haft sin daglige gang på Københavns Universitet i henved 20 år, var fastansat som lektor og i gang med at forberede forsvaret af sin doktorafhandling. Det var forfatteren Ida Jessen, der ringede og fortalte, at nu var det blevet besluttet, at Marianne Stidsen skulle tilbydes en plads.

”Jeg blev målløs, for det har aldrig været sådan, at appelsinerne bare faldt ned i min turban. Der er to tilfælde i mit liv, hvor tingene er gået min vej, og det er med Akademiet og den stilling, jeg har nu,” siger hun.

Er der nogle i akademiet, du føler dig tæt på?

”Digteren Pia Juul og jeg har været venner i lang tid. Men vi kan også være også meget uenige. Uden at vi kender hinanden privat, vil jeg også rose Søren Ulrik Thomsen som sekretær. Uden, at vi ligefrem har haft åbne debatter om det, så ved jeg, at der sidder folk i akademiet, som er meget uenige i det, jeg siger. Der er Søren Ulrik Thomsen upartisk og insisterer på, at der skal være plads til forskellige holdninger og litteratursyn.”

Vi skridter gennem Vesterbros gader og over Dybbølsbro til shoppingcenteret Fisketorvet. Marianne Stidsen må i fire forskellige butikker, før hun finder en ramme, der er stor nok til den ukorrekte plakat, der skal op at hænge på kontoret. Tusmørket kryber ind på os, da vi når til det kalkstensbelagte Københavns Universitet, hvor ledelsen for tiden diskuterer hensynet til dem, der ikke vil kaldes ”han” eller ”hun”, hvor de studerende har blokeret gangene her i efteråret, og hvor borgerlige og socialdemokratiske studenterpolitikere for nylig har fået revet deres valgplakater ned. Alt det, Marianne Stidsen mener, giver mindelser om begyndelsen på totalitære regimer. Her er nu ret hyggeligt, med studerende, der putter sig i sofaer på gangene, og diskussionstrætte studiegrupper, der henter kaffe i kantinen.

I boghandlen står Marianne Stidsens langhårede, rockelskende ven, Morten, bag disken.

”Hvad har du nu rodet dig ud i?”, spørger han, da han får øje på Stidsen, og sender et nik mod Kristeligt Dagblads udsendte.

Samme spørgsmål møder Marianne Stidsen, da hun tænder sin computer på kontoret, får læsebrillerne på og åbner sin mailboks.

”Hahaha!”, griner hun højt og kaster håret bagover.

”Lige før, vi gik fra lejligheden, skrev jeg til en kollega på et andet institut, at jeg var ved at blive fotograferet. Vil I høre, hvad han har svaret?”

Ja.

”’Hvad har du nu gjort?! Håber ikke, det er det hemmelige politi, der tager de sidste billeder, inden du bliver deporteret i arbejdslejr,’ skriver han. Han er sjov.”

På kontoret er der en blank væg over den grønne sofa, som Marianne Stidsens studerende sidder i, når de bliver vejledt. Før nytår kom der fire specialer ind, som skal bedømmes, og i går væltede en bunke opgaver fra sidste semesters studerende ind. Marianne Stidsen fortæller, at der sidste år var et ”drastisk fald” i antallet af tilmeldte til hendes overbygningskurser. Men til hendes store glæde er det vendt dette semester, og 35 skal til foråret følge hendes forelæsninger om den eksistentielle bølges tilbagevenden i dansk litteratur. De begynder med Henrik Pontoppidan og slutter med Helle Helle.

Senere i januar rejser hun til Island for at tale ved en konference for et nyt netværk af forskere, der interesserer sig for sprogets forandringer i disse år. Og nå ja. Så har Marianne Stidsen fundet en lidelsesfælle, sagt uden ironi. Det er forfatteren og provokunstneren Christina Hagen. Da hun for nylig holdt tale ved en prisfest i Det Danske Akademi, handlede det netop om klikedannelsen i dansk litteratur, om det gode selskab, som hverken hun eller Stidsen er en del af. Om hvordan det føles at blive kørt over af mediernes mølle uden at kunne ændre det billede, der tegnes, eller forsvare sine intentioner.

Det sidste havde forfatteren og performancekunstneren Madame Nielsen og dramatikeren Christian Lollike heller ikke de store muligheder for, da de i foråret 2018 blev buhet af scenen på teatret Sort/Hvid til en debat om deres stykke ”White Nigger/Black Madonna”. N-ordet blev siden fjernet fra titlen, og forestillingen ændret. Plakater med Madame Nielsens sortmalede ansigt revet ned.

”Se nu bare her,” siger Marianne Stidsen og ruller plakaten fra røret i hjørnet ud.

”Til Lady Hagen fra Madame”, står der nederst på plakaten for ”White Nigger/Black Madonna”. Bagpå har Christina Hagen skrevet en hilsen til Marianne Stidsen:”Kære Marianne. Her er én af de plakater, der blev revet ned på den voldsomme aften. Jeg syntes, du skulle have den. Jeg har én selv. Hilsen Christina.”

”Tænk, at hun vil give mig den!”, siger Marianne Stidsen.

”Det har været voldsomt det seneste år. Jeg har mistet venner, som jeg har haft i 30 år. Men jeg har heldigvis også fået nye. Christina Hagen og jeg bliver nok aldrig slyngveninder, vi er for meget enspændere begge to. Men jeg tror godt, jeg vil gå så langt at kalde hende en ven.”

Med lidt hjælp fra fotografen får Marianne Stidsen pillet filmen af billedrammen og placeret plakaten, hvor den skal være. Den skal hænge lige her, i hendes eget safe space på universitetet.

”Nu kom den op, og den kommer ikke ned igen. Ikke så længe, jeg er her.”

De studerende sidder i den grønne sofa på Marianne Stidsens kontor, når hun skal vejlede dem. Nu har de fået noget nyt at kigge på, en identitetspolitisk gave fra en ny ven, Stidsen har fået. – Foto: Julie Meldhede Kristensen.
Det var lige præcis midt på den gangbro, der går fra Vesterbro til Islands Brygge, at Marianne Stidsen fik idéen til titlen på sin doktorafhandling, ”Den ny mimesis”. ”Enhver litterat vil sige, det er en ret selvbevidst titel, for det begreb går helt tilbage til Aristoteles. Men en dag, da jeg stod her, tænkte jeg: ’Du har arbejdet 10 år på det her. Gu’ er det da den ny mimesis’.” – Foto: Julie Meldhede Kristenstensen.
På opslagstavlen over Marianne Stidsens skrivebord på Københavns Universitet hænger blandt andet beviser for lektorens fortid i punkmiljøet og en plakat for en bog af Pablo Llambias (uden for billedet viser plakaten et par bare bryster). – Foto: Julie Meldhede Kristensen.
Når Marianne Stidsen skal skrive noget vigtigt, ligger hun altid ned. Blandt andet i sin sofa i lejligheden på Frederiksberg. Foto: Julie Meldhede Kristensen

I tiden lige efter skilsmissen havde jeg sådan nogle dage, hvor jeg bare skulle op i Dyrehaven, for jeg kunne ikke være andre steder. Så stod jeg dér under de kæmpestore, gamle træer og fik ro på mit sind

Marianne Stidsen

Vi er jo nødt til at være i berøring med hinanden. Det er en smuk del af livet! Den verden, vi lever i er så abstrakt og virtuel i forvejen, og jeg tror, det er så farligt at underkende behovet for kropslig kontakt

Marianne Stidsen

Det har været voldsomt det seneste år. Jeg har mistet venner, som jeg har haft i 30 år. Men jeg har heldigvis også fået nye

Marianne Stidsen