Forfatter og sangskriver Nikolaj Zeuthen: Jeg har ofte bedt for min mor

Nikolaj Zeuthen voksede op med, at det nogle gange var hans ansvar at holde styr på moderens antabusmedicin. Det har sat sig i voksenlivet som et behov for total kontrol, men at bede og tro har været en måde at give slip

”Der er noget fundamentalt usmart og usexet over folkekirken. Man kan ikke blive beskyldt for at spille smart, når man går i kirke, og det levner meget lidt plads til egoet,” siger forfatter og musiker Nikolaj Zeuthen. Her er han fotograferet ved Københavns Domkirke, hvor han af og til går i kirke. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.
”Der er noget fundamentalt usmart og usexet over folkekirken. Man kan ikke blive beskyldt for at spille smart, når man går i kirke, og det levner meget lidt plads til egoet,” siger forfatter og musiker Nikolaj Zeuthen. Her er han fotograferet ved Københavns Domkirke, hvor han af og til går i kirke. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.

”Er det virkelig dér, vi starter?”

Nikolaj Zeuthen vender siden af hovedet til og skubber stolen, han sidder på, lidt bagud. Griner et let utilpast grin.

Tro,” siger han så, på den særlige, langsomme måde, der kendetegner ham, hvor man ikke rigtigt ved, om han smager på et ord, eller om han er ironisk. Ordet bliver hængende på læberne et par sekunder, mens der er helt stille.

Zeuthen har gennem hele sin karriere som skrivende udleveret sig selv. Med digte, romaner og sange, der råt og satirisk beskriver livet som familiefar til tre med andelslejlighed på det pæne Frederiksberg. Parforholdets op- og nedture, identitetskriser og mandekriser. I Zeuthens forfatterskab er intet for pinligt til at blive beskrevet. Og dog.

For når man spørger ham til hans tro, svarer han, at det er ”notorisk svært” at tale om. Alene dét er i grunden et fremskridt siden sidste gang, han blev interviewet af Kristeligt Dagblad. Dengang, for to år siden, var anledningen pladen ”Musik og drøm”, som bandet Skammens Vogn med Zeuthen i front netop havde udgivet, til stor jubel for anmelderne. Journalisten ville selvfølgelig gerne vide, om de mange salmereferencer på pladen mon havde noget på sig? Om tekstforfatteren mente noget med det, om han fandt nogle svar i dem? Og så skubbede Zeuthen stolen ud fra bordet, lidt som nu.

”Aaaarh,” sagde han dengang.

”Det tror jeg nu ikke, jeg vil være med til.”

Den 5. marts udkommer Skammens Vogns sjette studiealbum, ”Kunst og rock”, og nu er der ingen vej udenom. Ikke når man synger linjer som:

”Og i bibelgruppen derhjemme har jeg sagt dit navn og bedt/ Bedt specifikt og egoistisk, og intet er der sket”.

”Blicher”, som sangen, hvor linjerne indgår hedder, er en af de første singler udsendt fra albummet og tager udgangspunkt i en tur med bandet til de jyske landsbyer Træden og Vrads under en koncertturné for et par år siden. Jeget i sangen synger om at gå ture om den lokale sø og vandre på heden, som St. St. Blicher gjorde det, mens tankerne kredser ubønhørligt om én derhjemme.

”Du lå på galehuset, og ville bare dø,” lyder det refræn, der går igen i hele sangen.

Sangen er skrevet for et par år siden, da Nikolaj Zeuthens mor var indlagt på en psykiatrisk afdeling, forklarer han.

”I et forfatterbiografisk leksikon begynder man gerne et opslag med: ’Moderen drak, og faderen var bager’. Sådan er det åbenbart også for mig. Bortset fra at min far er amatørmaler og pensioneret professor i fysiologi,” siger han.

”Nej, min mor drak meget, da vi var børn. Hun havde mange indlæggelser på psykiatrisk og også et par selvmordsforsøg. Mine forældre blev skilt, da jeg ikke var ret gammel, og min far havde travlt med at stifte en ny familie, som heller ikke var velfungerende. Vi, mine søskende og jeg, blev overladt til os selv i det,” siger han.

Det var meget sådan noget med at se efter tegn i hjemmet i Sorgenfri nord for København, hvor de kom til at bo med deres mor, for at være på forkant med tingene.

”Var der skjulte flasker et sted? Det var sådan noget, vi gik rundt og ledte efter. Og der var endda perioder, hvor lægen satte os til at kontrollere, at min mor tog sin antabus. Man udvikler sådan et oversensitivt apparat, der skal køre. Man skal have styr på detaljerne, for at man kan indstille sig på, hvordan dén her aften bliver.”

I begyndelsen af 1990’erne blev Nikolaj Zeuthens mor gift med en ny mand, hun flyttede til England en overgang og fik stabiliseret sit liv. De flyttede siden til Jylland, hvor hun i mange år var handelsskolelærer, og kom til sidst tilbage til København.

Da moderens mand døde for fire år siden, gik det galt. Moderen kom på lukket ældrepsykiatrisk afdeling og havde i en periode svært ved at klare sig selv. Det var deromkring, Skammens Vogn skulle spille i Træden og Vrads.

”Det var meget min søster og mig, der skulle tage os af hende. Selvom hun var indlagt, var der hele tiden ting, man skulle tage sig af. Og det er meget dét, den sang handler om. At have en ulykkelig situation, man skal tage sig af på afstand,” siger han.

Samtidig med moderens tilbagefald væltede nogle af Nikolaj Zeuthens egne dæmoner ud i lyset. Efter det, han selv kalder ”en hård periode”, begyndte han i 12-trinsprogrammet ACA, på dansk: Anonyme Voksne Børn af Alkoholikere.

Faktisk har han allerede siden 8. klasse været i en lignende selvhjælpsgruppe, idet alle de tre medlemmer af Skammens Vogn, der også tæller guitaristen Oliver Hoiness og trommeslager Jakob Millung, har haft en opvækst i en opbrudt familie. De mødtes som store knægte, blev venner, og i musikken skabte de et legende pusterum fra alt det alvorlige derhjemme, også på den lidt uhensigtsmæssige måde.

”Især Jakob og jeg, der er klassiske misbrugsbørn, havde nogle unge år med druk, vild adfærd og spændingsafhængighed. Sådan noget som fem øl inden man skal på scenen, virker jo vanvittigt i dag. At spille musik er at stille sig til rådighed for noget større, og det kræver et mentalt fokus. Men der var meget, der handlede om egoet dengang, og meget, der handlede om de impulser, man lige fik: ’Jeg har lyst til at drikke, så det gør jeg da bare!’ ’Forføre hende derovre – jeg gør det bare!’,” siger han.

”I dag kan jeg dele en flaske champagne i weekenden med min bedre halvdel, men jeg savner ikke det mørke dér.”

Med kæresten Maria, som han har været sammen med i mere end 20 år, har Nikolaj Zeuthen tre børn, der i dag er syv, otte og 15 år. Hjemme i kernefamilien har han helt modsat haft et behov for total kontrol.

”Alle med en familie kender jo til, at det kan føles som et slid. Der er nok mange fædre og mødre, der spørger sig selv: ’Hvor meget skal man egentlig piske sin teenagedatter for, at hun laver sine lektier?’ Folk vil nok sige, at vi har en supergod familie. Men jeg har det nogle gange sådan, at jeg er meget på overarbejde for, at alting kører, som det skal. Og det er noget, der kendetegner folk, der er vokset op i alkoholiske familier, at man kan føle, man skal kompensere med et system, hvor der er styr på alt,” siger han.

Den velkendte sindsrobøn, skrevet af den amerikanske teolog Reinhold Niebuhr i 1932, er en hjørnesten i 12-trinsprogrammerne:

”Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen,” er de ord, man siger højt i de anonyme skæbnefællesskaber, hvor så mange livshistorier er blevet delt gennem tiden.

Da Nikolaj Zeuthen efter halvandet år forlod programmet, fortsatte han af sig selv med at bede. Den ”bibelgruppe”, han synger om i ”Blicher”, er desværre en fiktion, siger han.

"Det er et af de sidste rum, hvor der er slukket for alting, også for impulserne", siger Nikolaj Zeuthen om det at gå i kirke. "Nu er vi bare hér, og det er det her, vi laver."
"Det er et af de sidste rum, hvor der er slukket for alting, også for impulserne", siger Nikolaj Zeuthen om det at gå i kirke. "Nu er vi bare hér, og det er det her, vi laver." Foto: Johanne Teglgård Olsen

”Men det er ikke en fiktion, at jeg har en fast bønspraksis. Og at jeg ofte har bedt for min mor,” siger han.

I sangen synger han, at han har ”bedt specifikt og egoistisk”. Det handler om, at bønnen for ham kan have forskellig karakter.

”Man kan føle, man beder om et eller andet, der er lidt for meget at bede om. ’Kære Gud, bare Danmark vinder håndboldfinalen i morgen!’ Det kan man jo godt gøre. Men det er nok den type bøn, hvor man ikke altid får et superklart resultat. En mere generel bøn kunne være: ’Lad mig være tæt på dig, Gud, hvor jeg kan give slip. Hjælp mig til at stå til rådighed’.”

”At stå til rådighed” er et begreb, Nikolaj Zeuthen godt kan lide, både i forhold til musikken og den opgave, det indimellem kan føles som at være menneske og familiefar.

”Det er også en god, kristen ting, det der med at begynde dagen med at spørge, hvad kan jeg bruges til? Det er der en god fred i. Jeg behøver ikke opfinde det hele på ny, jeg kan også bare ydmygt udføre de opgaver, der ligger foran mig.”

Nu er det måske på sin plads at slå fast, hvad der helt konkret er sket med Nikolaj Zeuthen i løbet af de sidste to år:

”Jeg er blevet døbt, og jeg går i kirke hver søndag, ja. Det er ikke noget, jeg har med hjemmefra, men noget, jeg selv har opfundet. Og jeg har det rigtigt godt med det,” siger han.

Og han kan faktisk godt formulere sin tro, men ikke uden at slå sig lidt i tøjret.

”Måske er det, fordi jeg som skrivende godt kan lide at finde mine egne ord for ting. Men jeg synes ikke, det er så spændende at sige: ’Jeg tror på Gud’. Tit føler jeg nærmere, at Gud er noget, jeg ved. Noget, der er meget sikkert, mens det er verden, avisen, navnene, formerne, der bliver kastet rundt. At det er dét, man skal spørge sig selv, om man kan tro på.”

Missing media item.

For to år siden fik han en sjat vand på hovedet og blev voksendøbt som kristen. Helt konkret var anledningen, at han skulle stå fadder ved dåben til bandkammeraten Jakob Millungs lille søn, men det havde været undervejs et stykke tid.

Et andet medlem af Skammens Vogn, guitaristen Oliver Hoiness, arbejder som kirkemusiker i Bellahøj Kirke, og efter at have sunget til et par gudstjenester dér, begyndte Nikolaj Zeuthen at gå i kirke. Det gør han nu helt fast. Gerne i Lindevang Kirke på Frederiksberg, i Bellahøj Kirke eller Københavns Domkirke, han ”shopper lidt rundt”, som han siger.

”Efter de gange, hvor jeg havde sunget i Bellahøj, kunne jeg mærke, at jeg havde det godt i kroppen, når jeg gik derfra. At gå i kirke er en følelse af fred, at have gjort noget godt for sig selv. Det er sangen, og hvad har præsten nu fundet på. Og det er et af de sidste rum, hvor der er slukket for alting, også for impulserne, til at tage en småkage, rydde op på badeværelset, tjekke mailen. Nu er vi bare hér, og det er det her, vi laver”.

Men du kunne jo have dyrket det spirituelle alle mulige andre steder. Hvorfor lige folkekirken?

”Jeg skal passe på, hvad jeg siger nu,” griner han.

Han er nemlig kommet til at lære et par præster at kende i den seneste tid, men han betrygger sig i øvrigt ved, at præster er så forskellige som mennesker. ”Nogle gange lidt for forskellige!”, som han siger.

”Det, jeg godt kan lide, er, at der er noget fundamentalt usmart og usexet over folkekirken. Man kan ikke blive beskyldt for at spille smart, når man går i kirke, og det levner meget lidt plads til egoet. For mig er det også det modsatte af at ville styre alting selv. Det er at give slip og sige: ’Det er nu engang det, vi gør i det her land. Og så gør jeg også det.’”

Kirkens fællesskab, hvor man er sammen om noget andet end fodboldhold og diverse andre præferencer, tiltaler ham.

”Folk, jeg har mødt i kirken, er meget nede på jorden, og det gør mig rolig. Jeg kan meget godt lide den ’ crowd ’.”

Han er vokset op med troen som noget ikke eksisterende, noget hverken hans mor eller far opererede med.

”Det viser sig jo så nu, at både min mor og min far faktisk gerne vil tale om tro. Og jeg har fundet ud af, at min mor har en bønspraksis, hun aldrig har fortalt om,” siger han.

Moderen har det forresten godt i dag. Hun er flyttet i ældrebolig i Brønshøj og er stabilt ved godt mod, med hjælp fra psykiatrien og den indlæggelse, hun fik for fire år siden.

Hvorfor tror du, det er så svært at tale om tro?

”For vores generation, eller da vi var børn, var der en klassisk rød, politisk, modvilje mod det spirituelle. Da jeg var barn, var folk, der gik i kirke og var kristne, sådan lidt mistænkeliggjorte. Og det er indgroet i mig, at hvis jeg siger ’Jesus’ eller ’bøn’, så løber folk nok skrigende væk. Men sådan er det bare ikke mere. Jeg holder ofte workshops for unge om sang-skrivning, og nogle kommer helt af sig selv ind på tro, og der er i hvert fald ikke nogen, der har berøringsangst over for det.”

Som de fleste andre har også Nikolaj Zeuthen bemærket, at flere kendisser er stået frem som kristne, for eksempel Casper Christensen. Så måske er der en større bevægelse i gang. Men kvababbelserne med tro, eller ambivalensen, ligger alligevel stadig dybt i dele af kulturen og sproget, oplever han.

”Jeg mærker det jo i mig selv, når jeg skriver sange. I USA er det underforstået, at så godt som enhver sangskriver har et forhold til Gud. Det ligger som en kraft i teksterne, noget, man altid kan trække på. Men på dansk er det noge andet, hvis man i en sangtekst nævner Gud eller Jesus. ’Er I sådan et kristent rockband, eller hvad?!’”.

Ingen af Nikolaj Zeuthens tre børn blev døbt som små. Men hans ældste datter, Lise, er lige blevet døbt, for hun vil konfirmeres. Og når det sker til foråret, er det blevet besluttet, at de to yngste, drengene, også skal døbes. Deres mor er det i forvejen.

”Vi er rigtig kommet ind i folden,” griner han og skubber stolen ud. Denne gang for at rejse sig, tage sin jakke på og følge med fotografen over til domkirken.

”Born again Christian” er sådan en ting, man siger om de omvendte i USA. Born again Christian, for sit indre øre kan man let høre den ironiske dansker vrænge det ud som en måde at gøre grin med troen. Nikolaj Zeuthen tager det med sindsro og smager på begrebet på sin særlige måde, før han oversætter.

”Jeg har opdaget noget, der hele tiden var der. Det er ikke noget, der er sket ’bang’ fra den ene dag til den anden. Det er en optik, der gør alting lidt klarere. Det, der var galt, var, at impulserne fik lov at styre alt for meget i mit liv og i min opvækst. Jeg har manglet et anker.”