Teatret Svalegangen bruger virtual reality til at lade publikum mærke dødsdriften

Kan vi lære at forstå et andet menneskes dødsdrift? Sådan spørger Teatret Svalegangen og udstyrer sit publikum med virtual reality-briller

I ”Mæt af dage” låner publikum med hjælp fra virtual reality-briller den unge Karens øjne for en stund og skal prøve at forstå hendes udgangspunkt. Men kan teknologien skabe det perspektivskifte, der skal til? –
I ”Mæt af dage” låner publikum med hjælp fra virtual reality-briller den unge Karens øjne for en stund og skal prøve at forstå hendes udgangspunkt. Men kan teknologien skabe det perspektivskifte, der skal til? – . Foto: Montgomery.

Karen ved ikke, hvad der er i vejen. Et stille tusmørke har sneget sig ind på hende og har udvisket alle detaljer og farver fra hendes liv, alle glæder, længsler og drømme. ”Det går over, skat, det går over,” siger hendes velmenende mor. Er hun syg? Måske. Diagnosen er uklar. Men hvilken forskel gør det, når ingen gaver, gåture eller læger kan fikse hende? Hun vil bare gerne have lov at tage herfra. Med værdighed og uden drama.

Den Reumert-vindende dramatiker Thomas Markmann har skrevet stykket ”Mæt af dage” med tanke på sin far, der begik selvmord i en alder af 91 år. Men iscenesættelsen på Teatret Svalegangen griber debatten mere kontroversielt an og lægger ordene og dødsdriften i munden på en ung rask kvinde med hele livet og kærligheden foran sig. Med virtual reality-briller låner vi hendes øjne for en stund og skal prøve at forstå hendes udgangspunkt. Men kan teknologien skabe det perspektivskifte, der skal til?

Hvid støj i et hvidt rum. Hvid som billedet på nethinden for enden af det hele. Hvid som det store ligklæde, vores hovedperson knuger sig til. Vi sidder bænket over for hinanden med scenegulvet imellem os. En VR-kyndig assistent instruerer. Snart sidder halvdelen af publikum med ansigterne skjult bag futuristiske VR-briller, som viser en virtuel virkelighed, den anden halvdel af os ikke kan tilgå. Effekten er fin: Ganske som i det virkelige liv har vi ikke adgang til hinandens livsverdener, og vi er dybest set overladt til os selv.

På både den fysiske og den virtuelle scene er vi vidner til et rørende drama mellem et ulykkeligt lykkeligt kærestepar. Anna Nøhr Tolstrup er den fine, undselige Karen klædt i musegråt. Hun viser os et skrøbeligt omrids af en dybt dysforisk kvinde og lader os komme så tæt på, at vi kan se hendes halsmuskler vibrere under presset af den tunge personlighed og dødsdrift, hun skal bære. Da alle muligheder er udtømt, alle argumenter brugt, træder hun i karakter. ”Jeg har så ondt. Hvorfor er det ikke grund nok?”, råber hun ad psykologen.

Albert Stein Ankerstjerne er hendes kæreste Esben, en lystseende glad labrador-dreng, der ikke kan eller vil fatte, at kærlighed ikke er nok til at holde hende i live. Hendes skæbne er forseglet, men vi følger anspændte hans kamp med at forlige sig med hendes valg igennem alle sorgfaser helt til den bitre slutning.

Omkring de to kredser fornuftens vogtere, den bekymrede barndomsven og den ængstelige mor i skikkelse af Jakob Hannibal og Kristine Hedrup. Men behøver vi dem? Det virkelig interessante drama udspiller sig i det fortættede rum mellem de unge elskende. Og de pårørendes argumenter imod det unævnelige selvmord bliver til unødvendige forstyrrelser og udpenslinger, som vi fint kan udlede af Esbens frustrationer og Karens evigt undskyldende ansigt.

Ideelt set muliggør VR-mediet den ultimative indlevelse, fordi man med brillerne fjerner fornemmelsen af, at der overhovedet finder en mediering sted. Men som det ofte er med nye teknologier, kommer selve mediet i vejen for indlevelsen. Der økonomiseres lige lovlig meget med VR-oplevelsen, som desværre ikke når at sætte sig i én. Vi får for lidt tid til at vænne os til at være i det uvante virtuelle rum, for lidt tid til at se ud af det andet sæt øjne. Idéen er ellers frygtelig god – og det kunne være spændende at se den udfoldet med endnu mere kraft.

”Mæt af dage” er en forestilling med hjertet og teknologien på det rette sted. Og især forestillingens sidste scener formidler gysende effektivt de to hovedpersoners ubeskrivelige sindstilstande i timerne og minutterne før enden.