Prøv avisen
Liv&litteratur

Jeg har set gennem digtningens koøje

Mount Fuji, Japans højeste bjerg, set fra vandet i nærheden af Tokyo. Det var synet, som mødte Johannes V. Jensen, da han sejlede i farvandet omkring Japans største by og hovedstad. Foto: Bandphoto

Virkelighed og digtning er ikke et 1:1-forhold. Digtningen gør symboler ud af virkeligheden, så man kan se den og forstå den

I 1903 sejlede Johannes V. Jensen ind i farvandet omkring Tokyo og så det over tre kilometer høje bjerg Fuji. I den lille myte ”Fusijama” (1907) skrev han om sin oplevelse:

”Jeg vaagnede tidligt om Morgenen før Solopgang, ved at Vinden luftede ind i Kahytten, og ved at jeg i Søvne løb saa fuld af Glæde, at jeg ikke kunde blive liggende ned, og da jeg saa ud af det aabne Koøje, stod der ligesom en høj, dejlig Sky lige for - men det var ikke en Sky, det var Fusijama.

Det underfulde Bjerg ragede ovenud af Alverden, syntes slet ikke at staa paa Jorden, for Bjerget var saa langt borte, at dets Fod gik i et med den blaa Tykning, der dannede Himlen over Japan. Men oven over selve Himlen brød Bjergets hvide Snekegle igennem Atmosfæren, saa luftigt, saa skylet, at jeg i et Nu fattede baade Jordens uhyre Masse og dens vægtløse Flugt i Himmelrummet.”

Det er klart, at jeg måtte se det bjerg, da jeg var i Japan for et par uger siden. Men det lader sig ikke sådan lige se. Fra et observatorium i Tokyo var der ikke andet at se end skyer i den retning, bjerget ligger.

Og da jeg passerede bjerget i 60 kilometers afstand med tog, kunne jeg kun se dets fod og den nederste snerand. Toppen var indhyllet i skyer.

Det var, hvad jeg måtte nøjes med.

Men jeg så dog også noget andet. Jeg så nemlig, at den forestilling om bjerget, som jeg altid har gjort mig, når jeg har læst Johannes V. Jensens lille myte, ikke svarede til virkeligheden. Bjerget var alt for lille, når man ser det på den afstand. Og den afstand var endda mindre end den, Johannes V. Jensen kunne se det på fra havet.

Målt direkte på virkeligheden er mytens billede af bjerget forstørret. Det er, som om koøjet har virket som en kikkert.

Eller også er det, når Johannes V. Jensen erindrer og skriver, at bjerget bliver så stort. Men da skal det jo også symbolisere noget. Nu er det ikke bare et bjerg, men noget langt højere, nemlig en hel livsanskuelse, som han formulerer således:

”Da jeg saa Fusijama, brast den sidste Drøm om en anden Tilværelse end den, der er. Jeg begreb, at den højere Verden, vi stunder imod, kun kan være netop den, der er, men at vi aldrig i det givne Øjeblik er naaet op til den, at vi til daglig er blinde for den.”

Johannes V. Jensen gør altså her bjerget større, end det er. Andre gange, når han skriver, flytter han simpelthen en begivenhed et andet sted hen, hvis han kan bruge den symbolske effekt. Hans berømte digt ”Paa Memphis Station” bygger i virkeligheden på en oplevelse, han havde på en lille station uden for Memphis. Den hedder Brinkly, og man kan ikke se Mississippi herfra.

Men det er selvfølgelig bedre for digtet, at digterjeget står i Memphis, da navnet med sin henvisning til sfinksen i Egyptens Memphis får symbolsk betydning.

Snyder Johannes V. Jensen så? Nej, han digter. De to eksempler giver os illustrative eksempler på, hvordan digteren bearbejder virkeligheden og bruger den i sin symbolskabelse. Der er absolut ingen grund til at blive skuffet eller vred over, at digt og virkelighed i konkret forstand ikke stemmer overens. Med myten og digtet har vi netop fået noget andet, som sjovt nok er et klarere blik for virkeligheden. Den er gjort tydelig og er blevet fortolket.

Jeg kan godt lide den slags digtning. Den er på én gang personlig, men også så stiliseret, at den hæver sig over det snævert private.

Selv er jeg ganske ligeglad med, om man kan se Mississippi fra Brinkly, eller hvor meget eller hvor lidt Fusijama fylder i et koøje.

Det kan højst blive et kuriosum. Eller det kan gøre en klogere på, hvad digtning er. Hvad jeg ikke er ligeglad med, er, om det er godt skrevet, om det har en billeddannende effekt, og om det beriger min forståelse af verden. Jeg kommer efter al sandsynlighed aldrig til Japan igen og får aldrig set toppen af Fuji-bjerget, som man kalder det i dag. Men det gør heller ikke så meget.

For jeg har set den igennem digtningens koøje, og her er det også stort og virkeligt nok.