Som 40-årig kastede han sig ud i børne-tv og blev til ”Onkel Reje”: Jeg ville ikke gøre noget om

Mads Geertsens rygsæk var fyldt med oplevelser, livserfaringer og skøre idéer, da han endelig som 40-årig i rollen som Onkel Reje på børnekanalen Ramasjang fik lov at kaste de småprovokerende, samtalestartende vejsidebomber, han altid havde drømt om. Men han frygter for den politisk ukorrekte karakters popularitet i en fremtid med nye normer

”Jeg ville ikke have gjort noget om. Alle de omveje, der har været, har jo været en del af min vej hertil,” siger Mads Geertsen fra sit hjem på Amager ved København, hvor han undertiden mærker den politiske korrektheds ånde i nakken. – Foto: Leif Tuxen.
”Jeg ville ikke have gjort noget om. Alle de omveje, der har været, har jo været en del af min vej hertil,” siger Mads Geertsen fra sit hjem på Amager ved København, hvor han undertiden mærker den politiske korrektheds ånde i nakken. – Foto: Leif Tuxen.

”Jeg har åbnet mange forskellige døre ind til arbejdslivet, før jeg til sidst gik ind ad den rigtige. Alt det, jeg oplevede undervejs, gemte jeg som små pakker i min rygsæk, og jeg blev ved med at tænke, at vejen på en eller anden måde ville ende ved noget helt særligt.”

Sådan oplevede Mads Geertsen, at arbejdslivet faldt i hak, da han opfandt den sømandsklædte og piberygende Ramasjang-karakter Onkel Reje. Selvom vejret er gråt udenfor, glemmer man det et øjeblik her i Mads Geertsens hus på Amager ved København, hvor gulvene er postkasserøde, sofaen koboltblå og badeværelset bolsjestribet. Selv er Mads Geertsen iført lyserøde smækbukser og en pastelgrøn bluse – som ganske passende har præcis samme nuance som krymlet på de hindbærsnitter, han pakker ud af bagerposen.

Det er 10 år siden, at Mads Geertsen som Onkel Reje ankom til børnekanalen og med sin krøllede hjerne begyndte at pirke til DR’s opfattelse af, hvad børneunderholdning er for en størrelse. Allerede som ganske ung erfarede han, hvordan han befandt sig dårligt i andres verdener og derfor ikke ville gå andre veje end sin egen. Det blev særligt tydeligt, da han sammen med sit metalband Impotators i 1993 blev nummer tre til DM i Rock.

”Pludselig havde jeg fået en slags semiprofessionel musikkarriere ved at spille noget musik, som mimede andres. Vi lød som andre metalmusikere og skulle derfor se ud på en bestemt måde og mene noget bestemt. Jeg blev pludselig klar over, at det slet ikke var noget for mig. Jeg ville ikke tale andres sprog – det virkede falskt!”, siger han og fortsætter: ”Da jeg gjorde mig den erfaring, blev det en øvelse for mig at finde ind til min egen stemme. Jeg skulle finde ud af, hvordan den skulle lyde, men også, hvilke ting jeg kunne tale om, og hvordan jeg kunne tale, så det blev relevant for andre at lytte.”

Efterfølgende gik Mads Geertsen på Designskolen og havde jobs hist og her – blandt andet som musiker i programmet ”Flemmings helte” på DR 1 og som satiriker i programmet ”Bonjour og Goddaw” på DR 2 – og måtte også forbi dagpengesystemet fra tid til anden. Rygsækken med oplevelser og erfaringer blev tungere og tungere, og selvom Mads Geertsen havde en fornemmelse af, hvad han ville, var målet stadig diffust.

”Jeg vidste, at jeg rent metaforisk ville lave små vejsidebomber, der pludselig springer og rusker lidt i folk, så de bliver opmærksomme på, hvem de er, hvor de er, og hvilke ting de tager for givet. Jeg ville gerne give folk en tur i spøgelsestoget, hvor man jo har en forventning om, at der kan ske noget spændende hvert øjeblik. Det var det, jeg skulle prøve at forklare, når min kæreste spurgte: ’Hvad er det ligesom, du skal med dit liv?’. Jeg havde bare en fornemmelse, men anede ikke, hvad det skulle munde ud i,” fortæller Mads Geertsen.

Satireprogrammet ”Bonjour og goddaw” var fyldt med glade farver og sange, og det lidt infantile univers fik producer Jesper Rofelt, som lavede programmer til børnekanalen Ramasjang, til at opfordre Mads Geertsen til at opfinde et format til børn. Mads Geertsen gik hjem og rodede i sin udklædningskasse, og kort tid efter dukkede Onkel Reje op – en næsepillende, storrygende og politisk ukorrekt sømand med stort skæg og rund mave.

Selvom DR endte med at underskrive en kontrakt med Mads Geertsen, bed de i første omgang ikke på den frivole sømand.

”Læringselementet fyldte på det tidspunkt enormt meget på Ramasjang – det skulle være fornuftigt at se fjernsyn. Alle programmer skulle have en morale – og det var i øvrigt også det første spørgsmål, vi fik: ’Og hvad kan man så lære af dét?’. Vi syntes jo, der var masser at lære, men ikke på skolebogsmåden. Vi udviklede i stedet hjernens andre sider, fantasien, det at kunne sætte spørgsmålstegn ved noget, men det var nok på det tidspunkt ikke konkret nok i forhold til, hvor DR stod,” fortæller Mads Geertsen.

Sammen med Jesper Rofelt forsøgte han derfor at udvikle på formatet og inddrage læringselementer, hvilket blev til versioneringer såsom ”Onkel Reje fortæller Danmarkshistorien”. De fik dog ikke overbevist redaktørerne, som satte programmet i bero.

Lige indtil et par år senere, hvor Jesper Rofelt tilfældigvis stødte på kanaldirektøren på en af gangene i DR. Han var hurtig, hev sin laptop op ad tasken og viste dummyen, mens han leverede en brandtale for, hvorfor kanalen burde give den elskværdigt politisk ukorrekte sømand en chance.

”14 dage efter var vi i gang! Forestil dig det her med at gå og gemme på en blomst, der skal blomstre, stræbe efter et nåleøje, som man pludselig kan hoppe igennem. Det var mod alle odds og helt tilfældigt og samtidig også fuldstændigt rigtigt i forhold til, at jeg jo ikke var gået på kompromis og havde genopfundet Onkel Reje som noget forkert. Vi vidste ligesom, at det rigtigste var det, vi kom med i starten, nemlig Onkel Rejes brevkasse. Jeg havde 14 dage tilbage på dagpenge, da vi landede DR’s kontrakt,” fortæller Ramasjang-værten.

Og så tog den usandsynlige, men helt rigtige karriererutsjebane fart. Det, som startede som en brevkasse, udviklede sig hurtigt til flere formater med pirateventyr og heavymusik. I rollen som Onkel Reje får Mads Geertsen lov til at kaste de vejsidebomber, han altid har drømt om.

I øjeblikket bruger Mads Geertsen meget tid hjemme i sin blå sofa, hvor han udvikler de næste Onkel Reje-programmer, som blandt andet byder på fortællinger om en gravid Onkel Reje.

”Jeg vidste med det samme, at her er noget, der er vildt sjovt og spændende, og som både er noget, vi kan grine ad og snakke om. Emnet er en vejsidebombe, en sensation, og så kan man anskue det fra mange vinkler,” siger Mads Geertsen.

Men det er ikke altid, at vejsidebomberne forbliver blandt børnene. Ofte er det sket, at Onkel Reje er røget i vælten på grund hans programmer, fordi voksne bliver overraskede over indholdet.

”Det er magisk at sende noget ud, der bliver til samtaler mellem mennesker, som bliver til et læserbrev i Kristeligt Dagblad, hvor nogen er sure over noget, som skaber en diskussion på Facebook, hvor nogen så bliver sure på de kristne og harcelerer, og i sidste ende bliver det til en diskussion om, hvordan dynamikken er på de sociale medier. Jeg kan stå og kigge på, at det svæver længere og længere ud i horisonten, og så kommer det tilbage som noget, der ikke længere ligner mit,” siger han og fortæller, hvordan Onkel Rejes heavyband udløste en diskussion om satanisme, som forvandlede sig til en diskussion om børneliv og demokrati.

”Det er jo en vanvittigt spændende diskussion – hvornår er det, vi skal lukke ned for tanker og idéer? Og kan man overhovedet det? Er det ikke det, al vores samfunds styrke er bygget på, at vi ikke lukker ned for hinanden? Det synes jeg blev sat på spidsen, bare fordi jeg en dag sad og skrev noget til nogle børn hjemme i min blå sofa med fødderne oppe med en kop kaffe og en kage. Det er bare vildt fascinerende.”

Når Mads Geertsen tænker tilbage, er han glad for, at det først var som 40-årig, at han opfandt Onkel Reje. Selvom vejen dertil sommetider har føltes lang, er de erfaringer, han igennem tiden har kunnet gemme i rygsækken, uvurderlige i hans arbejde i dag.

Foto: Leif tuxen

”Jeg ville ikke have gjort noget om. Alle de omveje, der har været, har jo været en del af min vej hertil. De er med til at definere, hvem jeg er, og faktisk også, hvordan jeg adskiller mig fra mange andre i branchen, som har gået en mere lige vej. Derudover synes jeg, det er meget vigtigt, at man finder ud af, at man kan få lov at starte forfra, hvis man laver fejl. Hvis man skal turde noget, er det vigtigt, man finder ud af, at tingene ikke slutter her,” siger han.

Men selvom tiden indtil videre har været på Mads Geertsens side, kan han godt bekymre sig om, hvordan fremtiden vil tage imod en karakter som Onkel Reje:

”Jeg er fra 1970’erne, og det vil sige, at mit normsæt er dannet der. Jeg synes for eksempel, at børn i våde underbukser i et springvand inde i København er helt naturligt, hvor nogens grænser er et helt andet sted. Og det er klart, at jo ældre jeg bliver, desto færre mennesker deler jeg normsæt eller verdenssyn med. Og en eller anden dag er det ikke sikkert, at fremtidens forældre vil værdsætte Onkel Reje. Ligesom vi lige nu er sure på Jørgen Clevin, fordi han lavede nogle historier om strudsen Rasmus og et par negerbørn. Vi vælger at zoome ind på det perspektiv og ikke se ham som den store formidler af kreativitet og fortællinger, han var. Vi glemmer, at det var normalt at tale sådan dengang. Og jeg kan godt selv tænke, om jeg mon ender samme sted, hvor folk en dag vil sige: ’Vi fatter slet ikke, at nogen lod Onkel Reje sige alt det.’ At Onkel Reje simpelthen bliver ædt op af tiden på et tidspunkt, fordi ens nutidige norm bliver overhalet indenom af et fremtidigt normsæt. Det ved man jo ikke, før man står der – så håber jeg bare, at jeg er kreperet og ikke selv skal opleve det.”