Lektor: ”Jeg kunne ikke undgå at skrive om Trump”

Lektor i amerikanske studier Niels Bjerre-Poulsen har skrevet en bog om amerikansk politiks historie – og om Donald Trumps udfordring af de demokratiske normer

Lektor: ”Jeg kunne ikke undgå at skrive om Trump”

Hvornår og hvordan fik du idéen til at skrive bogen?

Bogen udsprang først af nogle artikler, jeg havde skrevet for tidsskriftet Ræson. Clement Kjærsgaard så gerne, at de blev udvidet til en hel bog. Den endte så med at blive langt større end planlagt, fordi der sker så frygteligt meget i disse år under præsident Trump.

På hvilken måde er bogen blevet anderledes fra den, som du forestillede dig at skrive?

Det blev ret tidligt tydeligt for mig, at det var uundgåeligt at skrive en længere, sammenhængende bog om Trumps præsidentperiode. Oprindeligt havde jeg ikke forestillet mig, at Trump skulle på forsiden af bogen, eftersom det i højere grad skulle handle om amerikansk politik helt generelt. Undertiden blev det klart, at der var et narrativ i det meste af bogen, som handlede om Donald Trumps måde at udfordre de demokratiske normer, som har været gældende i det meste af den amerikanske historie. Det er første gang, vi oplever, at nogle forfatningsmæssige rammer for det amerikanske demokrati udfordres på den måde. Man har tit talt om, at den amerikanske forfatning er en maskine, som kan bevæge sig af sig selv, og jeg citerer et sted i bogen den opfattelse, at forfatningen er skrevet af genier, for at idioter kan regere. Men den forestilling om, at der er nogle indbyggede mekanismer, herunder i særdeleshed de såkaldte ”checks and balances”, der kan holde tingene i skak, er for alvor udfordret i disse tider. Jeg tror, at mange er blevet opmærksomme på, at demokratiet i USA ikke kun består af det, der er skrevet ned i forfatningen, men også af normer, der er knyttet til det politiske system. Og det er altså dem, som Trump udfordrer. Mange af præsidentens tilhængere hævder, at det skyldes, at han er en atypisk politiker og den slags, men i hans kritikeres øjne er han med til at underminere en del af det politiske system. Der er simpelthen autoritære træk i hans måde at tænke politik på.

Hvilken bog har inspireret dig mest i arbejdet?

Der er en del bøger, som har inspireret mig. Nogle eksempler er ”Deep State: Trump, the FBI, and the Rule of Law” af James B. Stewart, ”American Carnage” af Tim Alberta, ”Trumpocracy: The Corruption of the American Republic” af David Frum. Man kan sige, at der måske findes mere sensationalistiske bøger som eksempelvis Bob Woodwards ”Fear”, men jeg har primært læst og brugt akademiske fremstillinger. Det har været vigtigt at forstå, at kritikken af Trump ikke kun udspringer fra den ene ende af det politiske spektrum. Det er en fundamental kritik, som handler om den trussel, han efter min mening udgør for forudsætningerne for det amerikanske demokrati. Hans kritikere kritiserer ikke alene hans politiske holdninger, men hans grundlæggende mangel på respekt over for de principper, som det amerikanske demokrati bygger på. Det gør ham til en farlig person i deres øjne.