Prøv avisen

Jeg løfter fem skæbner ud af massegraven

Elisabeth Åsbrinks bog er først og fremmest en skæbnefortælling om en jødisk familie præget af holocaust, men den er også et opgør med Sveriges indsats under krigen, som ikke er så rosenrød, som den kollektive hukommelse gør den til. Foto: Fredrik Sandberg.

Den svenske forfatter Elisabeth Åsbrink bidrager til den voksende holocaust-litteratur med et prisbelønnet værk om en jødisk families skæbne i Wien og Sverige under Anden Verdenskrig

I mange jødiske hjem rundt om i verden findes en æske fyldt med sorg, smerte og ubesvarede spørgsmål. En kasse med dokumenter, breve, en gul davidstjerne, fotografier og andet, der vækker minder om holocaust. Mange af disse kasser er siden krigen forblevet lukket og hemmeligholdt, fordi indholdet og minderne er for smertefulde at genopleve og derfor gemt væk i den overlevendes sind. Mange af disse kasser forbliver lukket for familiemedlemmer og omverdenen for stedse, eller i hvert indtil en slægtning bryder seglet.

LÆS OGSÅ: Vidnesbyrd fra Anden Verdenskrig

Sådan en hemmelig kasse kom den svenske journalist og forfatter Elisabeth Åsbrink i besiddelse af for nogle år siden. Der var en paradoksal symbolisme over, at det var en hvid Ikea-kasse. Hvorfor, vender vi tilbage til.

Kassen tilhørte Otto Ullmann, født i Wien og reddet til Sverige som 13-årig i 1939 af en kristen hjælpeorganisation. Efter hans død overdrog hans datter kassen til Elisabeth Åsbrink. I den lå524 længelsfulde breve fra Ottos mor og far til deres eneste søn i Skåne sendt mellem 1939 og 1944.

Hun havde egentlig ikke lyst til at åbne dem og gøre mere ud af det, blandt andet på grund af hendes egen families holocaust-traume. Men historien bag brevene, som datteren havde berettet for hende, ville ikke slippe hendes tanker.

Og gennem de mange håndskrevne breve åbenbarede sig en hjerteskærende familietragedie, som holocaust-litteraturen ikke kunne være foruden. Endnu en stemme fra nazisternes massegrav har fået liv.

Det blev til bogen Og træerne står i Wienerwald, der netop er udkommet på dansk. En bog om Josef og Elise Ullmanns breve fra Wien og kz-lejren Theresienstadt til Otto, der undtagelsesvis blev reddet ud af Østrig, der var indlemmet i Nazi-Tyskland, med tog sammen med andre wienerbørn. Bogen er et tragisk vidnesbyrd om en jødisk families opløsning som konsekvens af Hitlers plan om at udrydde de europæiske jøder.

Datteren og familien vidste faktisk ikke særlig meget om faderens historie. Han havde aldrig fortalt noget. Det var skræmmende og ikke noget, man skriver om med let hånd, fortalte Elisabeth Åsbrink under sit besøg i København for nylig.

Min egen farfar blev myrdet, så der ligger meget smerte der. Men jeg kunne ikke blive fri for billedet af den lille dreng på et børnehjem i Sverige og hans ensomme, indestængte forældre i Wien, der sendte et brev om dagen. Der var fem familiemedlemmer, som skrev til Otto. Det er fem personer, der er havnet i den navneløse massegrav, som vi kalder seks millioner døde. Med de her breve fik de deres egen stemme. Det er fem individer med hver sin karakter, som bliver løftet ud af den grav. Det var en stærk motivation.

Brevene afslører tydeligt, hvordan stemningen forandredes i Ottos forældres liv, først i Wien og senere i Theresienstadt, hvor brevvekslingen ender. Forældrene blev i september og oktober deporteret til Auschwitz og endte deres dage i gaskamrene. Moderen var 53 år.

Det sidste brev uvidende om deres kommende skæbne fra den 19. august 1944 modtog Otto, da hans forældre for længst var dræbt og brændt i den polske udryddelseslejr.

Elisabeth Åsbrinks bog er først og fremmest en skæbnefortælling om en jødisk familie præget af holocaust, men den er også et opgør med Sveriges indsats under krigen, som ikke er så rosenrød, som den kollektive hukommelse gør den til.

I sit arbejde med Ottos rejse til Sverige stødte hun samtidig på sandheder om svensk flygtningepolitik, som er mindre flatterende. Det er en længere historie om svensk antisemitisme og restriktiv politik over for især jødiske flygtninge i 1930erne, som svenske forskere har belyst de senere år. Kristeligt Dagblad har tidligere berettet om ny forskning på området. Elisabeth Åsbrink fletter historien om redningen af Otto sammen med netop denne mørke side af den svenske historie.

Jeg har haft kontakt med svenske historieforskere og brugt deres forskning, og det blev endnu mere tydeligt med det materiale, jeg sad med. Sverige var mere restriktivt end andre lande, når det kom til jødiske flygtninge fra Europa. Der fandtes en tradition for jødefjendtlighed funderet i en nationalromantisk idé, som går langt tilbage. Sverige var ganske tidligt med på den racebiologiske tankegang og var det første land med et statsligt racebiologisk institut. I 1934 skrev nazilederen Hermann Göring til Sverige og takkede for det inspirerende arbejde. Nazisternes racelove kom ikke ud af ingenting og er allerede anvendt tidligere gennem den kristne historie i Europa. Disse strømninger blev bare gift med nazisterne, der var uhyggeligt effektive og barbariske.

Den restriktive politik medførte, at nærmest ingen jøder før 1943 kunne komme ind i landet. Og det betød, at Otto Ullmann ikke blev forenet med sine forældre i Sverige. Elisabeth Åsbrink er den første til at skrive om transporterne af de østrigske børn fra Wien, der blev reddet til Sverige af den svenske kristne organisation Israels Mission.

Jeg fandt en skrivelse fra Socialstyrelsen med en liste over de børn, der fik adgang til landet. Og ud for hvert barn stod der et stort M for mosaisk, siger hun.

Det var i sig selv paradoksalt, fordi Israels Mission kun tillod transport af børn, der var blevet døbt. Det vil sige, at myndighederne ikke skelnede mellem jøder og jøder, der var konverteret til kristendommen.

Det er uhørt og viser, at den svenske regering ræsonnerede ud fra samme kriterier som Nürnberg-lovene, hvor det ikke handler om tro, eller om man er døbt. Man er racemæssigt jødisk.

Dette mørke kapitel i svensk historie er stadig tabuiseret i Sverige trods årtiers forskning i netop tiden frem til 1943, hvor Sverige blev til redningslandet. Problemet er ifølge Elisabeth Åsbrink, at forskerne ikke har formået at komme ud med deres viden om det mindre flatterende kollektive selvbillede. Men det er ved at ændre sig i disse år, blandt andet på grund af hendes bog.

Ottos møde med den svenske Ikea-grundlægger har vakt hed debat i Sverige, fordi det hidtil ikke var sikkert, hvorvidt Ingvar Kamprad var nazist. Man kendte til hans fascistiske ideer, men at han var medlem af det svenske nazistparti, SSS, har Elisabeth Åsbrink været med til at slå fast. I bogen bringer hun et , hun har lavet med den aldrende Kamprad, der forsøger at tale uden om, at han blandt andet kaldte Hitler for onkel Adolf og forklarer det hele med ungdommelig uvidenhed.

Det paradoksale møde mellem Otto og Ingvar efter krigen, hvor Otto fandt arbejde på Kamprads gård og blev i 10 år, var et kærlighedsforhold.

Det interessante er jo, at Ingvar var fascist, nazist og samtidig elskede denne jødiske mand. Han kan ikke selv forklare det. Men Ingvar er en typisk repræsentant for racistiske ideologier: Man kan forestille sig en masse tankesystemer, men når man så træffer en af dem, man i udgangspunktet hader, så er det en undtagelse. Heinrich Himmler sagde også, at vi alle har en favoritjøde.