Jeg læser gerne parallelt noget teologisk og noget verdsligt. Som ung teolog fik jeg det råd af en ældre kollega altid at være i gang med bibelstudium af en bibelsk bog, som jeg ikke aktuelt skulle prædike over. Det har jeg siden praktiseret næsten dagligt. I øjeblikket læser jeg Johannesbrevene med den engelske præst David Jackman bog ”The message og John’s letters” som min samtalepartner. I det hele taget er jeg ret vild med kommentarserien: ”The Bible speaks today”. Den series ideal er at være tæt på både bibelteksten og nutiden. Jeg har opdaget, at jeg læser teksterne anderledes, når jeg ikke hele tiden spørger, hvad jeg kan bruge det til i en prædiken. Der bliver mere ro til at tænke, og det hele kommer tættere på både tanken og samvittigheden.
Af verdslig litteratur kan jeg godt lide at læse noget historisk eller en god biografi. For at holde mig lidt til ilden, så læser jeg også ind i mellem skønlitteratur, men det kommer ikke altid af sig selv.
Den sidste bog, jeg læste, var Kurt Dalsgaards ”Erindringer”. Og så har jeg for nylig læst ”Mit forjættede land” af Ari Sjavit. Den var jeg fascineret af, fordi den giver et andet blik på Israels historie. Da jeg læste den bog, blev spændingen mellem det religiøse og det sekulære Israel mere tydelig for mig, end det har været før. Og man mærker, at forfatteren har en kærlighed til sit land, samtidig med at han har et kritisk blik på dele af Israels ageren. Jeg har også for nylig læst Morten Papes ”Planen”. Det er en grum historie om en opvækst og et liv i et belastet kvarter i København, som genremæssigt læner sig op ad at være autofiktion.
Når jeg læser, så sidder jeg altid i min grønne lænestol i stuen. Den elsker jeg at læse i. Godnat-læsning holder jeg mig til gengæld fra. Det sætter for mange tanker i gang, og så går det ud over min nattesøvn.