Hvornår og hvordan fik du idéen til at skrive bogen?
Det husker jeg meget tydeligt. Det var lige efter den 4. marts 2018, hvor den russiske dobbeltagent Sergei Skripal og hans datter blev forgivet med nervegiften Novichok i Salisbury i England. Det rejste for mig en række spørgsmål. Jeg begyndte at spekulere over hvorfor og hvordan, mens jeg ledte efter et motiv. Jeg kunne ikke se, hvorfor nogen ønskede at forgive en mand, som man havde haft i fangelejr i flere år. Man kunne have skaffet ham af vejen dengang. Timingen undrede mig, for det var i marts 2018, hvor Rusland forberedte sig til VM i fodbold, hvor de skulle byde flere tusinde fodboldfans velkommen. Samtidig var Rusland udenrigspolitisk aktiv, for at vi i Nordeuropa skulle godkende Nord Stream 2, gasledningen, der skulle løbe ned forbi Bornholm. Hvorfor i alverden lave rav i den på det tidspunkt og straffe en pensioneret agent, der var udvekslet og ”sendt på græs”, som det hedder. Det plejer man normalt ikke at gøre. Jeg tænkte, om det var organiseret kriminalitet, eller autonome grupper, der ville skade Putin. Det blev til prologen i min roman. I dag tror jeg, at briterne har ret i, at det var den russiske militære efterretningstjeneste GRU, som stod bag.
På hvilken måde er bogen blevet anderledes fra den, som du forestillede dig at skrive?
Jeg havde egentlig forestillet mig, at det ville være hovedpersonen Leila, der skulle fortælle historien i jeg-form. Men så tænkte jeg, det ville være sjovere at bryde konventionerne. Derfor veksler jeg mellem Leila i første person og så hendes halvbror Tor, som fortælles i tredje person. Det giver to fortællemåder og to synsvinkler. Da jeg havde skrevet de to første kapitler med Leila, så træder Tor ind på scenen, og jeg begyndte at skrive ham i tredje person. Jeg ville oprindeligt have valgt at følge én af fortælleformerne, men valgte at benytte begge.
Hvilken bog har inspireret dig mest i arbejdet med denne bog?
Det er ikke en faktaroman, det er fiktion, så jeg kan ikke pege på én bog. Jeg kom til Rusland, da det hed Sovjetunionen i marts 1980. Jeg har boet der og læst ufatteligt mange bøger. Faktabøger om Putin, Gorbatjov, femårsplaner, Revolutionen, Sovjetunionen, Stalingrad og så videre. Samtidig har jeg læst Dostojevskij, Tolstoj og Solsjenitsyn. Det er alt sammen noget, der ligger og rumsterer ubevidst inde i mit hoved, mens jeg sidder og skriver. Så er der forfattere som John le Carré og Graham Green, som jeg står i dyb gæld til, og som har påvirket min måde at skrive på.
