Det er sommeren 1968. Ole Grünbaum er flyttet ind i en lejlighed i Skt. Pauls Gade i Store Kongensgade-kvarteret i København sammen med en gruppe kammerater. Lejlighedens indehavere er vist nok i Nepal. Det er her, at han første gang tager lsd. I erindringsbogen ”Bar røv i 60’erne” skriver han om oplevelsen:
”Jeg er et lykkeligt barn, der ser mirakler alle vegne. Lyset er så smukt. Jeg sidder og betragter lyset fra en lampe, hvordan det stråler gennem luften og rammer genstande. Gulvet skinner af guld. Der er guld alle vegne. Jeg er verdens rigeste menneske. Jeg vil bare danse, danse og se. Der er så meget at se på. Det er, som om jeg aldrig har set noget før. Jeg kan kigge længe på gardinet. Den måde, det folder på, er fantastisk. En mægtig kraft former det.”
Når den i dag 73-årige Ole Grünbaum ser tilbage på året 1968, var det ikke studenteroprøret i Paris, som han oplevede på tæt hold, en anholdelse og ophold i en fængselscelle, fordi han var udeblevet fra værnepligt i civilforsvaret eller arbejdet med det aktivistiske gadeblad Hætsjj, der blev skelsættende.
”Jeg var aldrig en del af studenteroprøret, for jeg var selv droppet ud af universitetet i 1964 efter at have læst matematik og antropologi. Karakteristisk for mig personligt var 1968 det år, hvor jeg tog mit første syretrip. Det ændrede mig. Det gjorde, at der var nogle døre inden i mig selv, der åbnede sig. Der var også en masse skidt, og jeg vil absolut ikke anbefale det til nogen. Det fremgår vist også af min bog, håber jeg,” siger Ole Grünbaum.
Han vil hellere have postevand end den kaffe og danskvand, der er sat frem på bordet i mødelokalet på Kristeligt Dagblad. Vinduerne vender ud til Vimmelskaftet midt på Strøget i København, og der er få hundrede meter ned til Storkespringvandet på Amagertorv, hvor han som ung hang ud sammen med andre af datidens langhårede hippier.
Hvis man skal sætte overskrifter på Ole Grünbaums liv, og det gør han selv i indledningen i sin næste bog, ”Bryd igennem. Det er din verden!”, der udkommer den 29. maj på Gyldendal, så har han i den danske offentlighed blandt andet været kendt som finansministersøn, provo, forfatter, gurudiscipel, journalist, computerekspert og samfundsdebattør.
Som det fremgår af ”Bar røv i 60’erne” blev der undervejs også røget en del hash, taget 100 lsd-trips og andre stoffer, men ikke heroin. Der var flere rejser til blandt andet Marokko og den tyrkiske storby Istanbul, en del parforholdsrod, flytten fra lejligheder over kollektiver til et husmandssted i Nordjylland. Og meget mere. Der var kort sagt knald på liggehønen i 1960’erne.
”Jeg kan ikke selv huske det, men når jeg snakker med nogen om den tid, siger de, at jeg havde en utrolig energi. Jeg var på 16 timer i døgnet, og der var ligesom ingen grænser for, hvad man kunne tænke, og hvad man kunne gøre. Duoen Hasse og William havde en sang, der hed ’Du skal ud, hvor du ikke kan bunde’. Den følelse var det, der drev mig. Og jeg havde ingen tanker om karriere, altså bare udtrykket! Det var først, da jeg blev 40 år, at jeg begyndte at tænke i de baner, og det er nok meget svært for folk at forholde sig til i dag,” siger Ole Grünbaum.
Spørger man, hvad han levede af i de år, lyder svaret:
”Det er et godt spørgsmål. Det var ikke så svært at leve dengang. Jeg fik ikke offentlig hjælp. Men der var småjobs. Jeg kunne få penge for det, jeg skrev, og så boede jeg i kollektiv meget af tiden, hvor nogen nogle gange havde penge og andre gange nogle andre.”
Det var oplevelserne med lsd, der sendte ham i en anden retning end mange andre af datidens toneangivende oprørere. Hvor de engagerede sig i marxisme og den politiske venstrefløj i 1970’erne, blev han i 1972 discipel af den 14-årige indiske guru Maharaji og flyttede i ashram, som er den indiske betegnelse for kloster. Men hvad var det, der skete?
Ole Grünbaum kendte nogen, som tog til Indien for at finde en guru, og det gad han ikke. For hvis sandheden er universel, hvorfor skulle den så komme fra Indien, mente han dengang.
”Så jeg var egentlig ikke tunet ind på det der indiske, men havde læst og hørt nogle ting.
Men jeg havde en ven, Cola-Anders, som ringede en dag og sagde, at der var sket noget helt fantastisk. Han havde været i London og været sammen med flere tusinde mennesker og havde lært at meditere. Det var meget simpelt, og det gav ham virkelig noget. Jeg besøgte Anders, og han havde nogle blade. Denne her guru var så 14 år gammel, og det var jo fantastisk i sig selv. I bladene var der optrykt nogle af hans taler, og da jeg så læste det, var det bare wauw!”.
”Han var den første, jeg havde hørt, som tydeligt vidste, hvad han talte om. Jeg kan huske, at jeg sagde til Anders, at ’han taler om det indre liv, ligesom en bonde snakker om, hvordan man dyrker kartofler’. Det måtte jeg undersøge. Det ændrede tingene for mig, for der fik jeg en vej til at gå ind i mig selv uden tanker og opdage, hvad der er bag tankerne og den mentale aktivitet. Og det gør jeg stadigvæk hver dag.”
”Jeg boede i kollektivet Maos Lyst på det tidspunkt sammen med blandt andre Ebbe Kløvedal, Henning Prins og Pernille Kløvedal. Da jeg flyttede ud, sværgede Ebbe, at han ville være den sidste, der gik ind i lyset, og min daværende kone, Dorte, sagde, at jeg var en forræder mod klassekampen. Det blev for mig et brud med alle dem, jeg havde følt mig forbundet med i det der oprør, undtagen nogle stykker. Det var jo mærkeligt. Men det var bare det næste.”
”Først havde jeg brudt med mine forældres måde at leve på. Efter ashram-tiden blev det i begyndelsen af 1980’erne de nye personlige computere, jeg kastede mig over. Og igen kunne de fleste ikke forstå, hvad jeg gjorde. Så jeg har oplevet brud efter brud i mit liv. Jeg må indrømme, at det er der, jeg kan lide at være, i bruddet. Det er der, jeg virkelig lever. Jeg må være født til at være opdagelsesrejsende. Når det hele er usikkert, og nu sker der noget nyt, kan jeg bruge alle mine evner. Jeg går nærmest i panik, når det hele altid er det samme. Jeg elsker nybruddet, vil jeg sige.”
I 10 år boede Ole Grünbaum i ashram sammen med andre af bevægelsens disciple i både København og Aarhus. Her havde han rengøringsjob på en færge og i stormagasinet Salling.
”I ashramen havde man tid til at praktisere meditation, og det var fantastisk. Jeg havde virkelig brug for at finde en indre ro efter de der år. Vi levede efter en traditionel kodeks for ashrams: Man var seksuelt afholdende, vegetar, måtte ikke ryge og så videre og stod op ved fem-sekstiden om morgenen. Det var et disciplineret og meget renligt liv, og det var lige det, jeg trængte til.”
”I begyndelsen af 1980’erne opløste guruen, der nu bruger sit almindelige navn, Prem Rawat, ashrammerne, fordi han så, at det var blevet for sekterisk. I dag rejser han rundt i verden og taler om fred, og jeg får stadig meget ud af at lytte til ham. Og jeg mediterer en times tid hver dag. For mig er det at kunne sætte sig ned og lukke øjnene og forlade denne her verden. Jeg vil nødig undvære det, for det giver mig en styrke. Det er jo parallelt til det, de gamle kaldte for bøn i den ortodokse kristendom, hvor man bliver stille indeni og fordyber sig. Jeg ville føle mig som en forhutlet vagabond, der gik i kulde og stormvejr hele tiden, hvis jeg ikke havde den mulighed hver dag at komme indenfor i hulen.”
”Jeg finder noget inde bag tankerne hver dag. Nu kalder jeg det for hjertet. Og hvis jeg har specielle oplevelser under meditation, er det ikke noget, jeg taler om. Som Paulus sagde: I går var jeg i den fjerde himmel, men det er ikke noget, vi taler om. Det hjælper ikke nogen, det er spirituel pornografi. Hjertet er et godt udtryk, fordi vi ellers kører så meget på hjernen. Jeg tror jo, at der er en universel visdom, som alle profeterne, Jesus, Buddha og Muhammed, har talt om. Det er den visdom, jeg synes er interessant. Men en ting er at læse om det, noget andet er at finde den kilde til visdom i sig selv. Det er det, det handler om. Jeg synes, jeg når derhenad hver dag. Man udvikler sig jo hele sit liv.”
Ifølge Ole Grünbaum var en af de erfaringer, han fik med lsd, at hans virkelighedsopfattelse i høj grad var bestemt af en måde at tænke på, og det var ikke virkeligheden.
”Så jeg stillede mig selv det spørgsmål: Hvad er den virkelige virkelighed, er der en virkelig virkelighed, og hvad er den? Det er jo et grundlæggende spørgsmål, og det kom til at bestemme meget, selvom jeg efter 1968 stadig var en del af den bevægelse, der blandt andet udmøntede sig i kollektiver og Thy-lejren. Men jeg havde det andet med mig hele tiden. Og mine inspirationer udefra kom fra England og USA og absolut ikke Tyskland og Frankrig, som jo meget var tilfældet med studenteroprøret.”
”Den del af samfundsoprøret, som jeg var tiltrukket af og også selv prøvede at praktisere, det er, at hvis man vil ændre verden, må man ændre sig selv. Det meget bastante studenteroprør var jo ikke noget med, at de skulle ændre sig selv, det var alle andre, der skulle ændre sig. Og som årene skred frem fra 1968 til 1972, kunne jeg mere og mere se en skrigende disharmoni mellem det meget bastante oprør og min søgen. Jeg var totalt rodløs. Jeg skulle et nyt sted hen, og der var jeg ikke tilfreds med at sige, at alle de problematiske ting skyldtes det samfund, vi lever i, og når den revolution er sket, så er alt lyserødt. Jeg var til en bevidsthedsrevolution, kan man sige, og det er jeg egentlig stadigvæk. Jeg tror, at mange af de ting, vi er utilfredse med i samfundet, kommer fra os selv.”
I 1960’erne var det en interessant historie i medierne, at den daværende socialdemokratiske finansminister Henry Grünbaums søn var provo og hippie. Men ifølge Ole Grünbaum havde han et fint forhold til sine forældre, han ville bare ikke leve på samme måde som dem.
”Min kommende bog, der skal hedde ’Henrys testamente’, og som udkommer næste år, handler om den spænding. Mine forældres generation skabte velfærdsstaten, og vi, der var børn af velfærdsstaten, gjorde noget andet. Jeg har hørt mange år senere, at da min far var finansminister, blev han af en journalist spurgt om det der med hans søns opførsel, og at han var med i nøgenhappenings. Da havde han svaret, at ’Ole er en voksen mand, og han gør, hvad han vil, og jeg er en voksen mand, og jeg gør også, hvad jeg vil’. Han havde format.”
”Mine forældres familier kom fra Østeuropa. Det var fattige jødiske arbejdere, men de var meget vakt intellektuelt. Min mormor blev født samme år og voksede op i nærheden af der, hvor maleren Chagall blev født i Hviderusland. De var meget verdensborgerlige. Nazisterne kritiserede jo jøderne for at være verdensborgere. Når man ser billeder af jøder fra deportationer og koncentrationslejre, så var det ikke folk, der gik med kalotter. Det var moderne mennesker. Så mine forældre kom af det. Og deres sønner, Peter, Ole og Klaus, blev ikke omskåret. Mine forældre var totalt areligiøse, og de gik aldrig i synagogen. Jeg tror aldrig, jeg hørte udtrykket Gud i mit hjem. De var også meget generøse og gav os virkelig rum til, at vi selv kunne bestemme, hvad vi ville. Så det har jeg været vant til fra lille af,” siger Ole Grünbaum.
Når han i dag ser tilbage på 1968, er det med den holdning, at ”lidt mere visdom ikke ville have skadet”.
”Man bliver jo altid klogere, men jeg fortryder ikke noget og ville ikke have undværet det. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skulle have gjort. Jeg kunne ikke have været et andet sted. Men det fik også en ende. Da jeg i 1972 flyttede i ashram, var det, fordi jeg kunne se, at jeg hang så meget i laser i min egen sjæl, at jeg måtte have svar på de spørgsmål, der var dukket op om, hvem jeg var, og hvad livet virkelig gik ud på. Jeg har aldrig været ateist, men jeg har heller aldrig været troende. Hvad er man så? Jeg vil sige søgende. Jeg måtte finde noget og mærke noget i mig selv, som gav mig en eksistentiel grund at stå på. Så det var helt nødvendigt og noget af det bedste, jeg har gjort i mit liv.”
Ole Grünbaum var ikke den eneste, der i de år var åndeligt søgende og vendte blikket mod Indien.
”De psykedeliske stoffer har muligvis været medvirkende. Dengang var det et brud, men i dag er det jo helt almindeligt, når man ser på, hvad folk gør i deres åndelige søgen. Dengang var det en søgen efter nogle svar, man ikke kunne få andre steder. Vi gik derhen, hvor kirken burde have leveret, men ikke kunne. Jeg var inde forbi kirken en enkelt gang og fik intet ud af det med en præst, der lagde sin stemme i helt andre folder, når han talte om Gud, men ikke vidste, hvad han talte om. Jeg ville have noget virkeligt.”
”Dengang og nu er det, som samfundet står for, at du skal få dig en uddannelse og en karriere og en familie, og så er du et vellykket menneske. Der er ikke noget i vejen med disse ting, men alene fylder de ikke sjælen, de fylder ikke hjertet, de giver ikke nok mening. Og det er farligt at have en verden, hvor selve det at gøre karriere og at tilegne sig materielle ting er blevet livets eneste formål. Det er skrigende tomt. Det er det, vi oplever nu, og det er derfor, der er så meget ballade.”