Prøv avisen

Jeg må stadig kæmpe med mine tekster

"Det betød meget for mig, at det ikke kun var anmelderne og mine læsere, der kunne lide mine seneste romaner, men også de eksperter, der deler legaterne ud," siger Synnøve Søe, der i 2008 modtog Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. Foto: Erik Refner.

Forfatteren Synnøve Søe har brugt trygheden fra Statens Kunstfonds treårige legat til at turde søge ny utryghed ved at flytte fra Snogebæk på Østbornholm for at skrive andre steder i verden -- og på Bornholm

Bølgerne bokser mod den sydbornholmske kyst ved Balka. Og det er faktisk deres larmende slag mod stranden, der er den største forstyrrelse for forfatteren Synnøve Søe. I øjeblikket bor hun nemlig 100 meter fra havet i et lille gasbetonhus på 23 kvadratmeter, inklusive bad og toilet. Oprindeligt blev huset bygget til hønseri i 1940'erne, men senere blev det – som de andre små, ensartede nabohuse – ombygget til feriebolig for underbemidlede københavnere. Det var sådan, huset kom til at tilhøre Synnøve Søes mormor, og da hun døde sidste år, arvede moderen det, så datteren kunne flytte ind i sidste uge.

LÆS OGSÅ: Synnøve Søe i nyt opgør med 68'er-generationens forældre

At Synnøve Søe overhovedet har brug for at bo i det beskedne hus sammen med sin 12-årige søn, Romeo, skyldes ironisk nok, at hun for knap tre år siden var blandt de dygtige forfattere, der blev hædret med Statens Kunstfonds treårige legat. Dengang boede hun i sit eget hus i Snogebæk nogle kilometer herfra og supplerede den beskedne forfatterindtjening med at arbejde som freelancejournalist for TV 2/ Bornholm. Men med udsigten til at kunne leve af legatet i tre fulde år valgte hun at fremleje sit hus for at kaste sig ud i et nærmest utænkeligt eventyr for de fleste østbornholmere. Hun flyttede til storbyen.

"Det vil sige Rønne," siger Synnøve Søe og slår sin karakteristiske hæse latter op.

"Jeg var gået i stå i min skriveproces, efter at jeg udgav min seneste roman 'Skrifte'. Jeg havde boet i Snogebæk siden 2001, og jeg havde ikke råd til bil, så jeg kom kun til Rønne få gange om året. Men legatet gav mig mulighed for at fremleje mit hus, året efter jeg fik legatet, hvor jeg virkelig havde lyst til at se en anden del af verden end Snogebæk. Og min første rejse gik altså til Rønne. Jeg savnede kunsten og storbyen og troede, at det ville hjælpe at flytte til Rønne, hvor jeg fik en lille lejlighed. Men det gik helt galt for mig. For selvom folk er vildt søde i Rønne, sker der jo ingenting. Dengang var der kun en cafe og en masse værtshuse i byen, og når butikkerne var lukket, lukkede resten af byen nærmest også ned. Sådan er det jo også i Snogebæk, men der havde jeg havet ved siden af mig, mens jeg skulle gå flere kilometer for at komme til en naturstrand ved Rønne."

I stedet valgte Synnøve Søe at stikke af til en lille bjerglandsby 20 kilometer fra Malaga, ligesom hun tidligere har rejst rundt i verden for at skrive alene.

"Min søns far tilbød at tage ham en periode, så jeg kastede mig ud i det, og jeg var fem måneder i Spanien. Men det var også rigtig dumt af mig. For jeg havde ingen at snakke med. Alle talte kun spansk i den lille bjerglandsby, og det eneste, jeg kunne sige, var 'hola!'. Og da min søn kom ned og besøgte mig, fandt jeg ud af, hvor meget jeg savnede ham, så jeg endte med at tage med ham tilbage til Bornholm i december, hvor vi boede sammen i en ferielejlighed på 18 kvadratmeter i Allinge gennem resten af vinteren."

Bedre blev det ikke, da Bornholm blev sneet inde i vinter, og Synnøve Søe sad i sin ferielejlighed på landet, hvor de måtte gå over markerne for at købe ind, så nu virker hun oprigtigt taknemmelig for sine 23 kvadratmeter på Sydbornholm, hvor hun trods alt kan bo lysere og større, indtil hun kan få sit hus i Snogebæk tilbage til september.

"Jeg skriver hver dag, det kan jeg slet ikke lade være med, selvom jeg ikke selv synes, at det er godt nok."

Har det da givet dig præstationsangst at få legatet?

"Nej, det har jeg hele tiden haft. Folk, der kun kender mig fra de talkshow, jeg havde indtil 2001, har måske et billede af mig som en lækker kælling, der kan alt. Men de mennesker, der virkelig kender mig, ved, hvor meget jeg arbejder med mine bøger. Det tog mig 12 år at gennemskrive min roman 'Når den blå hane galer'. Og jeg skrev ni forskellige færdige versioner, inden jeg til sidst afleverede den. Men i dag er den stadig den eneste af mine romaner, som jeg gerne ville skrive om igen, fordi jeg ikke synes, at den er god nok. Legatet har på den måde ikke givet mig en præstationsangst, jeg ikke havde i forvejen. Det har snarere givet mig en anerkendelse, som jeg blev meget lykkelig over. Jeg havde søgt om det en gang tidligere, fordi min forlægger syntes, at jeg skulle gøre det. Og jeg havde sådan set ikke de store forhåbninger om at få det, da jeg søgte igen."

Synnøve Søe nåede endda at glemme alt om sin ansøgning, da hun flere måneder efter åbnede sin postkasse for tre år siden.

"Jeg lider lidt af en slags angst for rudekuverter. Og jeg tør normalt ikke engang åbne mine egne breve, som jeg i stedet får en veninde til at læse op for mig. Men den dag havde hun været væk en periode. Jeg havde ikke været i postkassen i flere uger, men jeg tænkte, at jeg jo blev nødt til at være voksen nok til at tømme den. Og mellem brevene lå en kæmpestor tyk konvolut fra Statens Kunstfond. Jeg åbnede den, mens min søn for en gangs skyld havde fået lov til at gå alene på computeren, og han vendte sig forskrækket om, da jeg sad og tudbrølede. 'Mor, hvem er død?', spurgte han. Men jeg græd jo bare af glæde over, at nogen virkelig syntes, at jeg var god. Min første reaktion var faktisk også, at jeg ikke fortjente det. Og den næste uge var jeg i en mystisk tilstand, hvor jeg pludselig kunne bryde ud i gråd af glæde, når jeg gik alene på stranden. For det betød meget for mig, at det ikke kun var anmelderne og mine læsere, der kunne lide mine seneste romaner, men også de eksperter, der deler legaterne ud."

Selve overrækkelsen af legatet i København blev også mindeværdig for den bornholmske forfatter. Her gjorde mødet med en ældre forfatterkollega et rørende indtryk på Synnøve Søe.

"Vita Andersen kom hen og gav mig et stort knus og sagde, at det var på tide, at jeg fik legatet. Det er næsten det, der betød mest for mig, ligesom selve legatet selvfølgelig også har betydet, at jeg ikke har behøvet at tage noget journalistarbejde ved siden af at skrive på mine romaner. Og det er da en gave og en anerkendelse, som jeg altid vil være både taknemmelig og stolt over. Men tiden er også gået hurtigt. Nu har jeg kun en uges legat tilbage."

Kommer du så til at skrive mindre nu?

"Jeg skal selvfølgelig ud og tjene penge ved siden af, men jeg kan slet ikke lade være med at skrive. Og sådan har jeg haft det, siden jeg begyndte at skrive som 20-årig. Dengang fyldte jeg den ene notesbog efter den anden ved siden af mit arbejde som journalist. Men jeg måtte modtage mange afslag og skrive om mange gange, inden jeg fik udgivet 'Fars'. Og jeg må stadig kæmpe med mine tekster. Med eller uden legater. Sådan er et forfatterliv jo også. Nogle ting kommer nemt, mens man må kæmpe for andre ting. Men jeg kan da mærke, at det er godt for mig at komme tilbage til Østersøen, hvor mit "fadervor" falder naturligt i takt med bølgernes konstante slag."

ohrstrom@k.dk