Jeg mod-sætter mig døden

Debutnoveller emmer af liv, men savner retning

Terje Nordberg, født 1947, har tidligere skrevet en lang række bøger om motion, sundhed og psykologi og desuden skuespil for både børn og voksne.
Terje Nordberg, født 1947, har tidligere skrevet en lang række bøger om motion, sundhed og psykologi og desuden skuespil for både børn og voksne. .

Det er de færreste, der finder det ubetinget fornøjeligt at blive ældre. Fysikken sætter ud, håret falder af, og ens elskede risikerer at forsvinde. Men hos mange opstår der også en forsonlighed med alderen.

Eller måske en munter distance til det levede liv. Og det er i dette sorgmuntre felt, at Terje Nordberg placerer sine mandlige hovedpersoner i de seksten små noveller, der udgør ”Pausefiskepasseren”.

I novellen ”Hendes ansigt” citerer en ung gymnasieelev Phillipe Petit, der gik på line mellem tårnene på World Trade Center i New York. Da han kom ned, i et stykke, spurgte folk ham, hvorfor han dog havde gjort det. Hvortil han svarede: ”Jeg modsætter mig døden.”

Det er samme strategi, som de unge mænd hos Terje Nordberg forfølger, og som de i løbet af livet må tage op til revision. For begrænsningerne melder sig hos dem alle, når de bliver ældre. Ikke mindst når det gælder undervognen, som det så poetisk hedder sig i novellen af samme navn.

Der er mange prostataforstørrede natte-pissende eksistenser i Terje Nordbergs noveller - og mange mænd, der indser, at deres tid som fysisk og erotisk objekt er slut. Som i novellen ”Grey balls of fire”, hvor en ældre mand fejlagtigt tror, at en ung pige i en bus finder ham gammellækker og flirter med ham. Mens hun i virkeligheden blot forsøger at få øjenkontakt med ham, så hun kan signalere, at han gerne må få hendes siddeplads, hvorefter hun titulerer ham med et distancerende De.

Terje Nordberg, født 1947, har tidligere skrevet en lang række bøger om motion, sundhed og psykologi og desuden skuespil for både børn og voksne. Han debuterer som skønlitterær forfatter med ”Pausefiskepasseren”, og han fortjener point for sit valg af emne, som er vigtigt for mange. Men sine steder bliver det desværre mere gammellummert end gammellækkert. Det brovtende og udsigende tager over, og man får pointerne serveret med skeer. Der bliver forklaret og fortalt alt for meget, og de bedste noveller er derfor dem, hvor der blot bliver antydet, hvilket typisk er de noveller, hvor der både er et han og et hun, som for eksempel i ”Der Streif”, hvor det særlige i det almindelige tematiseres, i ”Hendes ansigt”, hvor en ældre mand mindes sin ungdoms kærlighed, og i ”Twilight Time”, hvor et ægtepars ordløse fællesskab bliver skrevet frem. Her er fine ansatser og sansninger, men helt generelt mangler novellerne retning, og de har mere karakter af anekdoter og episoder end egentlige fortællinger med et omdrejningspunkt og et handlingsforløb.litteratur

Erfaringsverdenen fejler ikke noget, men udførelsen og hensigten lader en del tilbage at ønske, og det er og bliver for klejnt. Der er ganske enkelt for mange af novellerne, der ikke helt synes at vide, hvad de egentlig vil - bortset fra at skildre en ældre mand, og det er ikke altid nok.

kultur@k.dk