Jørgen Leth er forsinket. Men han har en god forklaring, siger han i telefonen. Så kommer han endelig gående hen ad Allegade på Frederiksberg, hvor han har været til fodterapeut.
Han går, som han taler. Præcist. Korrigerende sig selv. Men helt i mål. På en karakteristisk måde.
Jakob Fuglsang er også lige kommet i mål. Deraf forsinkelsen. For i sin karrieres største sejr har den danske cykelrytter denne søndag eftermiddag sat Chris Froome og Richie Porte og vundet Critérium du Dauphiné. Det er en kæmpesensation. Og Jørgen Leth så den ikke!
”Jeg sad med fødderne i vand og ringede til min søster Berit, for jeg VIDSTE, hun ville se løbet. Men jeg skælder hende altid ud, fordi hun ikke er præcis. Det er sådan et komisk act, vi har. Men hun holdt mig da underrettet,” siger Jørgen Leth.
Han er begejstret.
”Det kommer til at ændre indgangen til Tour de France meget stærkt. Pludselig har vi en contender; det havde vi ikke for et øjeblik siden. Jeg vidste godt, at han var god, det ved vi alle sammen, men han har været for beskeden på en måde, og det er jo en meget sympatisk egenskab. Men han har også altid været uheldig, så det er en fuldstændig omvæltning. Jeg kan godt lide Fuglsang. Han er meget sympatisk. Jeg er glad for det. På hans vegne. Og på vores vegne. Virkelig meget.”
Vi vælger et cafébord udendørs og han bestiller cortado og gammeldags æblekage med ordene: ”Der er flødeskum til, ikke?”.
Et vissent blad lægger sig til rette på hans forblæste hår. Men Jørgen Leth kan bære det. Faktisk har han med årene opnået en helt enestående coolness-faktor. Både hos kulturparnasset og blandt tilfældige unge mennesker, som tværs over gaden råber: Jørgen Leth, vi elsker dig!
”Det hører jeg dagligt, det råb. Det er rigtigt, jeg overdriver ikke. Og det glæder mig selvfølgelig. Jeg kan jo ikke afvise det. De kommer hen og vil tage selfies. Der er en hengivenhed over det. En oprigtig interesse. Og så ser jeg dem i øjnene og siger, at det vil jeg gerne, men at det ikke må tage for lang tid. Sådan er det.”
I årtier har Jørgen Leth opnået faglig anerkendelse for sine smalle film, sine bøger og digte. Men den brede, folkelige anerkendelse er kommet af sig selv.
”Måske er det, fordi jeg er ærlig, jeg ved det jo ikke. Det er ikke noget, jeg har søgt. Jeg konstaterer det bare.”
Vi er her for at tale om hans nye bog ”Men jeg er her jo”, som udkommer i dag, hvor han fylder 80. Det er en erindringsmosaik, som skulle have været poesi, men som ”mærkeligt, pludseligt og vildt” blev til prosa.
Som så mange af Jørgen Leths bøger (og film) handler den om ham selv, og denne lille, litterære statusopdatering på hans velbefindende begynder i Rom sidste år, hvor kunstneren havde fået en måneds skriveophold. Men han er sur og kan ikke komme i gang.
Faktisk har han i det hele taget svært ved at komme ud af døren: ”Gider jeg? Huske pung, huske tanker, huske mig selv”, som han skriver et sted.
”Jeg kommer derned og bliver meget irriteret med det samme. Hvad skal jeg her? Rom er jo fyldt med ting, der skal ses, og det er meget forsinkende for min skriveproces. Jeg var kontrær. Jeg ville ikke tage imod byens tilbud om distraktion, så jeg lavede en meget stram plan, som indebar, at jeg gik ned og spiste på Piazza del Popolo hver eneste dag – på samme restaurant. Fuldstændig dumstædigt.”
Så hans egen træskhed blev et tema.
”Jeg ville jo ikke være mærkelig. Men for at komme i gang skrev jeg det ned, jeg oplevede, og det er sådan set altid min metode.”
Tiden er en anden fodslæbende følgesvend i bogen. Minutterne ”rasler” afsted, og dagens store tidspunkter, morgen, middag og aften, møder hver sin version af Jørgen Leth. Især er livet ubærligt om morgenen.
”Det er jo ikke, fordi jeg vil gøre mig selv melodramatisk, men det bliver værre og værre, selv om det altid har været slemt. Det der med morgenen. Sådan depressivt. Jeg skal starte helt forfra hver dag.”
Æblekagen, med flødeskum, bliver sat foran ham. Og næste gang jeg tænder båndoptageren, er det jordskælvet i Haiti 2010, vi taler om. Det spøger stadig inden i Jørgen Leth, og den beskyttende glemsomhed, som hans hjerne satte ind med dengang, har ændret ham, hvilket både bekymrer og fascinerer ham. Leth blev reddet ud af en af sine medarbejdere, men hans hjem i Jacmel blev ødelagt. Det eneste, han fik med sig, var sin computer.
”Jeg greb ud efter den. Det var en refleks. Jeg var totalt i vildrede om, hvad man skulle. Da det begyndte at rumle, troede jeg, det var en stor traktor, det kørte forbi, men så kom det jo tættere og tættere på.”
Først faldt husets ene store altan ned på gaden fra tredje sal. Så røg den anden. Gulvet revnede og væggen foran ham forsvandt, så han pludselig kiggede ud over byen. Men intet af det kunne han omsætte til tanken jordskælv.
”Det foregik i slowmotion, det var en beskyttelse, som hjernen satte ind med. Det er meget mystisk og fantastisk.”
På det seneste er der fra mediernes side blevet holdt godt øje med Jørgen Leths alder. Husker han dårligt? Hvorfor vil han ikke tale om alzheimer? Skal han snart til at gå med stok? Men ud over at benene driller, virker han skarp. Og glad. Han er produktiv som sjældent før (det siger ikke så lidt), og i sidste uge gik en livslang drøm i opfyldelse, da han fik udgivet to digtsamlinger på fransk. Han er i gang med en film, og har idéer til flere. Hvor kommer den produktivitet fra?
”Det har jeg ikke noget svar på. Men jeg ser det. Og jeg er glad for, at jeg er produktiv. Det er jeg. For det har ikke altid været nemt. Ligesom andre forfattere har jeg haft skrivehæmninger. Før i livet har det været svært at komme i gang, men det er blevet bedre. Heldigvis. Det er, som om dørene er slået op på vid gab.”
”Kan jeg stadig skrive om kærligheden. Jeg er ikke i nærheden af den. Kun i tankerne,” spørger Leth i begyndelsen af ”Men jeg er her jo”.
Og et sted i bogen husker han sig selv som yngre, på journalistisk opgave i Afrika, hvor han får tilbudt en lokal kvinde med ordene, at hun er en god pige, uden sygdomme. Han siger ja tak.
Er han ved at rode sig ud i en ny kokkens datter-sag? (Efter Jørgen Leths bog ”Det uperfekte menneske” i 2005, hvor han skrev om at tage sin koks 17-årige datter, mente Politiken i en leder under overskriften ”Liderbasse”, at Jørgen Leth skulle fratages sit hverv som konsul i Haiti, og lagde op til, at TV 2 skulle fyre ham som Tour de France-kommentator. Dette skete, men stationen bad ham komme tilbage i 2008).
”Jeg er selvfølgelig bevidst om, at jeg godt kan lide at drille her,” svarer Leth med et gavtyvesmil. ”Men jeg kan altså ikke se, at der er nogen herrementalitet i det. Det er de lokale, der tænker sådan. Jeg er i deres setting og siger, at, jamen, jeg er ikke fremmed for at berøre andre. Det var det, de mistede helt i kokkens datter-debatten. De gik ud fra deres egen moral. Derfor er det dem, der er hyklerisk moralske på grund af den afstand, de digter ind imellem hvid og sort. Det kommer da an på situationen, på hvem man er, og hvad der sker omkring en. Det synes jeg, Jakob Ejersbo har behandlet godt, det stof.”
Religion både fascinerer og skræmmer ham. Carl Th. Dreyers film tør han næsten ikke se. Gud har han aldrig opsøgt.
”Men jeg vil gerne opsøges, hvis han vil mig noget. Det tænker jeg tit på. Jeg signalerer vel egentlig, at jeg er åben. Jeg bliver meget bevæget over religiøse optog. Men jeg er ikke selv troende, og det undrer mig i virkeligheden, for jeg er jo sådan set parat. Min alder er også perfekt.”
I ”Men jeg er her jo” kommer Jørgen Leth flere gange ind på Bibelen. Blandt andet fordi optrinnet i Getsemane have berører ham dybt.
”Jeg har haft et projekt, eller har stadigvæk, om at lave en bibelfilm. Udvalgte scener. Men vi er ikke kommet nogen vegne, for filminstituttet stiller sig fremmed over for projektet. Det gør de.”
Hvorfor?
”Det aner jeg ikke. Det ryster mig. Det gør det. Men jeg ville gerne lave en tableau-film fra Bibelen, også fordi jeg bliver meget berørt af andres tro. I Haiti – hvor jeg har lært meget om alle livets områder – er der en masse kristendom i deres voodoo. Det fascinerer mig, at der på busserne, for eksempel, er malerier fra Bibelen. Sommetider står der bare et tal. Det vil sige, at man går ud fra, at folk, ved at se et tal, kan genkalde sig et bestemt sted i Bibelen. Det synes jeg, er meget rørende.”
Missionærer hader han. Dem er der mange af i Haiti, især efter jordskælvet. Nødhjælpsarbejderne er Jørgen Leth heller ikke vild med.
”For at sige det brutalt, er der meget svindel med nødhjælpspengene. Jeg kan ikke generalisere, men mange nødhjælpsorganisationer beriger sig selv. Landet flyder med dyre hvidmalede jeeps fra godgørende, der har en aktie – virkelig en aktie – i Haiti. Og så sender de unge mennesker ind, som tegner sig for måske tre uger og så ud igen. Det virker så overfladisk. Det frastøder mig.”
Døden er han ikke bange for.
”Den kommer, når den kommer. Jeg fortsætter med fuld damp på indtil da. Jeg kan da godt mærke, at jeg bliver træt, og at min krop ikke lystrer mine ønsker om at være til stede til alting, men det må jeg tage, som det er. Jeg prøver bare at følge med. Og jeg har masser af idéer.”
Om få uger skal Jørgen Leth for 34. gang kommentere Tour de France. Nu med Jakob Fuglsang som stærk spiller i feltet. I ”Men jeg er her jo” skriver han også om, hvilke cykelryttere han kan lide og hvorfor.
Hvis han må nævne to ryttere, hvem er det så?
Jørgen Leth ligner en, der er blevet bedt om at vælge to stykker slik i en magnumpose Haribo.
”Luis Ocaña og Fausto Coppi,” sukker han endelig:
”Måden, de tager skæbnen i egen hånd, er en egenskab, jeg sætter stor pris på. Overalt. Men specielt i cykelløb. Når de ikke lader sig diktere af omstændighederne. Det er det bedste.”
Og de værste?
”Det er dem, der mangler karakter. Jeg tænker jo altid mest på mine helte, og der er selvfølgelig nogen, der ikke er helte, også i dag… Men nej, det vil jeg helst lade svæve.”