Liv Ullmann: Jeg ønskede at finde en grund til at leve

Skuespilleren Liv Ullmann lever sig ofte helt ind i sine roller. Her fortæller hun om det at ældes, behovet for at blive set og det livslange venskab med Ingmar Bergman, hvis 100-årsjubilæum nu markeres med nye opsætninger og film

Liv Ullmann blev født i Tokyo og voksede op i Japan, New York og Toronto. Som ung skuespiller løb hun ind i Ingmar Bergman på gaden og blev tilbudt en rolle. Det var starten på et 42 år langt partnerskab, der også bragte mindeværdige møder for både Ullmann og Bergman med den amerikanske instruktør Woody Allen.
Liv Ullmann blev født i Tokyo og voksede op i Japan, New York og Toronto. Som ung skuespiller løb hun ind i Ingmar Bergman på gaden og blev tilbudt en rolle. Det var starten på et 42 år langt partnerskab, der også bragte mindeværdige møder for både Ullmann og Bergman med den amerikanske instruktør Woody Allen. Foto: Charlie Clift/ritzau.

Ritz Hotel, London. Morgenen efter festen. Britiske flag ophængte som gardiner. Rengøringsdamer, som polerer messing på trappen. Uniformeret personale, foroverbøjede som ældede generaler. Fem etager højere oppe slår Liv Ullmann sig ned i en suite og taler om teatrets rolle i livet.

”Det vigtigste for mennesker er at føle, at de er forbundet med andre mennesker,” siger hun; at blive set og forstået. Selvom de er klodsede, når de taler, og ordene måske ikke bliver helt rigtige, så kan de føle, at de bliver forstået.

Det er måske kunstens vigtigste opgave: at få folk til at føle sig mindre alene; at føle, at de hører til.

”Jeg kan ikke udtrykke det bedre selv. Som skuespillere kan vi af og til opleve det. Folk kommer til os efter teaterforestillingen og siger: ’Der var noget, jeg ikke forstod om mig selv, men nu ved jeg, at andre mennesker føler det samme.’ Ville det ikke være rart, hvis vi kunne tale om det samme i vores private møder?”.

Aftenen før har Liv Ullmann holdt tale til den fest, der markerede starten på fejringen af hundredåret for Ingmar Bergman i 2018 – et jubilæum, der markeres verden over og spænder fra en amerikansk film-version af ”Scener fra et ægteskab” til opsætningen af Linn Ullmanns roman ”De urolige” på Dramaten i Stockholm. Nu kommer hun til hægterne igen på sit værelse med mineralvand og en skål med melonterninger.

Ingmar Bergman
Ingmar Bergman Foto: ritzau

”Jeg undgår ofte sammenkomster som i går aftes. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, men jeg ved godt, at det er vigtigt. På scenen eller på film, der kan jeg kommunikere, der kan jeg udtrykke mig. Privat foretrækker jeg at lytte.”

Som hovedperson i 12 af Ingmar Bergmans film – herunder det internationale gennembrud ”Persona”, den Oscar-nominerede ”Ansigt til ansigt” og den Golden Globe-vindende ”Scener fra et ægteskab” – er hun ansigtet, der har udtrykt instruktørens følelser om den menneskelige tilstand: forvirringen, uroen, længslen og aspirationen.

”Jeg var meget ung, da vi mødtes, 25 år, men han vidste, at jeg så ham og forstod, og jeg følte, at han så mig og forstod. Selvom han var så meget ældre. Det var en af grundene til, at vi lavede så mange film sammen. Desuden troede han på mig, for jeg troede ikke altid på mig selv.”

De forelskede sig under indspilningen af ”Persona” i 1965, fik datteren Linn Ullmann i 1966 og levede sammen på Fårö i de følgende fem år. Kærlighedsforholdet blev efterfulgt af et livslangt venskab og et kunstnerisk samarbejde, der resulterede i duoens måske mest anerkendte film.

”Vi forstod behovet for at føle samhørighed, behovet for at blive forstået som mennesker. Han forstod, hvad jeg længtes efter, og jeg forstod, hvad han længtes efter. Hans ensomhed og ønsket om ikke bare at blive set, men også at finde en mening med livet. Du ser det i ’Det syvende segl’, når ridderen møder Døden og siger: ’Hav barmhjertighed, giv mig noget, der giver mit liv mening.’”

Hvad længtes du efter?

”Det samme. Jeg ønskede at have et formål. Jeg ønskede at have en grund til at leve.”

Liv Ullmanns værelse ser ud som forventet; en stenpejs foran sengen, krystallysekroner og kinesiske vaser. Hun synker ned i en victoriansk stol, lægger benene over kors og fortæller om Ingmar Bergmans arbejdsmetoder.

”Han gav sjældent detaljerede instruktioner. Jeg husker, da vi filmede selvmordsscenen i ”Ansigt til ansigt”. Han sagde bare: ’Tag pillen og læg dig ned.’ Så hørte jeg ham sige til en kollega i teamet: ’Huskede du nu at skifte sovepillerne ud med sukkerpiller?’.”

Det var nok til at gøre Liv Ullmann usikker.

Woody Allen
Woody Allen Foto: ritzau

”Jeg rystede på hånden, da jeg tog den første pille, mit hjerte galopperede. Han sagde ikke ’cut’, men fortsatte bare optagelserne, så jeg lagde mig ned på sengen i mit pigeværelse. Der var tapet på væggen, og jeg fulgte blomstermønsteret med fingeren. Det var så smukt, jeg var så lykkelig. ’Hvad tid dør jeg mon?’, tænkte jeg og så på mit ur. Alt imens fortsatte han med optagelserne. Det var den optagelse, der kom med i filmen.”

Liv Ullmann er en mester i små virkemidler. En bekymret rynke mellem øjenbrynene, en kort rysten på hånden, som tænder cigaretten. Ved flere lejligheder har hun oplevet sin egen opløsning foran tilskuerne.

”I netop det øjeblik tror jeg på det. Jeg tillader rollefiguren at blive kanaliseret gennem mig, men det er Liv Ullmann, som står der. Det handler om en følelse, noget usagt i mig selv. Det er stoffet, der væver stoffet, rollen, som spiller rollen. Nogle gange lykkes du med dette som skuespiller, at du virkelig er rollen, og du kan også mærke det på publikum. De ser ikke på mig som Liv Ullmann længere. De ser en anden.”

Liv Ullmann – hvis far var flyingeniør og udstationeret i udlandet – blev født i Tokyo og voksede op i Japan, New York og Toronto. Efter faderens død flyttede familien tilbage til Norge. Hun studerede teater i London i 1950’erne og debuterede i Stavanger med en opsætning af Anne Franks dagbog.

Under et besøg hos vennen Bibi Andersson i Stockholm løb hun ind i Ingmar Bergman på gaden. Hun blev tilbudt en rolle, og det var starten på et 42 år langt partnerskab. Hun husker den aften, da Ingmar Bergman mødte Woody Allen.

”Woody Allen og jeg arbejdede sammen, og han spurgte, om han kunne mødes med Ingmar, så jeg arrangerede mødet i New York. Woody Allen hentede mig i en limousine, sad helt tavs i bilen på vejen derhen og var tavs som en østers i elevatoren. Da Ingmar åbnede døren til sin hotelsuite, smilede de bare til hinanden. De sad i tavshed under middagen og bare beundrede hinanden. De sagde ikke et ord hele aftenen. Da vi kørte hjem, sagde Woody Allen: ’Tak, Liv.’ Senere ringede Ingmar og sagde: ’Dette var virkelig stort.’”

Liv Ullmann fortsatte med at tale med Ingmar Bergman frem til hans død i 2007. Da afslutningen nærmede sig, chartrede hun et fly og fløj fra Norge til Fårö.

”Jeg vidste, at tiden nærmede sig den dag. Jeg havde en fornemmelse, så jeg rejste dertil. Ingmar var på vej væk, da jeg ankom, men hvis han var ved bevidsthed, ville han have spurgt, hvorfor jeg var der, for der var ingen andre til stede, kun sygeplejersker. I den sidste film, vi lavede sammen, havde jeg replikken ’du kaldte mig’. Så jeg sagde bare: ’Ingmar, hvis du spekulerer på, hvorfor jeg er her: Du kaldte mig’. Han døde senere på natten.”

I dag lever Liv Ullmann sammen med sin mand i Boston, USA. Dagene tilbringes med at læse, skrive og se film (”Jeg elsker at gå i biografen midt på dagen. Jeg stemmer ved Oscar-gallaen, så jeg får tilsendt 90 dvd’er, som jeg ser”). Alderen, 78 år, forekommer hende fremmed.

”Jeg glemmer det nogle gange. Jeg føler stadig, at jeg er 13 eller 25 år. I min alder indser du, at du ikke forandres inderst inde. Naturen har sat dig i en ny rolle, og den stemmer ikke altid overens med, hvordan du føler dig.”

Interviewet har været bragt i Svenska Dagbladet og er oversat fra svensk af Translated By Us