Prøv avisen

Jeg savner min blender

Man er i gang med den halvstore alvor og den groteske miniature i Thøger Jensens roman "Frokost i tyrens hoved".

Thøger Jensens sjette roman byder ikke på meget nyt i forfatterskabet. Men han kan blande grundsubstansen på overraskende måder

Vi lander med det samme i Thøger Jensens genkendelige, mikroskopisk flydende, univers. Små fragmentariske kapitler, klip og brud, pudseløjerlige underklange. Nærbilleder af mennesker, især mænd, der nok har uro og drift i sig, men alligevel aldrig rigtigt får låget af gryden.

Frokost i tyrens hoved er Thøger Jensens sjette roman. Bygget med et vrimmel af små kapitler, tilsat finurlige overskrifter og inddelt i fem større afsnit. Men ret skal være ret: denne gang med lidt større vægt på det narrative forløb.

LÆS OGSÅ: Med lethed og optimisme

Det handler om Henning. Det handler om at drømme om at flyve. Og det handler om alligevel ikke at gøre det.

Enhver bevægelse havde et tyngdepunkt i figurens indre; lemmerne, der ikke var andet end penduler, fulgte på mekanisk vis med af sig selv, uden der skulle gøres mere ved det, har vores hovedperson skrevet i sin lille sorte notes.

Et citat fra den tyske forfatter Heinrich von Kleist. Henning er bibliotekar fra Limfjorden. Han er midt i livets eget tyngdepunkt og har kun én dag følt sig på højde med sig selv og sin alder: da han blev halvtreds. Før følte han sig for gammel. Nu føler han sig for ung.

Henning vil skrive en roman. En dag siger han: Jeg tror sgu, jeg kører over Mors, og sådan er det hele vejen igennem. Bilen og livet driver ham ud på en rejse fra Berlin til et ukendt landskab i Wales. Fra konen Astrid og den smådemente mor på plejehjemmet som han kører små ture med for at adsprede både hende og sig selv til en langt større tour, hvor han genser ungdommens kærlighed, Elaine. Ud over at være smuk og foruroligende har Elaine den særlige egenskab, at hun kan flyve. Dels med paraglider, dels i mange andre, lige lovligt understregede betydninger. Hun har tilmed en hund, der hedder Sky! Henning er mere til fodtur og langsomt trav.

Det er det med tyngdepunktet igen. Hver gang vi flytter rundt, fordeler det hele sig bare på en ny måde. Relationerne flytter med. Tingene. Selv det armbåndsur, der på forunderlig måde skyller op på stranden og bliver et måleinstrument for både tiden og kærligheden. Det flytter med, selvom det flytter arm.

What do you really want?, spørger Elaine ham, og han ved det ikke. Eller rettere: Svaret er som en suppe, der flyder rundt inde bag hans øjne. Henning er ikke så god til ord; men han er god til supper. Og pludselig midt i dette eksistentielle spørgsmål savner han sin blender.

Sådan er vi på en gang i den halvstore alvor og den groteske miniature i Thøger Jensens roman. Vi flyver ikke. Vi glider med. Vi murrer og muntres.

Så lad mig slutte med et af de retoriske spørgsmål, der er strøet hen over siderne og passer fint med denne evige tilstand af ikke-valg: Mon Thøger Jensen selv en dag vil satse lidt mere?

Liselotte wiemer

kultur@k.dk