Prøv avisen

Jeg savner nostalgien omkring døden

"De døde er til stede, når man tænker på dem og savner dem. Døden er ikke noget endegyldigt," siger den tyske forfatter Judith Hermann, der er aktuel med den anmelderroste novellesamling "Alice". Foto: Søren Staal.

Tyskeren Judith Hermanns nøgterne noveller om døden er en hyldest til livet. Døden er blevet et abstrakt begreb, mener hun, fordi den videnskabelige viden om verden har fjernet myterne, men ikke skrækken for den

"Men Micha døde ikke. Ikke natten mellem mandag og tirsdag, heller ikke natten mellem tirsdag og onsdag, han ville muligvis dø onsdag aften eller natten til torsdag. Alice mente at have hørt at de fleste mennesker dør om natten. Lægerne sagde ikke længere noget, de trak på skuldrene og viste hende deres tomme, desinficerede hænder. Der er ikke noget at gøre. Vi beklager".

LÆS OGSÅ: Livet set gennem døden

Således enkelt og jordnært indledes historien om Alices ven Michas død på et hospital i byen Zweibrücken. Det er hverken vemod eller de store eksistentielle tanker om den sidste rejse, men snarere nøgterne, usentimentale beskrivelser af oplevelser og tanker omkring en døende og i tiden efter. Den stil går igen i hele novellesamlingen af tyskeren Judith Hermann, hvor hovedfiguren er Alice.

Bogen "Alice" fra 2009 udkom i sidste uge på dansk og har fået stor ros af kritikerne. "Hendes kunst består i at få det tunge til at synes let og i at få alt, hvad der er endegyldigt, til at svæve. Hun gør ikke noget stort ud af sig selv eller af de begivenheder, som hun nøgternt og sagligt fortæller om", skriver en tysk anmelder i Neue Zürcher Zeitung.

Døden er temaet i de fem noveller, hvor Alice oplever, genoplever eller bearbejder vennen Michas, et mandligt familiemedlems eller en mandlig samlevers død. Dødsfaldene er ikke frygtindgydende eller spektakulære: Læseren møder Alice på hospitalsbesøg, hun taler om særligt praktiske foranstaltninger, man følger hende, når hun går rundt i Berlins gader og rydder op i garderober, gennembladrer breve og sorterer gamle grammofonplader.

Judith Hermann på 41 år har mange år foran sig, så hvorfor er hun allerede optaget af denne verdens ultimative afslutning i sin tredje bog?

"Det er et svært tema for mange, som er forbundet med frygt. Der er et element af autobiografi i alle mine bøger. Min første bog var en ungdomsbog, og den næste om livet omkring de 30. Jeg har de seneste år skullet sige farvel til alt for mange mennesker, blandt andet gode venner. Så jeg har erfaringer med døden. Bogen afspejler livserfaringer, jeg har gjort med mennesker, jeg har levet med," siger Judith Hermann, der var i København forrige uge til CPH:LITT og i en pause gav sig tid til Kristeligt Dagblad på et hotel i byens centrum.

Du har engang sagt, at du ikke bryder dig om afslutninger. Nu skriver du om den ultimative afslutning.

"Da jeg sagde det, var jeg ung og havde andre tanker om livet. 'Alice' er ikke en bog om døden. Det er en bog om livet og om at leve videre. Den har en åben slutning. Livet går videre, og man iagttager tingene på en ny måde, når man lever tæt på en døende. Det er livserfaringer, de fleste må gennemgå. De døde er til stede, når man tænker på dem og savner dem. Døden er ikke noget endegyldigt."

"Alice" roses for sin nøgterne og enkle, men sprogligt fornemme, fremstilling af det tunge emne. Sorgen og de store følelser fylder ikke meget på linjerne, men skal findes mellem dem, fortæller Judith Hermann.

"I Tyskland havde mange det også svært med bogen. Der har været mange spørgsmål til, hvorfor de ikke græder, hvorfor de ikke klager eller river sig i håret. Hvor er sorgen? For mig er det helt naturligt, at de selvfølgelig gør alle disse ting. Naturligvis sørger de. Det forekommer måske paradoksalt for læseren, men det er noget privat, som jeg ikke vil udstille. Jeg ved jo godt, hvordan det forholder sig med familierelationer, arbejdsforhold, følelser og så videre, og jeg har besluttet, hvad der skal med og ikke skal med. Jeg lader læseren fylde disse tomrum ud selv. Bogen efterlader bevidst mange åbne spørgsmål, og det er en tillidserklæring til læseren og et håb om, at de selv har fantasi til at udfylde hullerne. Det er også med til at give læseren en erfaring."

Tænker du meget på døden?

"Egentlig ikke. Og jeg ville nu ikke skrive bestemt om døden, men mere noget om vores samtid. Det skal dog med, at jeg er nostalgisk og tit identificerer mig med min familiehistorie og døde slægtninge. Min bedstemor døde for 20 år siden. Jeg savner hende ofte, og når jeg tænker på hende, står hun lyslevende for mig. På den måde lever vi alle med døden. Måske vi lever med de døde mere ubevidst, end mange regner med."

"Jeg er ikke bange for døden, men frygter adskillelsen fra mine nærmeste, min familie og børn. Jeg er et troende menneske, men ordet håb forekommer mig mærkeligt. Jeg kan ikke leve med tanken om en absolut afslutning. Jeg bryder mig ikke om tanken om tomhed efter døden," siger Judith Hermann.

Hun nævner en oplevelse engang på et katolsk hospital, hvor hun skulle se en død mand. Hun var bange for at gå ind på stuen, men derinde var der en fredfyldt og smuk oplevelse. Det skyldtes især et lys og en krucifiks på natbordet ved siden af sengen. "Det var både skrækkeligt og utroligt. Det rørte mig meget at stå foran en død krop, der var forladt af ånden. Jeg er ikke katolsk selv, men det er et fint ritual.

Døden er et tabubelagt emne i det moderne samfund, i hvert fald i Danmark. Skyldes det en mangel på troen på noget større end mennesket?

"Jeg tror, det er et endnu større tabu i Tyskland. I dag skaffer man den døde krop af vejen så hurtigt som muligt. Folk dør på et hospital eller derhjemme, hvor politiet kommer for at tjekke, om det nu er sket naturligt. Så kommer der en ambulance og fjerner liget. Min bedstemor fortalte om sin egen bedstemor, der døde i sin seng og lå der, mens hele familien var samlet omkring hende og græd og sørgede. I dag er døden noget abstrakt, man læser om i aviserne eller ser på tv eller på internettet. Det er paradoksalt, når man fjerner de døde i det almindelige liv og samtidig får døden igen 1000 gange i medierne. Den kontrast udløser panik, tror jeg."

Judtih Hermann nævner en anden oplevelse, hvor hun spiste på en sushi-restaurant i Berlin, og mens folk spiste deres mad, så de liget af Gaddafis søn på et stort tv.

"Folk er kyniske over døden og skrækslagne for den. Den naturvidenskabelige viden om verden fjerner myter og religiøse forestillinger om døden, men ikke skrækken for den. Jeg tror, vi vil vende tilbage til en tidligere tilgang til døden."

Trods tabuisering i befolkningen er døden et udbredt tema i nyere tysk samtidslitteratur. Hvordan hænger det sammen?

"Det er rigtigt. Det gælder dog ikke kun for tyske forfattere, men er noget generelt for yngre europæisk litteratur. Og det hænger måske sammen med det paradoks, vi netop var inde på. Myterne forsvinder, men skrækken for døden gør ikke. Vi står med et tabubelagt emne, mens døden er allestedsnærværende i medierne. Dødens magtfulde billeder bliver i den grad udnyttet. Og det tror jeg er et moderne paradoks, som optager mange forfattere."

krasnik@k.dk

Læs anmeldelse af "Alice" på

@Webhenv k.dk:k.dk/kultur