Prøv avisen
Interview

Musiker: Jeg savner ofte et minimum af livstegn fra Gud

Nikolaj Paakjær er medlem af bandet Hymns from Nineveh og er desuden aktuel med soloalbummet ”Sidste telefon før havet”, der udkommer den 5. april. Foto: Leif Tuxen

Musikeren og salmedigteren Nikolaj Paakjær er aktuel med solopladen ”Sidste telefon før havet”, der er et musikalsk forsøg på at synge sig tilbage til sin vestjyske barnetro

Hver aften vender musikeren Nikolaj Paakjær tilbage til sin barnetro, når han putter sin lille datter med ofte lange serier af salmer. For de virker som regel søvndyssende på datteren, men kan også stadig røre ham selv.

”Der er en særlig fred ved at synge salmer i mørket. Det er en personlig lille andagt, jeg får hver aften. Når min datter ikke vil sove, kommer jeg igennem rigtig mange salmer og smager på ordene på en anden måde end i min opvækst, hvor salmerne og vækkelsessangene mere var lyde,” siger Nikolaj Paakjær, da vi går tur ved Bagsværd Sø i nærheden af hans arbejde, hvor han er musiklærer for unge med særlige behov.

”Som barn sang jeg mere hen over ordene, når vi sad i missionshuset og brølede indforståede sætninger som ’Han er min brudgom, jeg er hans brud’ i ’Salige vished’, men nu betyder ordene noget, når jeg synger ’Gud ånder på øjet, når det græder’ fra ’Nu titte til hinanden de favre blomster små’. For de ord rammer en følelse af gudsnærvær, som jeg ellers kan savne.”

De store patriciervillaer ned til søen her har ikke noget at gøre med Nikolaj Paa-kjærs egen jyske opvækst som tipoldebarn til en af de fiskere, der døde under den famøse drukneulykke i Harboøre i 1893. Og Nikolaj Paa-kjær voksede selv op i vestjyske missionshuse, inden musikken og udlængslen hev ham mod hovedstadens spillesteder og tilrøgede værtshuse, og siden har han uddannet sig som lærer og senere komponist på Rytmisk Musikkonservatorium.

Allerede som gymnasieelev på Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing mødte han Jonas H. Petersen, og sammen spiller de stadig i det anmelderroste band Hymns from Nineveh. Det kan også høres på hans kommende debutplade, ”Sidste telefon før havet”, der med himmelstræbende melodier handler om at være en voksen mand i København, der tager tilbage til Vestjylland ”for at lede i lyngen efter sin barnetro”.

Pladen begynder med et drømmeagtigt digt, hvor han som i et nattesyn ser ”et skib bygget af bibeler, der sejlede uden mig”. Men selvom Nikolaj Paakjær i dag ikke er en del af Indre Mission, men blot er en glad lejlighedskirkegænger i folkekirken og forfatter til hele fire salmer i Kirkesangbogen, vender han hele tiden tilbage til troen – selv når han tvivler. Og flere af sangene på albummet er også formuleret som en slags bønner.

”Giv mig øjne, giv mig ører fulde af ro/ og giv mig spånerne fra Jylland/ af min barnetro,” siger han til sidst i åbningsdigtet, mens en bølge af musik pludselig møder ordene, der svømmer over i pladens første egentlige sang, der også er en tvivlers bøn:

”Giv mig den nådegave at ku’ se/ om det er med god grund/ min tvivl hænger ved/ og flammen forsvinder/ Himlen hænger trukket for med net/ Mine bønner falder ned/ som en nytårsraket/ og skyggerne suger mig ind”.

Nikolaj Paakjær reciterer ordene ved Bagsværd Sø, hvor himlen vitterligt ligner en grå presenning på denne kedelige forårsdag, hvor solen ikke rigtig kan ses. Og sådan har han det også med Gud.

”Jeg føler mig stadig på talefod med Gud. For jeg beder og synger jo stadig til ham, og hele min plade er én lang jagt efter barnetroen ude i lyngen. Jeg kan godt misunde de børn, der har en blind tro på Gud. For ofte føles mine bønner netop som nytårsraketter, der dratter ned igen. Og jeg savner ofte et minimum af livstegn fra Gud,” siger musikeren, der ikke føler, at han har forladt troen, fordi han har forladt sin barndoms kirkelige miljø.

”Det er svært at forklare, om jeg savner missionshuset. Jeg er vokset op med nuancerede forældre, og jeg har heller ikke nogen dårlige minder fra kirken, der ikke var præget af de dommedagsprædikener, som flere har mine venner har været udsat for.”

”Jeg tror måske også, at det er min hjerne, der tager over, når jeg siger, at jeg ikke ved, om jeg savner min barnetro. For flere af mine sange er skrevet ud af en længsel efter at være barn og sidde i missionshusene og give sig hen til ubekymrede vækkelsessange. Det er en længsel at kunne hvile i, at Gud har styr på det hele,” siger han og tilføjer:

”Pladen handler om at bo i København og se sin barndoms jyske kirkeboble lidt udefra. Jeg har aldrig før sat ord på min tvivl, men da jeg begyndte at skrive på dansk, begyndte de tanker at melde sig. Mine forældre kommer henholdsvis fra Hvide Sande og Agger, så det er steder, jeg har været mange gange som barn. Og jeg har været med til mange møder i missionshuset.”

”Men som voksen må man jo også bearbejde det, man har fået med fra sin barndom. Sådan tror jeg, at både jeg og Jonas fra Hymns from Niveneh har det. Vi elsker salmer og har senere også givet os i kast med at skrive salmer. Og det har nok også sneget sig i mine sange,” siger Nikolaj Paakjær, der også kalder Gud for ”lufthavn for ånd” i en af sine egne salmer.

”Det kan godt føles lidt dødt på skovbunden, men henvendelsen er der stadig,” siger han og kigger ud mod de tomme træer omkring Bagsværd Sø, der stadig venter på forårets store genopstandelse. Men mellem de visne blade i skovbunden her er der allerede små forårsspirer på vej, hvis man ser rigtig efter.