Da H.C. Andersen kom til Uppsala, gik han hen og hilste på æstetikprofessor Nybloms danske hustru med ordene: Jeg er Fanden selv. Vil De se min hale?.
LÆS OGSÅ: Jylland tilbage i dansk modernisme
Lige så ubesværet og overraskende kunne Peter Seebergs entré være, i særdeleshed blandt folk i jyske landsbyer. På sine ældre dage gik han gerne i opsigtsvækkende slidte klæder, og han sørgede altid for, at hans vildtvoksende krøller forblev vildtvoksende. Han udstrålede optimisme, og han ønskede held og lykke til alle, han mødte. Man mærkede, at det ikke var skuespil. Det var hans dybt godmodige og velvillige natur, som kom til udtryk.
Vi skrev breve til hinanden fra efteråret 1942; jeg boede hjemme hos ham og hans mor, Karen, i Haderslev i maj 1946. Jeg var med, da han på Rømø fandt det hus, han havde drømt om, Vandborg. Sammen gravede vi på Tyskebryggen i Bergen i 1957. Jeg var med i Paris, da Peters skuespil Ferai, i opsætning ved Eugenio Barba, havde premiere på Cité Universitaire i 1969.
Peter var ofte hos os i Jämtland. Han kendte mine forældre, og han prøvede at køre sparkstøtting (kælkelignende køretøj, red.). Vi gik i fjeldene, og hans første hustru, Hanne, var med. En gang tog jeg ham med til Ragundas gamle kirke i østre Jämtland derinde findes det danske rigsvåben malet på væggen i meget stor størrelse. Kongens navn er Christian IV, men bogstaverne er ildevarslende placeret på begge sider af løverne: Christi Anus. Peter syntes godt om det. Det var gammelt dansk land, og arvefjenden Sverige var her trængt næsten helt ud til Østersøen.
Vi var begge forfattere, men talte ikke om det, vi skrev. Peter sagde, at det ville have været som, hvis to bagere bedømte hinandens brød. Nej, man spiser og er tilfreds det er jo ens ven, som har lavet det. Og bedre kan det helt enkelt ikke blive.
Peter havde taget Goethes råd til sig, nemlig aldrig at sige, når noget var dårligt, for det var egentlig overflødigt. Sådan noget dør af sig selv. Så hellere fæstne folks opmærksomhed på det, som var godt. Og han undlod aldrig at minde om kvaliteterne i Adalbert Stifters store roman Der Nachsommer (1857).
Hvis jeg havde mottoet tro alt og mistro alt, så ville Peters motto blot være tro alt!. Da vi spadserede i Mörbylånga på Øland langsomt, han led af parkinson og måtte ofte sætte sig for at hvile, det var i september 1998 opdagede han inde i en have en stor kastanje. Det er sgu en ægte kastanje, udbrød han. Og da hans anden hustru, Katrine, sagde, at det nok bare var en hestekastanje, som ofte forveksles med en ægte kastanje, gik han resolut ind på tomten og plukkede nogle kastanjer for at overbevise hende. Han var alt for positiv til at mistro naturen. Men det var hestekastanje, og alligevel var han ikke skuffet.
På sin vej op til Jämtland i sin lille Citroën med dalrende sidespejle overnattede han engang på et hotel i Lindesberg lige nord for Örebro. Hvor han dog lovpriste dette hotel! Absolut det bedste nord for Hamborg. Nyskuret, enkelt, lyst og med en rent ud himmelsk atmosfære. Cirka et halvt år senere tog jeg derind med min hustru, Anna. Vi syntes bestemt ikke, det var fremragende. Der fandtes kun én stol i rummet; jeg måtte gå ned i receptionen og tigge om en stol mere.
Peter var uhyre belæst, og vi gav igennem årene hinanden bøger og læsetip. Jeg fik Arno Schmidt og Wittgenstein af Peter, han fik Vilhelm Ekelund og baron Eric Hermelins oversættelser af de persiske mystikere Attar, Rumi og Omar Khayyám af mig.
Peter var jo litteraturhistorisk uddannet på Københavns Universitet med en afhandling om Nietzsche, men han havde aldrig brug for at tale om litteratur. At noget var godt, behøvede ingen analyse. Det, som var godt, var lige så indiskutabelt som et smukt kvindeansigt. Sandheden har altid en æstetisk kvalitet. Da jeg engang spillede Ezra Pounds højtlæsning af egne cantos eller sange, faldt han i søvn.
Når vi kom godt overens med hinanden, skyldtes det, at ingen af os havde nogen verdensanskuelse, ingenideologisk overbevisning. Fra situation til situation kunne vi intuitivt tage stilling. Men vi var opdraget af Nietzsche og vidste, at den, der har principper, hurtigt vil få smæk. Mennesker har hver sin skæbne. Deres temperament findes i forskellige blandingsforhold. Eksempler på, hvad vi havde mødt af den slags, var formålet med vores samtaler. Historier om folk, vi havde mødt. Og Peter var en sjældent god fortæller. Men lave teorier og strukturer nej, det passede sig ikke.
Peter skrev en række nekrologer over fiktive personer i Dinosaurusens sene eftermiddag (1974). Og vi talte om inskriptioner og citater i dødsannoncer. Han var hjemme i bibelteksterne og endda i salmebogen. Det vers, jeg satte på min hustru, Annas, gravsten, da hun gik bort i 2009, ville han have syntes om: Gå, bær altid din byrde det er et vers af den persiske mystiker Attar: bash daim burd bar underforstået, læg ikke noget over på andre ved at fortælle, hvor vanskeligt du har det, never complain and never explain (B. Disraeli).
Hvor glad og åben, Peter end syntes at være, fandtes der også hos ham et lukket, hemmeligt rum. I mine øjne var han et fromt menneske, men vi fandt det begge usmageligt at tale om religion. One word is too often profaned for me to profane it (P.B. Shelley). Og når nogen spurgte jøden Disraeli, hvilken religion han bekendte sig til, svarede han: Den religion, alle kloge mennesker har. På spørgsmålet om, hvilken denne religion så var, jødedommen, kristendommen eller islam, svarede han: Det siger kloge folk aldrig. Eksemplet passer på Peter.
Her i Uppsala tog jeg ham i 1949 til Swedenborgs mægtige grav i domkirken, og siden gav jeg ham et bind oversat til engelsk af Helen Keller. Han kommenterede det aldrig. Men så en dag fik jeg et lydbånd fra nogle museumsfolk i København indeholdende Peters sidste tale, 40 år senere, og der tog han afsæt i Swedenborg!
At han udmærket kendte til de tyske mystikere Angelus Silesius og Jakob Böhme, havde jeg ved et tilfælde fået kendskab til, men i alt, hvad han skrev, var der ikke en antydning af sådan læsning.
Peters værk var højst meget indirekte et bekendelsesværk. Hans perspektiv var bestandig det samme som hos Joyce og Beckett the ordinary man, det uskolede, ukultiverede, primitive nutidsmenneske. De to første titler i hans forfatterskab, Bipersonerne og Fugls føde, angiver et program. Alle personer er født med en indsigt men den er uanselig, begriber kun en lille smule. Han gjorde heller intet væsen af forfatterrollen; han var som Céline ikke en levebrødsforfatter.
Læg mærke til, hvilken fordringsløs og utrolig enkel devise han på opfordring af Viborg Kommune formulerede til minde om fredsslutningen i 1945: Freden-Glæden-Sorgen. Så uanseligt og sandt.
Peter var et udendørsmenneske. Som ung drømte han faktisk om at blive skovarbejder. Han ville plante skov over hele Jylland, sådan som der havde været engang. En gang imellem drømte han om at leve på Rømø som eremit uden at behøve at tjene penge. Der findes jo sæler ved Rømø. Jeg skyder en sæl så har man mad og klarer sig, sagde han.
I sommeren 1946 boede jeg med min hustru i Genève. Vi inviterede Peter vi kaldte ham altid Peter Ejnar til vores hus. Han takkede nej i et brev på grund af min lidt brogede fortid, som jo er stemplet i mit pas. Han havde opholdt sig i Berlin som gæstearbejder på UFA-ateliererne i 1943. Jeg spurgte ham aldrig, hvorfor han tog til Berlin. Jeg vidste, at hans far som sønderjyde var blevet mobiliseret og kæmpede på Vestfronten i Første Verdenskrig, hvor han blev såret, men jeg tror ikke, Peter havde haft behov for at følge i sin faders fodspor.
Derimod kan tante Karen, som vi kaldte Peters mor, have været alt for beskyttende som relativt ny enke; dette er i mine øjne en mere plausibel forklaring. Politisk fanatisme var ham helt fremmed. Som museumsinspektør i Viborg var han optaget af at ansætte militærnægtere, som skulle gøre samfundstjeneste. Han talte på sine gamle dage om vigtigheden af ikke at fornærme samfundet ved at gøre det forbudte. Jeg tror, ordene var rettet mod ham selv apropos opholdet i Berlin hos okkupationsmagten.
Vi omgikkes hinanden i næsten 60 år. Jeg savner Peter. Han var for mig nektar og ambrosia og tilhørte de langt fra almindelige slægtskaber, som giver håb for menneskehedens fremtid.