Hvis det nu var godt vejr i Danmark hele tiden, så ville jeg ligge på et tæppe under et æbletræ og læse. Det har jeg gjort siden barndommen, og det ligger dybt i mig, at jeg skal kunne mærke jorden, når jeg læser. Det går slet ikke i en stol. Jeg har en have, som ikke er specielt pæn, men den der sødme i duften af græs, muld og blomster, den er vigtig. Jeg er ikke tilhænger af nogen trosretning, men religiøs i den forstand, at jeg tror på dybe forbindelser mellem menneske, natur og stof.
Jeg er måske nok mest til faglitteratur eller i virkeligheden en blanding af fag- og skønlitteratur. Jeg har lige læst ”Sapiens” af Yuval Noah Harari, og han kan indimellem blive lidt postulerende, men den var alligevel sindssygt interessant. Den får sat historien i et nyt perspektiv, mennesket er den eneste skabning, der akkumulerer viden, det er der ingen andre dyr, der gør. Man kan derfor også se på historien sådan, at det handler om at finde spor, hvor der bliver sat en retning i forhold til, hvordan vi forstår noget bestemt, blandt andet køn. ”Hierakier er fiktion,” lyder et af de mest fremragende citater, som siger noget om, at vi lever i en tid, hvor biologismen hersker. Der er bogen ret normkritisk, fordi den tager andre videnskaber med ind i regnestykket.
Jeg er også ret glad for science fiction og ser det som en form for historieskrivning. Den foregår bare i fremtiden. Det, man skal forstå ved science fiction, er, at det aldrig er ligegyldige billeder, men noget, der siger sindssygt meget om vores egen tid. ”Se dagens lys” af Svend Åge Madsen for eksempel er evigt aktuel og fortæller så meget om vores samfund.
Den tyrkiske forfatter Orhan Pamuks ”Uskyldens museum” handler om det museum, han har opbygget i Istanbul. Bogen er både et stort litterært værk, men også en poetik omkring det at lave museum, som jeg har nydt. Han lægger stor vægt på den menneskelige sansning, på følelser og nærvær som ret essentielt for, at vi kan tilegne os viden. I Pamuks museum er der for eksempel et cigaretskod fra et møde med en kvinde. Et cigaretskod kan blive en juvel!
Kvindemuseet har gennem årene indsamlet genstande, som mange vil sige er ufine. Da man begyndte at indsamle genstande, for eksempel gamle typer af menstruationsbind og p-piller, spurgte folk: ”Hvad vil I dog med det?”. Men en genstand behøver ikke være fin for at være vigtig. Vi kalder museet for et ”safe place for unsafe objects” (et sikkert sted for udsatte ting, red.).
Der er også en gren af min læsning, der handler om at blive klogere på mig selv og mit sind. Lige nu læser jeg Niels Lyngsøs ”Ti dages stilhed”. Den handler om at komme tilbage til noget af den mest oprindelige slags meditation, der findes. Den bog er så velskrevet, og jeg holder meget af Niels Lyngsøs forfatterskab generelt.
Jeg glæder mig så meget til, at der nu kommer nogle søndage, hvor vejret er godt, og man kan lægge sig i ro udenfor med en bog. Hvis ikke lige man bliver væltet omkuld af sine tvillinger på seks.