”Jeg slog min far ihjel” er et lyrisk værk med knugende og effektfulde tekster

Christian Dorph skriver knugende og effektfulde montagedigte om følgerne af forældrenes skilsmisse

0Det nyeste skud på stammen i opgør-med-forældrene-tendensen er Christian Dorphs digtsamling med den opsigtsvækkende titel ”Jeg slog min far ihjel”. Når den tidligere krimiforfatter Dorph entrerer med denne dramatiske titel, er der dog ikke nogen afsløringer og sensationer gemt. – Foto: Lærke Posselt.

Et markant tema i de seneste års litteratur er opgøret med fædre og mødre, og den vidtrækkende betydning og indflydelse, som forældrenes valg, for eksempel i form af skilsmisser, har haft på børnenes liv. Det gælder blandt andet værker af Leonora Christina Skov, Maja Lucas, Mathilde Walter Clark, Søren Fauth, Hanne Vibeke Holst, Jesper Stein og Kaspar Kaum Bonnén.

Det nyeste skud på stammen er Christian Dorphs digtsamling med den opsigtsvækkende titel ”Jeg slog min far ihjel”. Når den tidligere krimiforfatter Dorph entrerer med denne dramatiske titel, er der dog ikke nogen afsløringer og sensationer gemt, for det viser sig, at det er noget, forfatteren har drømt.

Men ellers drejer det sig – som for mange andre forældre-biografiske værker – om en ganske barsk historie om en far, der forlader sin familie, en søn, der aldrig oplever at komme tæt på faderen, og en far, der tager sit liv efter at have fået Parkinsons sygdom, og som i forhold til sønnen tager sin hemmelighed, med hensyn til hvem han egentlig var, med i graven.

En lakonisk tekst, der rammer én i hjertekulen og dækker hele det følelsesmæssige kaos, der beskrives i bogen, lyder:

”Min far trak sig også og ryddede alle hindringer af vejen. Til sidst rydder han også sig selv af vejen.”

Dorphs poetiske strategi er som i hans tidligere værker at skabe en flerstemmig komposition i en montageagtig tekst, hvor mange forskellige synsvinkler krydses. Og det er så effektfuldt praktiseret og overbevisende, fordi de mest komplicerede situationer i livet netop er dem, der udefra kan se enkle ud, men som indefra set sprænger al mening og sammenhæng i stykker som i tilfældet med en skilsmisse:

”Efter skilsmissen bor vi forskellige steder. Først i et lille hus bag Charlottenlund Station. Så på Frydenlund, så Kirketorvet. Jeg lukker helt ned for min mor i en periode. Min far laver champignon a la creme og hjemmelavet krabbesalat i sit nye hjem. Min søster dater en ældre mand med fem børn, der bor længere nede ad vejen. Min bror går til alt muligt, optimistjolle, badminton, judo, havkajak, bordtennis og banecykling. Jeg går ud af skolen og går ind i politik, cutter alle forbindelser.”

Blandt følgevirkningerne af det omsorgssvigt, som en skilsmisse kan medføre, handler nogle af de mest suggestive tekster om det, som parterapeuterne og Dorph selv har døbt systematisk utroskab, hvilket kan oversættes til, at man ikke har nogen form for etisk eller emo­tionelt forpligtende relation til de personer, man har et seksuelt eller kærlighedsforhold til, mens man udfolder sig i en indolent og kvalitetsfattig promiskuitet.

Hør blot den følgende beskrivelse, hvor holdning og stil fornemt forener sig:

”Jeg følges med en pige, jeg har lavet gadeteater med. Vi går over Dronning Louises Bro og forsvinder ud ad Nørrebrogade. Jeg er sammen med Kathrine. Hun ligger på gulvet, hun har en vamset, hvid sweater på. Jeg tager en 5’er ud til Annegrethe. Jeg går med Nanna hjem efter en fest i Holmbladsgade. Det er så tydeligt, huden, det hvide hår.”

Ud over sådanne velfungerende montagedigte er der dog også nogle lidt ligegyldige tekster, hvor Dorph har anbragt to snese onelinere på siderne rundtomkring i værket, der for eksmepel lyder: ”Et firben sidder på en varm sten?”, ”Er du fuld? Er du træt?”, ”Jeg vågnede og havde kramper”, ”Der er ingen gud”, ”Hvad betyder det?”, ”Er det en trehjulet ­cykel i Lille Værløse?” og

”Er det din far?”

Men ser man bort fra dette noget kedelige indslag, så er ”Jeg slog min far ihjel” et lyrisk værk med nogle knugende og effektfulde tekster om oplevelsen og følgerne af forældres skilsmisse