Dansker bag tysk hjemmeopera-succes: Jeg synger for dem, der plejer at kede sig

For tre år siden trådte operasanger Hetna Regitze Bruun ned fra scenen i Danmark for at synge ansigt til ansigt med tyskerne i deres egne dagligstuer. Nu har hun fejret sin hjemmeopera nummer 100, og i Danmark vokser interessen for konceptet

Selvom Hetna Regitze Bruun har boet i Berlin i fem år, er hun dansker langt ind i hjertet. Den eneste sang, der altid er på repertoiret, er derfor også dansk, ”Den allersidste dans”, og hun kommer jævnligt i den danske kirke i Berlin, hvor hun af og til synger som kirkesanger.
Selvom Hetna Regitze Bruun har boet i Berlin i fem år, er hun dansker langt ind i hjertet. Den eneste sang, der altid er på repertoiret, er derfor også dansk, ”Den allersidste dans”, og hun kommer jævnligt i den danske kirke i Berlin, hvor hun af og til synger som kirkesanger. Foto: Tobias Stern Johansen

Hvad gør man, hvis man keder sig til operakoncerter? Ja, så bliver man vel hjemme. Men hvad gør man, hvis man keder sig til operakoncerter, selv er operasangerinde og i øvrigt går rundt med en entreprenør i maven? Ja, så tager man koncerten med hjem til folk.

Hetna Regitze Bruun fik idéen, da hun for tre år siden trådte ind i en venindes lejlighed i Berlin med klaver og højt til loftet. Et par minutter efter var projekt ”Home Opera” grundlagt, og siden er det blevet så populært, at hun i dag har et ensemble på 30 professionelle sangere, som på skift optræder i hendes kvartet, og netop har kunnet fejre sin hjemmeopera nummer ét hundrede.

”Min mission er at få fat i de mennesker, der aldrig har haft opera på deres playliste,” siger den 40-årige mezzosopran, som er opvokset i Hillerød, men i dag har base i Berlin, hvorfra hun driver sit operakompagni.

”Hvis jeg, som ved, hvad det handler om, kan sidde og kede mig i operaen, hvad så ikke med de andre? Det er synd, for der er så mange århundreders utrolig god musik, som folk måske bare ikke lige kan knække koden til.”

Hvordan hjælper man så folk til at knække koden til den gode, men ofte svært tilgængelige musik? Vi spoler tiden tilbage til jubilæumskoncerten i begyndelsen af maj og træder indenfor i en fjerdesalslejlighed i det berlinske bohemekvarter Kreuzberg. Stemningen blandt de 75 gæster i det spartansk oplyste kombinerede samtalekøkken og opholdsrum er sitrende. Måske fordi de først 24 timer inden koncerten har fået at vide, hvor de skulle møde op.

På konservatoriet lærer man at kigge hen over hovedet på folk, når man optræder, blandt andet for ikke at blive påvirket af uengagerede tilskuere. Men det er ganske enkelt umuligt, når scenen er i gulvhøjde, orkestergraven er væk, og første række sidder på klapstole – medbragt af Hetna Regitze Bruun selv – en halv meter fra sangerinden, pianisten og resten af kvartetten.

Lyden er overvældende i det lille rum, da den høje mezzosopran iklædt kropsnær kjole indleder med et stykke fra Gaetano Donizettis opera ”Regimentets datter” sammen med trioens tenor og bas, og nogle tilskuere rykker uroligt rundt i sædet, da sangerne bevæger sig koketterende og syngende rundt mellem publikum. Det musikalske niveau er som i de store operahuse, men højtideligheden punkteres igen og igen af sangernes skiftende udklædninger – omklædningen foregår i et soveværelse – og anekdoter på engelsk og gebrokkent tysk om komponisterne, værkerne og tenorens evne til altid at vinde kvindens hjerte for næsen af bassen.

Kvartetten bruger ofte rekvisitter fra folks hjem, og publikum får i ren begejstring knust nogle vinglas, da de fire sangere under opførelsen af den franske komponist Georges Bizets ”Omelette Quartet” kaster sig ud i et kaotisk forsøg på at lave en omelet – med æg og det hele – på samtalekøkkenets komfur.

Selvom Hetna Regitze Bruun har boet i Berlin i fem år, er hun dansker langt ind i hjertet. Den eneste sang, der altid er på repertoiret, er derfor også dansk, ”Den allersidste dans”, og hun kommer jævnligt i den danske kirke i Berlin, hvor hun af og til synger som kirkesanger. Hun har givet utallige koncerter i danske kirker, og det betyder meget for hende at synge salmerne og høre det kristne evangelium på sit modersmål, fortæller hun. Men at det netop er i Berlin, hun har fundet på konceptet hjemmeopera, er ikke tilfældigt, mener hun. Den tyske hovedstad er kendt som entreprenørernes by, hvor kreativiteten smitter, og ting bliver sat sammen på nye måder.

”Jeg opdagede hurtigt, at det var populært at kombinere den klassiske tradition med det bedste fra moderne popkultur. Det er jo i virkeligheden en tilbagevenden til salonmusikken, som begyndte i hjemmene. Dengang sang man bare ikke opera, fordi den er lavet til scenen. Når vi har grebet om publikum, præsenterer vi dem for sværvægtere som Verdi og Tjajkovskij. Det er sjovt at observere, hvordan det går lige ind. Det skal bare serveres på den rigtige måde,” siger hun.

Hun har skiftet en fin karriere i Danmark ud med en tilværelse som kombineret sanger og administrator i eget firma, og til tider har projektet været ved at knække nakken på hende. Men hun havde brug for at komme væk fra den danske musikscene, hvor det som regel er Tordenskjolds soldater, der bliver brugt, som hun siger.

”Derfor er det det hele værd, når folk kommer op til mig efter en hjemmekoncert og fortæller, at de aldrig før har kunnet lide opera, men nu har fået ørerne op for musikken,” siger hun.

Også i Danmark er den etablerede scene i stigende grad ved at få ørerne op for idéen, og til sommer optræder Hetna Regitze Bruun en række steder med Home Opera, blandt andet på Copenhagen Opera Festival.

Selvom konceptet er enkelt og ikke kræver meget andet end et velstemt klaver og plads til mindst 45 mennesker, er der meget forberedelse forbundet med koncerterne, som tilrettelægges nøje efter, hvor hun optræder. Hun har nemlig måttet sande, at de kulturelle forskelle er meget store.

En af hendes tilbagevendende karakterer er en beruset dame i elegant kjole, som ter sig pinligt og flirter uhæmmet med det mandlige publikum, mens hun synger Jacques Offenbachs ”Ah! Quel dîner je viens de faire” (Ah! Hvilken middag jeg lige har fået). Hun improviserer altid, og ved en lejlighed i Berlin fik hun lyst til at gøre den berusede dame så beruset, at hun kom kravlende ind på scenen. Det var ikke nogen succes.

”Der var fuldstændig tavshed blandt publikum. Jeg kiggede op på dem fra gulvet og kunne se, at de sad og måbede. Det endte med, at en herre på første række bøjede sig frem og spurgte, ’er du okay?’. Det lærte mig noget om forskelle. Hvad der er tåkrummende for det tyske publikum, kan ikke blive pinligt nok for danskerne.”