Jeg tager Svend Brinkmann med i min aftenbøn, fordi han med sine debatbøger ”Stå fast” og ”Ståsteder” med så enorm gennemslagskraft har taget nogle helt afgørende livtag med epokens dårligdomme: Selvudvikling som ny folkereligion, påtvungen positivitet og instrumentaliseringen af alting.
Og også fordi han med den store succes uvægerligt vil gøre sig til genstand for misundelse, jantelov, nid, nag og bagtalelse i lange baner. Man mærker dog selv hos relativt kritiske og skarpsindige anmeldere som Rune Lykkeberg i Information og Sørine Gotfredsen her avisen en udtalt bestræbelse på ikke at falde i smålighedens fælde. De er på et helt fundamentalt plan nødt til at tage hatten af for projektet.
En lille sidegevinst for en gammel ”løgstrupianer” som undertegnede er, at Brinkmann i sin nye bog aktualiserer K.E. Løgstrups analyse af den mellemmenneskelige forbundethed, hvori der ligger en fordring om at tage vare på hinanden. Og fordi Gotfredsen er ”kierkegaardianer”, fik vi i den debat mellem dem i Berlingske, som gik forud for bogudgivelsen, en regulær genopførelse af en nyklassisk dansk strid fra 1950’erne og 1960’erne mellem eksistensteologer og Løgstrup-folk. Det havde jeg ikke lige set komme i 2016.
Gotfredsen mener kort fortalt, at man refleksivt og pligtbetonet må forholde sig til Gud/Kristus/kristendommen som ”mellembestemmelse” for at kunne indtræde i et ansvarligt forhold til sin næste. Man kan kun ”stå fast” ved at have blikket rettet mod en transcendent instans, der tilsiger én at gøre det, man ikke kan sige sig selv. Brinkmann svarer med Løgstrup, at ansvar og ordentlighed ikke behøver gå omvejen over transcendensen, fordi disse størrelser allerede er funderet i vores almindelige mellemmenneskelige liv med hinanden.
Diskussionen er ganske svær, fordi den etiske fordring hos Løgstrup kan synes ”religiøs” ved at komme ud af intet med sit helt urimelige, absolutte og énsidige krav til mig. Men Løgstrup mente selv at knytte an til den menneskelige erfaring, også af alle de almindelige øjeblikke, hvor livet faktisk er uimodsigeligt godt, og vi spontant kommer fordringen i forkøbet (”de suveræne livsytringer”). Så kunne enhver for egen regning søge en religiøs tydning af den etiske fordring. Eller lade være, som Brinkmann gør det.
Løgstrup kunne for sin del aldrig have drømt om at drage ud i samfundsdebatten med kristendommen som den åndelige trumf. Han gik analytisk og debatterende ind i sin tid, ofte med en originalitet, de fleste andre kun kan misunde ham, og det skyldtes formentlig, at kristendommens livsforståelse var en baggrundsressource, han trak på. Men det var aldrig helt til at forudse, hvordan han ville gøre det. Eller om det reelt var det, han gjorde.
Samtidig kæmpede han også den anden vej. Han var skarp i sin kritik af den måde, der blev bedrevet teologi og forkyndelse på, for eksempel i den eksistensteologi, han selv havde tilsluttet sig i sin ungdom og senere forlod. Kristendommen gav ikke bare sig selv. Rummet omkring den måtte også gennemlyses filosofisk. Accepterede de eksistensteologiske præster sig selv uafvidende epokens irreligiøse ontologi, og kunne de så overhovedet gøre kristendommen forståelig på disse nihilistiske præmisser?
I dag er nihilisme ikke ligefrem problemet blandt præsterne. Svagheden ved Sørine Gotfredsens position er for eksempel, at den let kan blive apologetisk og komme til at overspille kristendommens betydning som kilde til al visdom, etik, ordentlighed og ansvarlighed her i tilværelsen. Kun ved at være troende i denne særligt refleksive og pligtbetonede kierkegaardske forstand kan vi komme i det rette forhold til os selv og til tilværelsen. Kun her ligger den sande dybde og åndelighed. Alt muligt andet kan måske godt ligne lidt, men det er og bliver kun glimmer og flitterstads.
Den position tåler ikke at blive trukket alt for hårdt op. Så taber den troværdighed, og det bliver for tydeligt, at der er tale om en instrumentalisering af kristendommen til brug for en kultur- og samtidskritik, der kan finde sine kilder andre steder også: i litteratur, kunst, filosofi, andre religioner og sund fornuft. Og hos en modig psykolog som Svend Brinkmann.