Prøv avisen
Interview

Leonora Christina Skov: Jeg troede, at jeg var skyld i min mors tungsind

Først efter moderens død, opdagede Leonora Christina Skov, at det ikke var hendes skyld, at moderen altid var ked af det. Nu har hun skrevet erindringsromanen ”Den, der lever stille”. Det var moderens valgsprog, at den, der lever stille, lever godt. – Foto: Emil Kastrup Andersen

Det kan sætte varige spor i et barn, hvis man ikke føler sig elsket. Det mener forfatteren Leonora Christina Skov, som er aktuel med erindringsromanen ”Den, der lever stille”

Engang hed Leonora Christina Skov bare Christina Skov. Det var, før hun sprang ud som forfatter – og lesbisk litteraturstuderende. Og før hun skiftede sin mors anonyme skjortebluser ud med farverige kjoler og markant makeup og lige så markante holdninger som feministisk debattør.

Hun ville gerne ligne figuren Audrey Horne fra tv-serien ”Twin Peaks” som en moderne Snehvide – med hud så hvid som sne, læber så røde som blod og hår så sort som ibenholt. Og sådan er hun stadig kendt i offentligheden, og sådan bliver hun lagt mærke til på gaden. Især af de syvårige piger, der vinker til hende i lyskrydsene, fordi de synes, at hun minder om en tegneseriefigur, fortæller den farverige forfatter i sit køkken på Frederiksberg ved København.

”Men når folk siger, at jeg er køn, må jeg altid sige, at det jo bare er noget, jeg tager på. Hvis jeg går ud på gaden uden makeup, er der ingen, der kigger på mig. Det kan jeg også godt lide, for så har jeg mine øjne i fred og kan betragte andre ubemærket. Og en forfatter lever jo af at observere,” siger Leonora Christina Skov, der er aktuel med erindringsromanen ”Den, der lever stille”, som egentlig mest af alt er en selvbiografi – forklædt som en roman. For bortset fra de æstetiske og fortællemæssige virkemidler i bogen handler den om hendes eget liv – og alle er omtalt med deres rigtige navne.

”Jeg har ladet alle de medvirkende i de store roller læse med, fordi de netop optræder med deres rigtige navne, men jeg var mest nervøs over, hvordan min fars reaktion ville være, så jeg ventede med at sende ham manuskriptet til kort før udgivelsen. Og da han endelig sendte mig en mail, turde jeg ikke åbne den, så det fik jeg min kæreste, Annette, til. Men den turde hun godt vise mig. For min far skrev meget rørende, at han elskede mig, og hvor stolt han var af mig, og han var ked af, at jeg havde haft det så skidt, selvom han ikke huskede det hele på den måde,” siger Leonora Christina Skov, der først for alvor genoptog kontakten til sine forældre, efter at mormoderen døde i 2012.

For mens den indremissionske mormor havde accepteret, at barnebarnet var lesbisk, ville forældrene ikke møde datterens pigekæreste. Og det endte dramatisk med, at Leonora Christina Skov brød forbindelse med sine forældre, som til gengæld brændte hendes barndomsting fra loftet.

Men da mormoderen døde, var moderen blevet syg af kræft, og det fik Leonora Christina Skov til at tage kontakte med sine forældre igen. Og bogen begynder, da moderen dør i 2015, mens Leonora Christina Skov tænker tilbage på, hvordan hun dybest set længtes forgæves efter moderens kærlighed hele livet.

”På en måde er jeg glad for, at jeg først fik kontakt med min mor så sent. For jeg brugte forgæves de sidste år af hendes liv på at gøre alt, hvad jeg kunne, for at hun skulle kunne lide mig. Hvis vi havde haft kontakt tidligere, kunne jeg have brugt hele mit liv på det. Men jeg følte mig aldrig rigtig elsket og altid forkert. Og jeg følte først og fremmest længe, at det var min skyld, at min mor aldrig havde virket glad, efter at hun havde fået mig,” siger Leonora Christina Skov, der husker sin barndom som en lang fødselsdepression.

”Min bog handler også meget om skyld. Min far sammenlignede mig altid med min mor, det fik mig til at føle mig forkert hele tiden. Det kan jeg også se på de flere tusinde siders dagbog, jeg har skrevet, fra jeg var syv år gammel. Hver aften spiste vi aftensmad klokken 17, og det endte tit med, at min mor sad og græd, mens min far vendte ansigtet væk, fordi han ikke kunne tåle at se hende græde, men til gengæld gav mig skylden. Sådan voksede jeg op med følelsen af, at det var min skyld, at min mor var ked af det.”

Da Leonora Christina Skov begyndte at gå til psykolog i 2013, efter mormoderens død, var det også noget af det første, psykologen tog fat på.

”I mange år opfattede jeg skyld som den omkostning, mine livsvalg havde. Det føltes, som om jeg trak skylden efter mig, det kunne jeg ikke gøre noget ved. Men min psykolog viste mig, hvor voldsomt meget ansvar jeg havde taget for, at min mor altid havde det skidt. For jeg følte aldrig, at jeg kunne leve op til hendes forventninger. Da jeg begyndte at læse litteraturvidenskab, kaldte hun det for eksempel for et luksusfag. Og det var typisk mig at vælge noget, der var så unyttigt og egoistisk.”

Da Leonora Christina Skov viser et ungdomsfotografi frem af moderen som økonoma omkring 1970, står det dog klart, at Leonora Christina Skov ikke kun ligner en smuk Snehvide-diva, men også sin mor. De har samme mellemrum mellem tænderne og samme kønne ansigt:

”Hun havde faktisk også den samme stil, som jeg har efterstræbt som voksen. Tøjet var også noget af det eneste, der bandt os sammen til sidst. Hun ville for eksempel altid gerne prøve mine sko. Mens hun altid tonede tøjet ned, når hun gik rundt derhjemme, brugte hun masser af penge på tøj, smykker og sko, før hun traf min far. Og jeg elskede at låne hendes gamle kjoler, når jeg skulle til fest,” siger hun og tilføjer:

”Jeg har tit tænkt på, hvad der gik galt, efter at det billede blev taget. For der ser hun jo glad ud. Så meget kan jeg da se, selvom jeg er ansigtsblind, og det var hun også. Det er en irriterende neurologisk lidelse, der betyder, at jeg ikke engang kan genkende mit eget ansigt eller Annettes. Når jeg husker på folk, ser jeg bare et sort hul for mig. Sådan havde min mor det nok også. Og min far gik hele tiden og forsøgte at forklare min mor, hvem folk var. Men for min mor medvirkede lidelsen nok også til angst for andre mennesker. Hun havde ingen venner, men en grundlæggende mistillid til, at andre ville hende det godt. Og bortset fra at jeg aldrig følte mig elsket, er den følelse, det værste hun gav videre til mig. Og det har jeg brugt mange år på at forsøge at afinstallere. For sådan vil jeg ikke møde folk.”

Ude i entreen smækker døren. Det er Annette, der smiler i døren: ”Jeg kan stadig spørge Annette 30 gange om dagen, om hun elsker mig. For jeg kan ikke forstå, at jeg er værd at elske. Sådan påvirker min barndom mig selv. For mens jeg har god selvtillid omkring min tøjstil og skrivestil, har jeg stadig meget lavt selvværd. Men da jeg begyndte at skrive bogen, opdagede jeg til gengæld, at min mor havde været dybt deprimeret i flere år, før hun fik mig. Og det var en befrielse at opdage. For det betyder, at jeg i alle de år har båret rundt på en skyld, som jeg ikke behøvede at bære. Det hjælper Annette mig med at huske. Og ellers lærte min mormor mig, at man kan overlade alt det svære til Gud, og jeg bekæmper stadig mine bekymringer med bøn. For jeg tror på, at Gud elsker os, som vi er.”

”Hun (Leonora Christina Skovs mor red.) havde faktisk også den samme stil, som jeg har efterstræbt som voksen. Tøjet var også noget af det eneste, der bandt os sammen til sidst. Hun ville for eksempel altid gerne prøve mine sko. Mens hun altid tonede tøjet ned, når hun gik rundt derhjemme, brugte hun masser af penge på tøj, smykker og sko, før hun traf min far. Og jeg elskede at låne hendes gamle kjoler, når jeg skulle til fest,” siger forfatteren. Foto: Emil Kastrup Andersen
Her er det moderen, der læser op for lille Christina Skov i 1978. Foto: Privatfoto
Her er Leonora Christina Skovs mor, Ingelise Skov, i 1970, da hun blev færdig som økonoma. Foto: Privatfoto
Her er Leonora Christina Skovs mor, Ingelise Skov, i 1970, da hun blev færdig som økonoma. Foto: Privatfoto