Jeg troede, at når jeg blev voksen, så ville alting falde på plads. Men sådan gik det ikke

Eksistentielle kvababbelser er både for juniorer og seniorer, og man bliver aldrig helt færdig med de store spørgsmål om meningen med det hele

Som ung troede man, at når voksenlivet rigtigt indtraf, ville alting falde plads. Sådan går det imidlertid sjældent.
Som ung troede man, at når voksenlivet rigtigt indtraf, ville alting falde plads. Sådan går det imidlertid sjældent. Foto: Patrick George/Ikon Images/Ritzau Scanpix.

I sidste uge kom en ung førsteårsstuderende til mig og sagde, at han måske ville holde op på studiet. Han manglede motivation, og studiet svarede ikke til hans forventninger. Han var ked af det og fortvivlet over sin situation. Han kunne ikke finde ud af, hvorfor han ikke kunne finde ud af det, så det var også selve forvirringen, der forvirrede ham.

Jeg tænker, at han kom til mig, der som lærer og ældre måske kunne vejlede ham og give ham de ord med på vejen, der kunne sætte tingene på plads for ham.

Og dér står man så med al sin livserfaring og ved ikke præcis, hvad man skal sige. Jo da. Han kunne måske skifte spor til noget naturvidenskabeligt i stedet for humaniora, hvis han synes, det er for langhåret og for meget fortolkning? Han havde netop haft kemi på højt niveau i gymnasiet. Eller han kunne tage orlov og arbejde lidt. Fuld tid på en arbejdsplads med fysisk arbejde er godt. Man kommer til at lave noget meget konkret, og hvis man er bare lidt bogligt anlagt, kommer man hurtigt til at længes efter bøger og studier og genfinder motivationen. Det er sjovere at studere end at vaske op på en restaurant otte timer hver dag.

Jeg havde det også selv sådan, da jeg var ung. Og jeg kan se, at min yngste søn på 22 år også har det sådan. Det er helt normalt, hvad der dog ikke gør pinen mindre.

Selv forekom det mig engang, at når jeg blev voksen, altså sådan rigtig voksen som mine forældre og bedsteforældre, så ville alting falde på plads. Men sådan gik det ikke. Eller rettere, sådan gik noget i den retning i perioder, men slet ikke det hele, og slet ikke med tilværelsens store spørgsmål. Gang på gang, når jeg har følt, at nu måtte jeg være i mål, så er jeg sendt tilbage til start, som om livet bare er et dumt ludospil. Forfra, forfra, forfra.

Man kan se på det på to måder: Enten er det en velsignelse, at ens liv ikke står i stampe, men konstant er udfordret og i forandring. Jeg lærer, jeg lever, jeg er i bevægelse. Eller også er det en forbandelse, at man aldrig falder rigtig til ro og får lov til at hvile i selv- og veltilfredshed.

Mening og motivation er ikke noget, man finder én gang for alle, og så er den hjemme og ”vinget af”, kunne jeg have belært den studerende om. Jeg kunne have sat ham til at læse Peter Seebergs lille roman ”Fugls Føde” (1957) og sagt til ham, at her kunne han begynde. Romanen handler om Tom (!), som er nede på bunden af tilværelsen, hvor alt synes meningsløst og tomt. Han er forfatter, men kan ikke skrive, og kæresten kan han ikke finde ud af at elske. Han er dér, hvor man ikke synes, at tilværelsen leverer fugls føde til ens lille liv. Da kommer en gammel ven til Tom og siger til ham, at han skal få 10.000 kroner, hvis han kan skrive om ”noget, der er vigtigt”, og han fortsætter:

”Det skal være en virkelig, sand oplevelse; det lyder højtideligt, men jeg kan ikke stille mindre betingelse. Hvert ord må være sandt.”

Det lyder måske som en overkommelig opgave, men det er det ikke. Til sidst i romanen er han da også kun i stand til at skrive sølle tre ord. De er til gengæld også vigtige:

”Jeg er her!”.

Umiddelbart er der ikke meget kød på den sætning, og så er den alligevel afgørende som et udgangspunkt. At føle sig virkelig og til stede i tilværelsen er jo i hvert fald en begyndelse.

Jeg kunne have sagt til min studerende, at han skulle gøre som Tom. Men det er jo netop lettere sagt end gjort at skrive noget vigtigt, når det lige præcis er det, man ikke kan finde ud af. Sikke en lærer og vejleder, der spiser sin elev af med dét gode råd, at han skal finde ud af det, han ikke kan finde ud af! Det er som at fodre hunden med dens egen hale.

Men jeg kan desværre ikke give ham andet svar, for jeg kan ikke vælge og beslutte for ham. Nede på bunden må han selv lægge fundamentet og bygge videre på tro, valg og vilje. Kemiske formler gør det ikke. Dem findes der ikke ét eneste mol eksistentiel mening i. Det periodiske system opløser ikke forvirringen. Til gengæld er der mere føde på en revideret version af Toms grundsætning, hvor tiden og fællesskabet er med, nemlig:

Vi er her nu.

Lad det være en start!

Klummen ”Tidens tegn” skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.