Fuglene synger i træerne uden for Dy Plambecks landlige villa, hvor hun indpakket i fyldte bog-reoler sidder og skriver sine egne bøger med udsigt til sin store have i Nordsjælland.
Naturen fylder også en del i hendes nye roman ”Til min søster”, og det gør litteraturen også. For den handler blandt andet om en af hendes egne yndlingsforfattere J.P. Jacobsen og hans mere ukendte ungdomskæreste, Anna Michelsen.
”Det er en meget interessant historie om dem, som jeg ikke kendte, selvom jeg faktisk altid har været enormt stor fan af J.P. Jacobsen. Så ude i periferien har jeg godt vidst, at Anna fandtes. Men efter jeg havde født min datter og begyndte at tænke på, hvad jeg skulle skrive, mødte jeg en god bekendt, hvor vi kom til at tale om J.P. Jacobsens roman ’Niels Lyhne’, og så sagde hun: ’Ved du godt, at Anna blev sindssyg?’. Og det vakte min nysgerrighed,” siger Dy Plambeck, der straks gik i gang med at hige og søge i gamle bøger, arkiver og journaler for at finde ud af mere om Anna, efter hun fandt ud af, at Anna havde tilbragt 42 år af sit liv indespærret på Sct. Hans Hospital for psykisk syge.
”Jeg begyndte med at bestille J.P. Jacobsens efterladte papirer, hvor jeg kunne se forskellen fra de breve, Anna skrev til ham i 1860’erne, til de senere breve. Der er uddrag af alle brevene i min bog. Den unge 17-årige pige glædede sig til sommeren og de baller, hun skulle til, mens den heftige kvinde på Sct. Hans Hospital blottede sig, skreg og kravlede ind under sengen. Jeg blev meget optaget af, hvad der skete med hende, og af de to forskellige former for kvinder, hun var,” forklarer Dy Plambeck.
Et sted i sine dagbøger skriver Anna, at hun ikke håber, at hendes breve og dagbøger ”falder i en digters hænder”. Men det gjorde de. For mens der efterhånden blev længere og længere mellem brevene fra hendes berømte forfatter-kæreste, var han ikke bange for at skrive om sine nærmeste, og uden Anna ville det for eksempel have været umuligt for J.P. Jacobsen at skrive romanerne ”Niels Lyhne” og ”Fru Marie Grubbe”.
Og nu er Anna altså også faldet i en anden digters hænder. For Dy Plambeck har brugt Annas dagbøger, journaler og breve som afsæt til sin egen nye roman ”Til min søster”, der handler om søstrene Aya og Andrea, som begge selv har blandede erfaringer med mænd. Og som historiker kommer romanens Aya på sporet af Anna, der på tværs af tid og omstændigheder alligevel taler ind i hendes eget liv.
Sådan overtager Aya også forfatterens egen forskning i arkiverne efter historien om Anna, der ikke er skrevet ud som fiktion, men netop i form af historiske dokumenter om en kvinde, der aldrig holdt op med at elske sin ungdoms-kæreste ”Peter” og heller aldrig slap troen på Gud.
På den måde er der også indbygget en spænding mellem Anna og J.P. Jacobsen, der i højere grad lod sig rive med af det moderne gennembruds tanker om, at Gud ikke eksisterede, forklarer Dy Plambeck, som selv har (reol)plads til både ateistisk poesi og hovedværker af Kierkegaard, Løgstrup og Tolstoj. Og hun ser da heller ikke Annas tro som en svaghed.
”Tværtimod synes jeg, at det er J.P. Jacobsen, der virker forstillet, mens Annas masker er faldet, og i mere end en forstand fremstår hun virkelig nøgen og rå. Det ved vi fra hendes breve, som J.P. Jacobsen ikke brændte, selvom han lovede hende at gøre det. Det er også derfor, at Annas historie ikke er en fiktion. I begyndelsen tænkte jeg ellers, at jeg ville skrive romanen i to spor med et datidsspor med Anna og Peters historie og et nutidsplan mellem søstrene. Men jeg kunne ikke få det til at leve. Hver gang jeg ville gøre Anna til en fiktion, var det, som om hun selv vægrede sig imod det. For der var ikke noget sprog eller skrift for mig i hende. Men så kom jeg til at tænke over, at hun netop var rasende på J.P. Jacobsen over, at han digtede på hendes liv og i den forstand gjorde hendes liv til en fiktion. Det var, som om hun vægrede sig imod, at jeg også skulle gøre det.”
Romanen begynder i stedet med fødsel, da Aya skal føde sit første barn, Nola, og sådan giver fødslen også liv til hele fortællingen, mens Aya filosoferer over, at man føder en hel ny verden, når man føder et barn, mens hun sammenligner sin højgravide mave med Jorden, hvor strækmærkerne er landegrænser.
”Faktisk startede romanen også med, at jeg fik min datter og tænkte over, hvad det vil sige at være kvinde og skulle give livet videre til et nyt menneske, potentielt set med livet som indsats. Jeg forstod min mor bedre, efter jeg selv havde prøvet at føde. Da hun læste min bog, sagde hun også, at hun pludselig kunne huske, hvordan det var at føde mig. En fødsel er jo som at føde en helt ny verden. Det er så vildt, for en fødsel er liv og død, der smelter sammen for den fødende. Jeg kan huske, at jeg selv tænkte under fødslen af min datter: ’Det var det. Nu dør jeg!’. Jeg kunne mærke døden komme, mens jeg fødte. Jeg kunne mærke døden puste mig i nakken inde på den fødestue. For noget så smertefuldt måtte være døden. Men så sker det mærkelige, at lige så snart man giver slip på livet, så kommer det. Og så føder man sit barn. Sådan er det jo også i andre sammenhænge. Når man giver slip på noget, så er der noget andet, der kommer til en.”
Det handler romanen også om for søstrene, der – præcis som Anna – på hver sin måde står i en livskrise, hvor de har svært ved at give slip på kærligheden.
”Søstrene har en stor næstekærlighed til hinanden, men de har også begge en drøm om at udfolde kærligheden i forhold til en livspartner, og det har Anna også. Hun elsker virkelig Peter og vil gerne være sammen med ham. På den måde er hun enormt moderne tænkende. For hun fravælger den frier, hun faktisk får, da hendes fætter frier til hende, men hun vil hellere have Peter, som snart er der og snart er væk. Men hun kan ikke leve falsk, selvom hendes fætters frieri også kunne have givet hende en ny frihed til at komme væk fra sin mor, hvor hun godt ved, at hun i sidste ende vil gå til grunde. Men det er jo enormt moderne, at hun kun vil giftes af kærlighed. Hun insisterer på kærligheden, og det gør de to søstre også,” siger Dy Plambeck og tilføjer:
”I forbindelse med romanen har jeg tænkt over, at vi bliver til i relationen til hinanden. Men vi er også afmægtige, fordi vi er prisgivet hinanden, ligesom Løgstrup ville sige, at man står og holder noget af det andet menneskes liv i sine hænder. Sådan er vi udleveret til hinanden. Men det handler også om tillid, for vi kan ikke være til i relationerne uden tillid til hinanden.”
Uden at afsløre for meget oplever begge søstre at få misbrugt deres tillid, og romanen handler også om, hvordan man kommer videre, når livet virker forlist. Sammen tager de på en tur til Sverige, hvor de forsøger at finde sig selv og livsmodet igen.
”Sådan kan man sommetider spørge sig selv, om man må gå til grunde, eller om man kan finde et lille strå, der giver mod til at komme videre. Alle oplever jo modgang og svigt. Sommetider ser det hele sort ud. Men jeg tror, at der bor en ukuelig livslyst i os alle. Det er måske det, man kan mærke, når man taler om at mærke sig selv. En af mine yndlingsforfattere, William Faulkner, siger også, at det interessante ved mennesker ikke er, at vi skal dø, men hvor meget vi kan overleve og bære. Det er også det, jeg er meget optaget af i mit forfatterskab. Alt det, vi kan bære. Mens jeg har skrevet bogen, har jeg også været meget optaget af en præst, der sagde til mig, at der i ethvert menneske findes noget, der ikke kan krænkes. Præsten talte om det i forbindelse med velsignelsen, hvor Guds ansigt bliver en del af menneskets ansigt. Derfor smitter Guds ukrænkelighed af på os, så vi altid vil have noget i os, der er intakt. Den tanke kan jeg godt lide, for den giver håb,” siger hun og smiler.
Selv har Dy Plambeck skrevet sin nye roman som nybagt mor og midt i et brud med sin datters far.
”Det er jo en livskrise at træffe en beslutning om, at man ikke skal være sammen længere. Nu er det efterhånden halvandet år siden, at vi gik fra hinanden. Vi var ikke gift, men jeg kan huske fornemmelsen af, at jorden skred under mig, og jeg stod og vaklede, ligesom søstrene også gør i min roman. Men jeg stod samtidig også fast i kraft af de relationer, jeg havde i mit liv. Sådan kom håbet. For hvad ville alternativet have været? Det ville jo være at gå til grunde ligesom Anna. Og det ville jeg ikke. For man kan heller ikke bygge hele sit liv på en andens kærlighed, ligesom man ikke kan tvinge et andet menneske til at elske sig, som Aya også siger i bogen.”
Hvordan kom du så selv videre?
”Jeg tillod mig selv at sørge. Jeg tænkte, at jeg skulle have omsorg for mig selv. Og der var en, der sagde til mig, at ordet omsorg kommer af at holde om sorgen. Jeg aftalte faktisk med en ven, at jeg godt måtte have et helt sørgeår, hvor jeg kun sørgede. Jeg ved ikke, om jeg havde brug for hele det år, men det passer måske meget godt. Vi gik fra hinanden om efteråret, og allerede da det blev forår, var det, som om alting lysnede lidt. Sådan kan årets gang også være en bevægelse gennem alle slags følelser som en lille livscyklus. Det er rart at tænke på, at livet altid vender tilbage. Det kunne jeg følge lige uden for vinduet her. Og det gav også håb. Håbet er noget af det, jeg holder allermest af. Derfor har jeg også skrevet en salme om håb som en adventssalme i en forventning om, at der venter noget dejligt forude. For det er vigtigt for mig, at der bliver ved med at være et håb i livet. For håb er tillid til tilværelsen, selvom man kan føle sig afmægtig. Og når man giver slip, så kommer livet som regel også,” siger hun og lader blikket vandre op med træet uden for vinduet, hvor bladene er forårsgrønne, og fuglene synger, som om der slet ikke fandtes bekymringer i livet.