Prøv avisen

Jeg tror, at lpen vil overhale cden i fremtiden

”Mine sange er små, eksistentielle fortællinger. Og det er meget inspireret af den amerikanske tradition for storytelling i både musik, film og litteratur,” siger Mikkel Bøggild, der er aktuel med lp’en ”Barrow –Transition.” – Foto: Leif Tuxen.

Som sangskriver er Mikkel Bøggild blandt andet inspireret af Bibelen og Bob Dylan. Hans debutplade med bandet Barrow er netop udkommet som lp

Mens cden synger sin svanesang i kampen mod de nye digitale muligheder, har lpen fået en ny opblomstring. Det er blevet moderne at finde de før så forkastede grammofonafspillere frem igen for at dyrke den gode lyd fra vinylplader, og stadig flere musikere udsender også deres plader som lper. Det gælder blandt andet den aarhusianske musiker og sangskriver Mikkel Bøggild.

Lpen er ved at blive et symbol på en kvalitetsbevidst modkultur til al den musik, der kan hives ned på computeren. Og jeg tror faktisk, at lpen vil overhale cden i fremtiden. For lyden er bedre, og jeg tror også, at folk vil savne plader som en fysisk ting, man kan forære andre, siger Mikkel Bøggild.

Han har tidligere spillet guitar for store danske navne som Peter Belli og Sko/Torp. Men nu har han netop udgivet sin egen debut-lp, der også kan købes på iTunes, som sanger og sangskriver for bandet Barrow.

Pladen er skåret i Beatles legendariske pladestudie Abbey Road i London, og selvom det ellers både er blevet nemt at indspille og dele musik digitalt, har han indspillet hele pladen analogt på bånd. Selv sammenligner han den proces med at tage billeder med film:

Med et digitalkamera kan man godt udvikle en form for kunstnerisk dovenskab, fordi man ikke behøver at tænke på, at der er begrænset film i kameraet og i øvrigt altid kan lave et billede om i Photoshop, siger Mikkel Bøggild og læner sig frem i stolen, idet han tilføjer:

Sådan er det også med musik. Alt for meget må reddes på computeren bagefter. Det er grunden til, at jeg gerne ville indspille min plade analogt for at presse mig selv til at gøre mit bedste. For når man optager på bånd, kan man ikke bare lave det om bagefter, hvis man sjusker i studiet.

LÆS OGSÅ: Katrine Marie Guldager og de lyse og mørke familiebilleder

Selvom pladen er skåret i London, er Mikkel Bøggild selv mere inspireret af USA som sangskriver. Neil Young og Bob Dylan hører blandt hans egne musikalske helte. Og danske anmeldere har også allerede sammenlignet pladen med gedigen amerikansk sangskriverkunst, men den amerikanske inspiration kan også spores, når det gælder teksterne.

Mine sange er små, eksistentielle fortællinger. Og det er meget inspireret af den amerikanske tradition for storytelling i både musik, film og litteratur. Det virker, som om al amerikansk kunst er filmisk i sin opbygning. I Europa dyrker man mere følelsesuniverser, men i USA forventer man at blive ført igennem en historie, og det kan jeg godt lide, siger Mikkel Bøggild og peger på Bob Dylan som et eksempel på en amerikansk sangskriver, der formår at indfange følelser, man kan spejle sig i, gennem en række gode fortællinger i sine tekster:

Man savner aldrig hverken drama, poesi eller følelser i Bob Dylans tekster. Men han fortæller altid historier gennem sine sange, og han er samtidig fri for den eksistentielle og religiøse berøringsangst, som jeg synes præger mange europæiske sangskrivere. Det religiøse er en mere naturlig del af den amerikanske kunst, og sådan skriver jeg også selv sange.

Flere af Mikkel Bøggilds sange er også inspireret af bibelske fortællinger. Og Jesus er også en af hans største forbilleder som sangskriver, forklarer han med et stort smil i skægget:

Jesus fik folk til at tænke gennem sine lignelser. Han gav sjældent folk svarene, men lod dem spejle sig selv gennem sine lignelser. Sådan vil jeg også gerne skrive sange. Jeg kender ikke engang svarene selv, men jeg stiller nogle spørgsmål om, hvad der er rigtigt og forkert gennem mine sange, siger Mikkel Bøggild, der selv er vokset op i en folkekirkepræsteslægt i Danmark, men også kender det amerikanske kirkeliv, efter at han over flere omgange selv boede i bibelbæltet i musikbyen Nashville.

Amerikanerne bliver ofte portrætteret som nogle fundamentalister, når det gælder tro. Men min egen oplevelse var, at deres kirker faktisk var mere åbne for tvivlere, end jeg har oplevet herhjemme, hvor man godt kan få fornemmelsen af, at man først går i kirke, hvis man tror. Og på den måde er det meget mere alt eller intet herhjemme. For derovre oplevede jeg, at fællesskabet omkring kirkerne kom før spørgsmålet om, hvorvidt man troede eller ej.